Skip to main content

Full text of "Bidrag til kundskab om det aabne havs snyltekrebs og lernæer samt om nogle andre nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendte parasitiske copepoder"

See other formats


Steenstrup, J.J.S. & CF. Lutken 1861 
Bidrag til Kundskab 01 det aabne Havs Snyltekrebs og 
Lernaeer samt om nogle andre nye eller hidtil kun 
ufuldstaendigt kjendte parasitiske Copepoder. 
Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 
Naturhistorisk og Hathematisk Afdeling (5)5: 341-432, pis, 
1-15. 



V-, 



d 



4S8X 



Bidrag til Kundskab 



det aabne Havs Snyltekrebs og Lernæer 



samt om 



nogle andre nye eller liidlil kun ufuldstændigt kjendle 

parasitiske Copepoder/ 



af 



JTvkS 



J. Jap; Sm. Steenstrup, og Chr. Fred. Lutken. 

Professor. Dr. philos. 



(Særskilt aftrykt af det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 5te Række, 
naturhistorisk og mathematisk Afdeling, 5te Bind.) 



Kjobenhavn. 

Bianco Lunos Bogtrykkeri ved V. s. Muhle 
1861. 




dO-tA^ x 



Indledende Bemærkninger om Couepodernes Morphologi og Systematik. 



Inden vi gaae over til det, som er vor egentlige Opgave, nemlig at beskrive nogle nye eller 
hidtil kun ufuldstændigt kjendle Arter af Snyltekrebsenes (Siphonostomernes) og Lernæer- 
nes Grupper, vil det være hensigtsmæssigt at forudskikke nogle kortfattede Bemærkninger 
om de almindelige morphologiske Forhold hos Copepoderne. Erkjendelsen af, at alle Cope- 
poder, saavel fritlevende som parasitiske, ere byggede efter eet og samme Schema eller 
Grundplan, i samme Forhold som dette f. Ex. er Tilfældet med alle hedriophthalme eller med 
alle podophthalme Krebsdyr, synes nemlig ikke at staae saa klart for de fleste af de Zoolo- 
ger, som have beskjæftiget sig med disse Dyregrupper, som nødvendigt er, naar der skal 
opnaaes en tilfredsstillende videnskabelig Opfattelse af dem. Vel har Dana, der ogsaa 
besad et mere udstrakt Kjendskab til de fritlevende Copepoders formrige Gruppe end nogen 
før ham, paa en i det Hele ret tilfredsstillende Maade udredt disse Dyrs Morphologi, men 
hans Arbeider ere neppe saa almindelig udbredte, at man med Fordeel kunde indskrænke 
sig til at henvise til dem, selv om man i enhver Henseende kunde skjænke hans Termi- 
nologi Bifald. Ved vore efterfølgende Bemærkninger om Copepodernes Morphologi 
have vi iøvrigt ogsaa tilsigtet at give den nødvendige Forklaring af den i det Følgende an- 
vendte Terminologi, forsaavidt den maatte afvige fra tidligere Forfatteres. 

Efter vor Opfattelse bestaaer Legemet hos alle Copepoder, fritlevende og snyltende, 
af 3 Hovedstykker: Forkroppen, Bagkroppen og Halen. 

Forkroppen ( cephalothorax) er sædvanligen udeelt, kun hos Pontella og nogle 
nærstaaende Former er den deelt i 2 Afsnit; den bærer typisk følgende Dele: Øinene, 
2 Far Folere (Antenner), et Par Kindbakker (Mandibler) (hos Snyltekrebsene forvandlede til 
Stikkcredskaber og omsluttede af en Snabel eller et Næb), et Par Kjæber (Maxilier) og 
2 Par Kjæbefødder. Den kan altsaa ligesom Isopodernes og Amphipodernes »Hoved« opfattes 
som sammensat af 7 Ringe; i Beskrivelser af Lernæformer omtales den som oftest, om 
end mindre rigtigt, som »Hovedet«. 



344 



Bagkroppen (ab domen) er sammensat af 5 Ringe, som hos de typiske Former 
hver bære sit Par Been eller Fødder; et saadant Been eller »Fod« bestaaer af et toleddet 
Grundstykke og to, typisk treleddede, Grene med talrige Fjerbørster. Hos Slægten Cyclops 
(s. str.) og hos mangfoldige, om ikke hos alle , Snyltekrebs er dog den første Bagkropsring 
optagen i Forkroppen (hos Saphirinerne synes Forholdet i denne Henseende at variere 
fra Art til Art), og det forste Fodpar er da anbragt under den bageste Deel af Cephalo- 
thorax. I de følgende Formbeskrivelser forstaaes derfor ved »Bagkroppen« kun den 
Deel af samme, der er adskilt fra cephalothorax, og den af Bagkroppens Ringe, som bærer 
det andet egentlige Fodpar, betegnes som »forste Bagkropsring«, uagtet det egenlig 
er den anden , og saa fremdeles. Hos mange fritlevende Copepoder er det 5te Fodpar 
omdannet paa forskjellig Maade for at træde i Forplantningens Tjeneste ; hos andre er det 
rudimentært f. Ex. hos Cyclops (s. str.) , og hos de fleste parasitiske Former forsvinder 
det ganske og med det den tilsvarende Bagkropsring, rimeligviis fordi den er sammen- 
smeltet med eller ligesom optaget i den hos disse Former saa stærkt udviklede første Hale- 
ring eller »Kjønsringen« ; for denne Tolkning taler maaskee ogsaa, at man hos mange 
Caliginer og Pandariner netop paa denne Kjønsring finder et, om end kun mikroskopisk, 
Rudiment af et femte Fodpar. Hos Snyltekrebsene er Antallet af tydelige , frie Bagkrops- 
ringe saaledes aldrig flere end tre, hver bærende sit (andet til fjerde) Fodpar. At hos 
mange af de snyltende, mere omdannede eller abnorme Former Grændsen mellem Bagkrops- 
ringene er utydelig eller ukjendelig, og at saavel Forkroppens som Bagkroppens Lemmer, 
forfulgte gjennem den hele Række af Snyltekrebs og Lernæer, undergaae en tilbageskridende 
Omdannelse, indtil fuldkommen Forsvinden, er saa bekjendt, at det kun behøver at antydes. 
Er det end saa, at der hos Former, som man tidligere har frakjendt ethvert Spor til Lem- 
mer, dog findes meget tydelige Antenner, Mundfødder og virkelige Fødder m. m., — saaledes 
som Prof. Briihl*) har viist det for Lernæocerernes Vedkommende og som vi skulle vise det 
i det følgende for Pennellernes og Lernæernes — er det dog derfor ikke mindre vist, at 
der gives herhenhørende Former, som mangle ethvert Spor til alle disse Dele, som f. Ex. den 
i det følgende beskrevne paa Annelider levende ved sin simple Sækform saa eiendom- 
melige Slægt [Herpyllobius). 

Halen [cauda, postabdomen) er typisk sammensat af fem Ringe, af hvilke den 
sidste bærer Flalebladene {foliola caudalia s. appendices caudales), to uleddede Blade, hver 
med (4) Fjerbørster; de kunne vistnok sammenstilles med Isopodernes saakaldte »Hale- 
vedhæng« og altsaa antages at forestille et Par Halefødder. Kun sjelden findes der rudi- 



*) Mittheilungen aus dem k. k. zoologischen Institute der Universitat Pest. Nr. 1. 



345 



mentære Fødder under de forreste Haleringe, saafremt ikke det før omtalte rudimentære 
Fodpar paa Kjønsringen skal tydes som et saadant. Paa den første Halering aabne For- 
plantningsredskaberne sig hos begge Kjøn, og fra den nedhænge de ydre Æggesække eller 
Æggetraade. Hos de fritlevende Former, hvor denne Ring kun har et ringe Omfang, kan 
der ikke være nogen Tvivl om, at den virkelig hører til Halen; men hos mange af de snyl- 
tende frembyder denne saakalte Kjøn s ring (annulus genitaltsj, i Overeensstemmelse med 
Forplantningsevnens betydelige Udvikling, et meget stort Omfang, og det er da bekvemmere 
og lettere for Oversigten, i Beskrivelserne at opfatte den som et eget selvstændigt Afsnit 
af Legemet. Som Halen ville vi derfor i det følgende særligt benævne de øvrige fire 
Haleringe tilsammen, som ligge bagved Kjønsringen og bagved Æggesækkenes Udspring; 
deres Antal reduceres ofte ved Sammensmeltning, og hos mange mere afvigende Former 
er Halen uleddet, uden Haleblade eller endog aldeles indsvunden og kun i et yderst ringe 
Spor erkjendelig. 

Hos alle ægte Copepoder bestaaer Legemet altsaa typisk af sytten Ringe 
(7 -f- 5 -f- 5), og naar man gaaer ud fra de høiere Krebsdyr, vil man altsaa kunne sige, at 
af disses 21 Led ere to Bagkropsled og to Haleled altid aldeles forsvundne, forsaavidt ikke 
ganske enkelte Copepoder have et større Antal (indtil 7) Haleled. Da vi iøvrigt ikke her 
ville give en omstændelig Fremstilling af Copepodernes Morphologi eller forfølge de enkelte 
Fod- og Følerpars Udvikling gjennem den hele Formrække , vil det i denne Henseende 
være tilstrækkeligt til foreløbig Orientering, at henvise til Tab. 71,72 og 92 af Danas store 
Krebsdyrværk. Derimod maae vi bede erindret, at det her opstillede Schema for Copepo- 
dernes Bygning naturligvis ikke passer paa alle Entomostraca , hverken paa Limulus, Trilo- 
biterne, Phyllopodeme , Cladocererne eller Ostracoderne eller paa Slægten Argidus , hvilken 
sidstnævnte Form vi med Zen ker aldeles ikke kunne ansee for en Copepod, men snarere 
vilde henføre til Phyllopodeme som Snyllelivets Repræsentant indenfor denne Gruppe*). 
Om det vil lade sig anvende paa Cirripedierne er endnu mere end tvivlsomt. 

De snyltende Copepoder s Systematik forekommer os heller ikke at befinde 
sig paa et aldeles tilfredsstillende Standpunkt, hvad enten man vil holde sig til den af 
Milne Edwards eller til den af Dana givne Inddeling. Dette er ogsaa følt af enkelte 
Forfattere , som i den senere Tid lejlighedsvis have btskjæftiget sig med disse Dyrs syste- 
matiske Sammenstilling og udtalt sig om de forskjellige Familiers Grændser og indbyrdes 

•) Hermed bortfalder tillige den eneste hidtil bekjendte snyltende Copepod uden ydre Æggesække eller 
Æggetraade; thi Sacculinenie og Peltogastriderne ere, som Lill je borg har vist, ikke Copepoder 
is. sir. i, men uden Tvivl Cirripedier. 

2 



6 346 

Slægtskab. Vi troe derfor allerede her at burde gjøre opmærks-om paa et hidtil mindre 
paaagtet Forhold, som forekommer os at kunne tjene som Ledetraad i den Labyrinth af 
Former, som bliver tilbage, naar man seer sig nødt til at opgive de bestaaende Gruppe- 
ringsforsøg. Der er nemlig en Række af Former, hos hvilke Æggesækkene have Form af 
Traade, i hvilke de flade, skiveformige Æg da ere anbragte i en enkelt Rad eller 
Stabel over hverandre ligesom Dalerne i en Pengerulle, hvorimod de i den anden Række 
af Former ere virkelige Sække, i hvilke de mere kugleformige Æg ligge uden Orden og, 
ligesom hos de fritlevende Saphiriner og Cycloper , ikke i en enkelt Række, men flere ved 
Siden af hinanden*). — At de her saakaldte »Traade« undertiden ere temmelig korte og 
tykke og »Sækkene« derimod undertiden meget lange og tynde (f. Ex. hos Chondracanthus 
Lophii), ophæver naturligvis ikke det Væsentlige i denne Adskillelse. 

Anvendes dette Skjælnemærke nu paa de af Milne Edwards opstillede Familier af 
snyltende Copepoder, vil det vise sig, at samtlige hans Caliginer, Pandariner og 
Dichelestiner have to Ægge traade af den ovenfor omtalte Beskaffenhed, samtlige 
Ergasiliner derimod to Æggesække ligesom Cycloperne og Saphirinerne. Lernæo- 
podernes meget naturlige Gruppe slutter sig i denne Henseende til Ergasilinerne, frem- 
deles Slægterne Chondracanthus, Selius og Tucca samt Lemeocera, der hidtil indtog en 
meget unaturlig Plads i Pennellernes Gruppe. Derimod vil man finde, at denne sidst- 
nævnte, der ved Udstødelsen af de ægte Lernæocerer faaer et meget naturligt Indhold, har 
den selvsamme Form og Bygning af Æggetraadene som Caliginerne, Pandarinerne og Di- 
chelestinerne (til hvilke sidste Slægter Lemanthropus vil være at henføre) og som Slægterne 
Clavella, Peniculus og Cycnus, i hvilke Prof. Claus allerede meget rigtig har erkjendt det 
naturlige Bindeled mellem Pennellinerne og Dichelestinerne**). Det vil endelig ved at an- 
vende denne Charakteer paa de enkelte Arter indenfor flere af de hidtil beskrevne 
Slægter vise sig tydeligere, at der i visse Slægter har været optaget fremmede Elementer, 
som paa denne Maade kunne og maae udsondres; medens saaledes de ægte Clavella- og 
Lernæonerna- Arter have Ægge traade, har Clavella Scari Krdyer og Lernæonema Musteli 
van Beneden derimod Æggesække. Men istedenfor at tale imod vor nys udtalte Anskuelse 
om Æggesækkenes Brugbarhed som Kjendemærke for større Grupper af snyltende Cope- 
poder, tjene disse tilsyneladende Undtagelser netop til at stadfæste den; thi de to nævnte 



*) Dana har allerede anvendt denne Charakteer forat skjelne mellem »JErgasiloidea« og «Caligoidea« 
indenfor hans »Poecilopoda« , men lader den aldeles falde for den anden Afdeling, »Lernæader- 
nes,« Vedkommende, hvor det hedder »eggs sometimes in baggs or sacs as in the Ergasiloidea and 
sometimes in slender tubes as in the Caligoidea«! 

**) Man vil heraf see, at de fleste Momenter til den af os foreslaaede systematiske Omgruppering i 
Grunden allerede foreligge stykkevis, men de vare deels ikke offentliggjorte, deels endnu ikke komne 
til vor Kundskab, da vi allerede havde naaet det her fremsatte Resultat. 



347 



Former afvige i Virkeligheden saameget fra de typiske Claveller og Lernæonemer, at de, 
selv afseet fra Æggesækkenes Beskaffenhed, burde udsondres af de Slægter, hvis Navne 
de forliden bære. Resultatet heraf er da, at de to gamle Grupper Siphonostomata og 
Lernæadæ maae opløses og de snyltende Copepodslægler omordnes i 2 parallele Rækker, 
som begge begynde med Former, der staae de frillevende typiske Copepoder temmelig 
mer, men ende med Slægter, der paa Grund af deres Tilbageskriden og lavtstaaende Byg- 
ning paa el tidligere Trin af Zoologiens Udvikling endog maatte finde deres Plads blandt 
Ormene. Tildels vil der derfor kunne paavises analoge Slægter i begge Rækker. 



A. M ed 2 Ægget raade; herhen høre : 

1) Milne Edwards Peltocephaler med de to Grupper Caligini*) og Pandarini**), hvis 
Begrændsning vil blive afhandlet i det følgende. 

2) Sammes Dichelestiner [Pachycephali p. p. )***). 

3) Clavella-Gmppen (Clavella, Peniculus, Cycnus), til hvilken 

4) Pennella-Gruppen (Lemma, Lemæonema ) Lemæbnicus og Pennella, muligvis ogsaa 
Sphyrion og Lophura) slutter sig ganske naturligt. 

(Ogsaa Staurosoma synes at høre til denne Række, den analoge Antheacheres der- 
imod til den næste; dog trænger dette for den førstes Vedkommende unægtelig til Stad- 
fæstelse.) 

B. Med 2 Ægge sække. De herhen hørende Former lade sig, idetmindste 
endnu, let sondre i mindre Grupper. 

1) Ergasilinerne (Ergasilus, Bomolochus, Doridicola og Nicotho'é.) 

2) Lernæopodeme ( Tracheliastes , Basanistes, Achtheres, Brachiella, Lernæopoda og 
Anchorella). 

3) Chondracanthinerne (Chondracanthus , Antheacheres, Selius, Tncca, Æthon [Ægge- 
sækkene ubekjendle] saml »Clavella Scari AV.« og »Lemæa gobina Fabr.«) 

4) Lernæocererne: (Lernæocera, »Lernæonema Mustelt v, ZJ.«-j-J samt Herpyllobius arc- 
lidlS nob.) 



') (.aligus, Synestius nob., Parapetalus nob , Caiides, Treblus, Dysgamus nob., Gloiupotes nob., Cali- 

gerla, Elytrophora og Euryphorus. 
") Pandanis, Nogagux, Dinematura, Echthrogaleus nob., Phyllophorus , Gangligpus, Perissopus nob., 

Cecrops og Læmargus. 
'") Kr'oyeria (Lonchidium) , Pagodina, Eudactylina, Congericola, Ergasilina (Æggesækkene ubekjendle), 

Lernanthropus, Dichelestium, Nemesis, Lamproglena og Anthosoma 
f) Den store Lighed, som der er mellem Hannerne af denne Form, af Lernceopoda-Gvuppun ogafGAon.- 
dracanthu8-SliJ&gten synes ogsaa at tale for, at disse 3 Grupper hore naturligt sammen. Om den 
hidtil ukjendtc mandlige Pennella see det følgende. 

For at forebygge Misforstaaelse ville vi ikke undlade at bemærke, at vi ingenlunde ansee de 
her for Oversigtens Skyld opregnede Smaagruppcr, f. lix. Ergasilinerne og Chondracanthinerne 

2" 



8 



348 



Dog herved vil man vel ikke engang kunne blive staaende; man maa dog vel nu 
erkjende, at der hverken ved Levemaaden eller ved den ydre eller indre Bygning kan 
trækkes nogen naturlig Grændse mellem de fritlevende og de parasitiske Copepoder. Prof. 
Claus har allerede gjort opmærksom paa, at Saphirinerne, hvis Hunner leve i Salper, 
medens Hannerne leve frit, udvidske Grændsen mellem begge Grupper. Men er dette saa, 
bor denne Erkjendelse ogsaa komme til Udtalelse i den zoologiske Gruppering, og man 
maa derfor i vor anden Række (B), bestaaende af Copepoder med Æggesække, foruden 
de ovenfor antydede fire Grupper af -parasitiske Former endnu optage de tildels eller 
aldeles fritlevende Former, som have den samme Charakteer, altsaa Slægten Cyclops 
(s. sti*.) og Saph irinernes Gruppe. Derimod er det tvivlsomt, om Monstrillern e og 
Thaumaleus-Gruppen høre herhen, da de endnu ikke ere iagttagne med Æggesække. Ogsaa 
Notodelpkys-Gmwen vil her faae sin Plads, hvis Indholdet af dens ejendommelige Ægge- 
pose kan antages at svare til Cyklopernes to Æggesække og ikke til f. Ex. Pontellernes 
uparrede Æggesæk. 

En derfra forskjellig Række vil sandsynligvis dannes af de fritlevende Cope- 
poder, som kun have een ydre Æggesæk, eller af de talrige Slægter, der gruppere sig om 
Caianus*), Pontella, Harpacticus og Betella. Denne Række, der egentlig burde stilles først, 
indeholder altsaa for Øjeblikket kun fritlevende Former, Rækken A, egentlig den tredie, 
kun parasitiske Former, hvorimod Formerne i Rækken B gjennemløbe den hele Omdan- 
ne Ise sscala fra Cyclops til Lernæocera. 

Følgende Oversigtstabel vil maaskee lette Opfattelsen af hvad her er udviklet. 



Fritlevende 
Former. 



Snyltende 
Former. 



Een Æggesæk. 
Caianus 
Pontella 
Harpacticus 
Betella 



To Æggesække. 
Cyclops (s. str.)' 

? Monstrilla 
? Thaumaleus 
) SapJririna. 
? Notodelphys 
Ergasilus 
Lernæopocla 
Chon dracan thus 
Lernæocera. 



To Æggetraade. 



Caligus, 

Pandarus 

Dichelestium 

Clavella 

Pennella. 



eller overhoved Grupperi ngens Enkeltheder for videnskabeligt begrundede, men tvertimod 
nære den Anskuelse, at der endnu kjendes for faa Former, til at man tør opstille meer end aldeles 
provisoriske Familier. 
*) Kjender man end ikke ægte Galaner med Æggesæk, saa kjender man i alt Fald meget nærstaaende 
Slægter af selve C a Ian -Gruppen med enkelt uparret Æggesæk. 



349 



Materialet til den foreliggende Afhandling bestaaer fornemmelig i pelagiske Sny 1te- 
krebs fra Atlanterhavet og skyldes for største Delen Hr. Skibscapitain Dbmd. V. 
Hygoms i en lang Aarrække fortsatte Indsamlinger til Museet; den er saaledes et Bidrag til 
en Bearbejdelse af det paa denne Maade tilvejebragte meget betydelige Materiale til Kund- 
skab om den pelagiske Fauna, som findes opbevaret i Universitetsmuseet; men tillige have 
vi troet at burde drage ind med i vor Undersøgelse adskillige andre nye eller ufuldstændigt 
kjendte Former, som kunde tjene til at kaste yderligere Lys over det her behandlede 
Æmne. Et kort Udtog af denne Afhandling blev indrykket i Oversigterne af Videnska- 
bernes Selskabs Forhandlinger for 1860 og et endnu kortere Referat af vor Opfattelse 
af Copepodernes naturligere Gruppering findes i Beretningen om det skandinaviske Natur- 
forskermøde i Kjøbenhavn 1860. 



Forste Række af parasitiske Copepoder: med Æggctraade, indeholdende en 
enkelt Række af flade skiveformige Æg. 

Den første større Hoved- Afdeling af denne Række [Caligidce Dana, Pelto- 
cephali M. Edw.) kan charakteriseres ved Skjoldets Form og Antennernes Byg- 
ning. Skjoldet er nemlig næsten altid halvmaane- eller hesteskodannet, hvilken Form 
fremkommer derved, at dets Sidestykker fortsætte sig længere tilbage end Midtstykket, 
saa at dets Bagrand altid er mere eller mindre indhulet; det er næsten altid deelt i to 
Sidestykker og et Midtstykke, og besidder i Reglen særegne Pandeplader og Randbræmme*). 
Første Par Antenner er næsten altid**) sammensat af blot to Led, et bredere Grund- 
led, der bærer en Række Børster eller Torne langs med sin øvre Rand, og et smækkert 
Endeled, i Spidsen udstyret med nogle Børster; andet Par er altid krogdannet og danner 
saaledes et Fastholdningsredskab. Denne Afdeling omfatter igjen Grupperne Caligini og 
Pandarini. Den anden Hovedafdeling {Dichelestidæ Dana, Pachycephali M. Edv. p. p), der 
omfatter Dicheleslini og Lemanthropodini , har altid det første Følerpar traaddannet og 
flerleddet [5 — lOleddet] , men det andet danner enten en Tang eller en Haand, eller 
det er krogdannet ligesom i den første Afdeling. Skjoldet er her aldrig halvmaanedannet 
og savner altid Randbræmme, Pandeplader og Suturer. 



*) Kun hos Pandarus l-p savnes denne Uræmmc saavelsom Skjoldets Suturer, men Pandepladerne fin- 
des dog, og selv hos ]'. bicolor er Skjoldets Bagrand endnu concav. Derimod danner Perissopus (Le- 
jiidopits) arinatus (?) en Undtagelse, hvis den ellers er fremstillet rigtig hos Dana; dens Skjold ei 
nemlig ikke halvmaanedannet. 

"i Vi kjende ikke nogen anden Undtagelse fra denne Regel end Lcemaryus muricatus, hvor det er 
treleddet. 



10 350 

Allerede Milne Edwards opstillede en Adskillelse mellem Caligini og Panda rini, 
og Dana beholdt den, skjøndt med en anden Begrændsning og med andre Charakterer. 
Milne Edwards charakteriserede den førstnævnte Gruppe ved at den mangler de for 
den sidstnævnte betegnende Rygblade (elytra), og henførte til den Slægterne Caligus 
(samt Chalimus), Trebius og Nogagus; til Pandarinerne Dinemura, Pandarus, Phyllo- 
phorus, Cecrops og Læmargus. Dana adskilte disse 2 Grupper rigtigere ved det Mærke, 
at Snabelen (Xæbet) hos Caligini er kort og afstumpet (»subovatus, obtusus«) hos Pandarini 
derimod lang, tynd og spids; men det dertil føiede Skjælnemærke, som laantes af Kjæber- 
nes (Maxiliernes) Form og Stilling, synes at beroe paa en Feiltagelse*). De af Dana til 
Caliginerne henførte Slægter (Caligus, LepeopJitheirus, Chalimus, Caligeria, Calistes og Tre- 
bius). høre virkelig meget naturligt sammen, men det er ikke heldigt, naar Edwards 
og Dana have henført den med dem saa nær beslægtede Euryphorus — som Dana 
uden Tvivl ikke har kjendt af Autopsi — til Pandarinerne, fra hvilke det ogsaa synes 
mindre naturligt at adskille Cecropiderne. Men Caliginerne og Pandarinerne kunne foruden 
ved Snabelens Form — der vistnok staaer i Forbindelse med en Modifikation af Levemaa- 
den eller et Snylteliv paa andre Fiskeformer — adskilles ved Formen af første Fodpar, 
der hos Caliginerne altid har den fra Slægterne Caligus og Trebius bekjendte Form og 
Bygning, som væsentlig er den samme, hvad enten den indre mindre Gren er tilstede eller 
mangler, hvorimod dets 2 Grene hos alle Pandariner ere ligeligt udviklede. Endelig 
ere hos alle Caliginer med Undtagelse af Trebius de to forreste Bagkropsringe optagne i 
Skjoldet og den sidste alene fri, hvorimod hos alle Pandariner de tre Bagkropsringe ere 
frie og uafhængige af Skjoldet. 



Med denne Begrændsning omfatter Gruppen Caligini de nedenfor anførte 9 Slægter, 
hvis væsentligste Ejendommeligheder ville træde frem ved følgende Oversigt: 



Det er nemlig efter vor Mening ikke den samme Del, som Dana benævner saaledes paa begge 
Steder; hvad han hos Caligini betegner som »maxillæ«, savnes vistnok hos adskillige Pandarini, 
men gjenfindes ogsaa ofte hos dem i en mere eller mindre udviklet Skikkelse, og altid paa samme 
Sted som hos Caliginerne; efter vor Opfattelse er denne Deel et Appendix til Grunddelen af andet 
Par Kjæbefødder, ligesom »hamuli« til andet Følerpar, og ikke noget omdannet selvstændigt Lemmepar. 

Herunder indbefattet Underslægten Lepeophtheirus {Caligi »lunulis« nullis) og Chalimus- Formerne 
(Caligi appendice frontali affixi); selv om det virkelig skulde vise sig, at der var Caligus-Former, hvis 
Hunner gjennem hele Livet sad fast ved en Pandetraad, vilde de dog i det høieste kunne danne 
et subgenus af Caligus. Alle os bekjendte Caligini have den saakaldle »furca«; men om »lunulæ" 
og Antennernes Hjelpekroge (»hamuli adventitii«) ere tilstede, synes ikke at have generisk Betydning. 
Vi have derfor ikke optaget disse Forhold i Slægtskjendemærkerne, men væsenlig holdt os til Fød- 
dernes forskjellige Bygning. Sciænophilus van Bened. med meget forlænget Kjonsring og Hale 
opfatte vi derfor endnu indtil videre som en noget afvigende Caligus - Fo r m , der maaskee kan danne 
et eget subcenus. 



351 



11 



A. Fjerde Fodpar er enkelt. 

(Kun den ydre Gren er udviklet og 
dennes Borster ere aldrig fjerede.) 



B. Fjerde Fodpar er tvegrenct. 

(Kun hos Elytrophora (?) og Caligeria 
ere dets Børster ikke fjerede.) 



1. Caligus Mali. ($. $.). 
Fors te Fodpars indre Gren mangler 
eller er aldeles rudimentær; andet Fod- 
pars Grene ere treleddede; trediesGrund- 
led danne en stor Plade, dets Grene ere 
temmelig smaae og toleddede ; de to 
første Bagkropsringe, som bære andet og 
tredie Fodpar, ere optagne i Forkroppens 
Skjold. 

2. Synestius nob. ($>). 
Kjønsringen forlænger sig bagtil i Form 
af 4 lange kølleformige Forlængelser; 
iøvrigt har den Charaktererne af Slægten 
Caligus. 

3. Parapetalus nob. (<j>). 

Kjønsringen er udstyret med en bred 
Bandbræmme og Halen med en vinge- 
agtig Forlængelse paa hver Side. løvrigt 
har den Charaktererne af Slægten Caligus. 



Uden Kyghlade. 

5. Calistes Dana (£). 
Første Fodpar har idetmindste Spor til en 
indre Gren; tredie og fjerde Fodpars 
Grene ere treleddede. Iøvrigt har den 
Charaktererne af Slægten Caligus. 

6. TrebillS Kroyer {%.$)*). 
Første Fodpar har en mindre , toleddet, 
indre Gren; anden Bagkropsring, som 
bærer tredie Fodpar, er fri. Iøvrigt som 
hos Calistes. 



7. Dysgamus nob. (S). 

Første Fodpar som hos Trebius; andet, 
tredie og fjerde Fodpars Grene toleddede; 
de to første Bagkropsringe ere optagne i 
Skjoldet som hos Caligus. 



Med to Rygblade (idetmindste hos Hunnerne) udgaaende fra den frie Bagkropsring; de 

to foregaaende Bagkropsringe ere hos alle hidtil kjendte herhen hørende Former ligesom 

hos Caligus optagne i Forkroppens Skjold. 

4. Gloiopotes nob. (<j>). 8. Caligeria Dana ($). 

Første Fodpar har ikke nogen indre Gren; (Første Fodpar ubekjendt); fjerde Fodpars 

andet, tredie og fjerde \æsenllig som hos ydre Gren er treleddet, den indre mindre 



') Smlgn. Baird history of British Entomostraca tab. 38 I'. 3—4. 



12 



352 



Caligus; to store pladeformige Ryg- 
blade dække største Delen af Kjønsringen, 
der forlænger sig bagud i Form af to 
lange spidse Forlængelser. 



og toleddet; deres Børster ere ikke fjerede ; 
de to Rygblade ere smaae. 

9. Elytr ophor a Gerståclcer {%.$.). 

Første Fodpar omtrent som hos Trebius, 
andet og tredie som hos Caligus, men 
tredie har treleddede Grene ; fjerde som 
hos Caligeria (?). Foruden to smaa Ryg- 
blade, som findes hos begge Kjøn, har 
Hunnen et Par smaa Blade ved Grunden 
af Kjønsringen. 

10. Euryphorus Nordmann (|j). $.). 

Alle fire Fodpar forholde sig i det Væsent- 
lige som hos den foregaaende Slægt, men 
fjerde Fodpars Børster ere fjerede; lige- 
som hos Elytrophora har Hunnen for- 
uden de smaa Rygblade , der findes hos 
begge Kjøn, et Par smaa Blade ved Grun- 
den af Kjønsringen, der hos Hunnen for- 
holder sig omtrent som hos Parapetalus ; 
hos Hannen har Halen en vingeagtig For- 
længelse paa hver Side, og hos Hunnen er 
denne uddannet til en stor Vingebræmme. 



Medens Pandarinerne for den allerstørste Del maae henregnes til den pelagiske 
Fauna og fornemmelig ere Beboere . af Haifiske*), hører det større Antal af Caliginer til 
Littoralfaunaens »Fiskelus«. Som pelagiske Caliginer maae vi dog nævne Caligus Thynni 
og C. productus Dana (af en Bonito), den nedenfor beskrevne C.Coryphænæ nob. (af en Dolfln), 
Caligeria bella Dana *(af en Albicore eller Thunfisk), Dysgamus atlanticus nob. og Oloiopotes 
Hygomianus nob. (ubekjendt, af hvilke Fiske) samt Euryphorus nympha nob. (af en Bonito). 
Af de Data, som vi hidtil besidde, synes det altsaa, som om i den pelagiske Fauna For- 
holdet mellem de store Fiskeformer af Haiernes og Makrelernes Familier og deres Para- 
siter af Copepodernes Gruppe er dette, at Haierne fortrinsvis plages af talrige Pan da- 
nner, Makrelformerne derimod af et mindre Antal Caliginer. Foruden de ovenfor 



Kun Cecrops og Læmaryus, der leve paa Muanefiske (Orthagoriscus, sensu latiore), danne i denne 
Henseende en Undtagelse. 



353 13 

nævnte, i strængere Forstand pelagiske Caliginer fra Atlanterhavet beskrive vi ved denne 
Lejlighed to nye Slægter (Parapetalus og Syneatkis) fra det indiske Hav (ogsaa af Scom- 
beroider) og et Par exotiske Caligus - Arter \ samt endnu et Par hidtil ubekjendte eller kun 
ufuldstændigt bekjendte Arter, hvoriblandt en den danske Fauna tilhørende Ferskvands- 
Art af den samme Slægt. 

I. Caligus muh. 

De i det Følgende beskrevne Arter af denne Slægt have alle en Gaffel (furca) 
med udelte Grene og med Undtagelse af C. branchialis alle Panderanden udstyret med 
»hinulæ«. Foruden de Kjendemærker, som vore Forgængere have draget frem i Forgrunden, 
have vi fundet, at tvende Forhold, nemlig Formen af de ved Grunden af tredie Fodpars 
ydre Gren* anbragte Torne eller Kroge*), og om der foruden fjerde Fodpars tre Endebørster 
endnu findes to eller blot een lignende Børste paa dets ydre Rand, egne sig særligt til at 
anvendes som Artsmærker, da der i Henseende til disse Forhold aldrig er nogen Forskjel 
mellem de to Kjøn af samme Art. 

Af de Arter, som vi selv have havt Ledighed til at undersøge, have vi udarbeidet 
følgende Oversigtstabel: 

Conspectus specierum generis Caligi nohis cognitarum. 

A. Lunulæ adsunt; palpi simpliccs. 

a. Foliolis caudalibus anum superantibus. 
*) Podes abdominales quarti paris quatuor modo setis instructi, caiida brovis, liaud articulata. 

1. G. Clirtus Miill. Kr. (^ $) {C. Muller l Leach, Nordmann, Baird ■ C. tricuspidatus Nordm.', 
C. elegans v. Beneden**)] C. diaphanus Baird?***) C. amen'canus Dana-j). Annulus genitalis 
fæminæ rectangularis angulis rotundatis, margine postico concavo, maris latior brevior, postice 
pluries incisus; cauda brevissima; seta ultima pedum quarti paris longissima, serrata. 



*) Prof. Krøyer kalder dem »det andet Par Hjelpekroge«, hvilken Benævnelse maaskee er mindre heldig, da 
de ikke altid have Form af Kroge. De findes iøvrigt hos de fleste Caliginer og Pandariner. 
Om vi end for de fleste af disse Formers Vedkommende kunde være enige med Krøyer i at betragte 
dette Redskab som henhorende til tredie Fodpars Grunddel eller Pladedel, har det dog ogsaa i 
mange Tilfælde og navnlig hos Caligus-S.rterne været os temmelig tydeligt, at det egentlig udgaaer fra 
et den ydre Fodgren tilhørende inderste (tredie) Led. — Naar der i det Folgende er Tale om »Hjelpe- 
kroge«, menes stedse de forreste, til andet Folerpar horende. 
") Annales des sciences naturelles, 3 me serie, Zool. t. 1G p. 91. 
*'"i History of British Kntomostraca p. 269 t. 32 f. 1. 
|) Hcrrik å Dana, Sillimans Journal, vid. 34 (1S3S) p. 22 o, tab. 3— '>; Exploring Fxpedition tab. 93. 

3 



14 354 

2. C. lacustris nob. ($). 

Annulus genitalis fæminæ brevior et latior, margine postico recto; cauda longior, gra- 
cilior; seta ultima pedum quarti paris longisssima, haud serrata. 

3. C. Balistæ nob. [$ $). 

Annulus genitalis fæminæ formå fere præcedentis, margine postico tamen profunde 
concavo, maris semilunaris, margine posleriore valde concavo et inciso, angulis externis 
acutis ; cauda brevis, lata; setæ pedum quarti paris omnes eadem fere longitudine, 
graciles, longissimæ. 

**) Pedes abdomioales quarti paris quinque setis instrueti, cauda plus minus elongata, 

biarticulata vel unarticulata. 

4. O. productus Dana (%.) 

Annulus genitalis lageniformis, margine posteriore profunde inciso; cauda elongata, 
biarticulata; pedes quarti paris ramo biarticulato, setæ ejusdem leniter curvatæ, 
longitudine sensim crescentes, ultima ceteris vix longior. Setæ plumosæ in pedibus 
primi paris nullæ! 

5. C. isonyx nob. (|j>.) 

Annulus genitalis lageniformis, margine posteriore recto; cauda brevior, haud articulata ; 
pedes quarti paris ramo triarticulato , setæ leniter curvatæ, prima ceteris, longitudine 
sensim crescentibus, paulum inæqualibus nonnihil major. 

6. C. rapax M. Ediv., Baird. ($ $.) 

Annulus genitalis fæminæ lageniformis, margine posteriore recto, maris ovalis ; cauda 
fæminæ brevior haud articulata, maris longior, biarticulata, articulo primo breviore; 
seta prima pedum quarti paris fere recta, ceteræ leniter curvatæ, ultima ceteras vulgo 
plus duplo superans. 

b. Foliolis caudalibus anum haud superantibus. 

7. C. Coryphænæ nob. ($ $). 

Hamuli accessorii antennarum desunt; spina ad basin rami externi pedum tertii paris 
plane recta; annulus genitalis fæminæ elongatus, supra figura scutiformi dorsuali 
notatus, angulis posterioribus in lobos sat magnos productis, maris latus, brevis, angulis 
posticis prominentibus; cauda fæminæ elongata, quadriarticulata, maris brevis biarticulata; 
setæ caudales latissimæ; setæ plumosæ filiformes, longissimæ in apice antennarum primi 
paris nec non in angulis posterioribus annuli genitalis in utroque sexu; pedes quarti 
paris ramo triarticulato, setæ quinque leniter curvatæ, pectinalæ. 



355 15 

B. Lunulæ iiullæ, palpi divisi. ( Lepeophtheirus Nordm.) 

a. Furca ramis simplicibus; pedes abdominales quarli paris quatuor modo setis 
instructi vel quinque, suprema (quinla) rudimentaria. 

*) Cauda elongata, in O mi ni s salte m, band articnlata vel biarticulata, segment o 

anali distincto. 

8. C. sturionis AV.*) ($.) 

Annulus genitalis fæminæ lageniformis. postice truncatus; annulus abdominis ultimus 
minus distinctus; pedes quarti paris sat magni, ramo gracili, setæ ultimæ duæ fere æquales, 
ceteras longitudine pluries superantes. 

9. C. salmonis Kr. (C. vespa M. Edw., Lepeophtheirus Stromii Baird) {$ £)• 

Annulus genitalis fæminæ elongatus, rectangularis, angulis rotundatis, margine posteriore 
profunde concavo, maris parvus ovalis; cauda fæminæ elongata, angusta , maris brevis, 
lata; seta ultima pedum quarti paris ceteris duplo haud longior. 

10. C. branchialis Mim. (C. gracilis v. Beneden) (£.) 

Annulus genitalis fæminæ lageniformis, margine postico parum modo concavo, fere 
recto; pedes quarli paris minuti, seta ultima ceteras tres brevissimas longitudine pluries 
superans. 

**) Cauda brevissima in utroque sexu. 

11. C. pectoralis Mtill. ($ $). 

Annulus genitalis fæminæ maximus, latus, lageniformis, postice truncatus, maris parvus, 
orbicularis; cauda minuta; pedes quarli paris minuti, seta ultima ceteras nonnihil 
longitudine superans. 

b. Furca ramis divisis, pedes abdominales quarti paris setis quinque instructi. 

12. C. hippoglossi Kr. (J $). 

Annulus genitalis fæminæ mediocris, ovalis, postice bilobus, maris ejusdem formæ, 
sed minor; cauda brevissima; pedes quarti paris sat magni, ramo gracili, seta ultima 
ceteris fere duplo longior. 

1. Caligus lacustris. Stp. & Lth. ($). 

(Tab. I, fig. 2). 
Det er os ikke bekjendt, at man tidligere bar angivet nogen Caligus-Kvi som levende i 
det ferske Vand; det var derfor en interessant Berigelse for Slægten og for vor Fauna, daHr. 



") Gaffelens Grene vise intet Spor til Kløvning hos flere os af Hr. lntendant Malm meddelte Individer, 
om hvilke det vel ikke er oplyst, af hvilken Fisk de ere tagne, da de fandtes i Gøteborgs Museum 
forend Hr. Malms Tid, men som i alle andre Henseender ganske stemme med Krøyers Beskrivelse 
af C. Sturionis. Arten har derfor ifolge disse Individer faaet sin Plads her og ikke ved Siden af C. hippoglossi. 



16 356 

R. Conradsen, Conservator ved Universitetets zoologiske Museum, meddelte det nogle 
Individer af denne lille Art, alle Hunner, men af noget forskjellig Størrelse, nogle (6 mm lange) 
af en Gedde fra Fuur-Søen, andre (4 mra ) tagne af Skaller og Aborrer i Tiustrup Sø, lige- 
ledes her i Sjælland. 

C. lacustris staaer nærmest ved G. curtus Mali. , men er allerede ved Stør- 
relsen saa forskjellig fra denne, at en Forvexling ikke ret vel er mulig; Formen af hele 
Legemet, af »Palperne«, af »Gaffelen« og af den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren sid- 
dende, kun svagt krummede Pig er væsentlig den samme. Som Forskelligheder anføre 
vi, at Kjønsringen hos C. lacustris ($) er forholdsvis noget mere kort og bred og Halen 
lidt længere end hos C. curtus \%); at første Kjæbefodpar hos G. curtus har en meget længere 
og spinklere »Underarm«; at den frie Kropring er temmelig utydelig hos C. lacustris, medens 
den tvertimod hos G. curtus er skarpt afgrændset , og at fjerde Fodpar hos G. lacustris er 
forholdsvis længere og smækkrere og dets toleddede Endegrens lange Endebørste uden Sav- 
takker, løvrigt henvise vi til Afbildningerne. Æggetraadenes Længde kan være temmelig 
betydelig, men retter sig noget efter Individets Størrelse. Museet besidder ogsaa et Par 
Unger paa Chalimus- Stadiet, hæftede ved deres Pandetraad til Halefinnen af en spæd 
Cyprinoid; Kjønsringen er her forholdsvis meget smal og Lemmerne, f. Ex. første Kjæbe- 
fodpar og fjerde Fodpar, kun plumpt og ufuldkomment uddannede; Hjælpekrogene ere tilstede, 
men Gaffelen lykkedes det os ikke at iagttage*). 

Z. Caligus Balistæ Stp. & Ltk. ($ $). 

(Tab. I, fig. 1). 

Af denne Art have vi fundet en Del Exemplarer paa Kroppen og Finnerne af en 
vestindisk Balistes. 

Hannen bliver 4 n,m lang, H u n n e n 4V2 111 " 1 ; Hannens Skjold er som sædvanligt større 
end Hunnens, dens Kjønsring derimod mindre udviklet; den kan hos Hannen beskrives som 
halvmaaneformig med skarpe og spidse bagudrettede Horn, endende med et Par ganske 
korte Børster; en lignende Børstegruppe er anbragt paa en lille Vorte paa hver Side af 
dens hule Bagrand, tæt ved den brede og temmelig korte, uleddede Hales Udspring. 



Antallet af Fjerbørsterne og Krogene paa hvert enkelt Led af de tre første Fodpar synes at være 

temmelig konstant hos C a lig us- Arterne, nemlig: 

første Fodpar har 3 Fjerbørster og 4 kortere Endebørster eller Kroge; 

andet Fodpars ydre Gren har 4 Pigge og 6 -f- I -f- 1 = 8 Fjerbørster; 

sammes indre Gren har 6 -f- 2 -j- 1 = 9 — ; 

tredie Fodpars ydre Gren 4 Pigge (foruden den store ved dens Grund) og 4 -f- 1 = 5 Fjerbørster; 

sammes indre Gren 6 — J- 1 = 7 — 

Af Undtagelser fra denne Regel kunne vi anmærke, at vi hos C. lacustris og C. isonyx kun fandt 
5 Fjerbørster paa Endeleddet af andet Fodpars ydre Gren og hos sidstnævnte kun 4 paa samme 
Led af samme Fodpars indre Gren. 



357 17 

Hos Hunnen er Kjønsringen større og tykkere ; den har ligesom hos Hannen afrundede 
Siderande og en indbuet Bagrand, fra hvis Midte Halen udgaaer, men dens Baghjørner erc 
tykke og afrundede , ikke skarpe og spidse som hos Hannen , og vise tæt ved deres Rand, 
under Mikroskopet, Spor til nogle Smaapigge. Halebladene ere fæstede til Halens Bag- 
rand ; hos Hannen ere de lidt mere langagtige, hos Hunnen forholdsvis kortere og bredere; 
hos dem begge ere de udstyrede med 3 tynde Fjerbørster (foruden en mindre paa hver 
Side), men disse ere hos Hunnen kun halvt saa lange som hos Hannen. Tvertimod hvad der 
er Tilfældet hos andre Arter, er den frie Kropring her lidt mere udviklet hos Hunnen end 
hos Hannen, fordi det fjerde Fodpar er noget kraftigere hos hin end hos denne. Første 
Uolerpars Endeled er mere langt og smækkert end sædvanligt, men dets Børster ikke af 
nogen særdeles Længde. Andet Følerpar og dets vel udviklede Hjælpekroge vise den paa 
Afbildningerne antydede Forskjel hos de to Kjøn. Første Kjæbefodpar har Tornen paa 
»Underarmens« øvre (indre) Side siddende temmelig tæt ved den saakaldte »liaand« ; andet 
Kjæbefodpar viser her en tydelig Kjønsforskjel, idet Grundleddet er kortere og bredere hos 
Hannen og paa sin øvre Rand udstyret med en fremspringende Knude, der møder Ende- 
krogens Spidse, men ikke er udviklet hos Hunnen. »Palperne« ere smækkre , krumme og 
spidse, Gaffelens Grene ligeledes temmelig smækkre. Den ved Grunden af tredie Fodpars ydre 
Gren anbragte Pig er kroget. Fjerde Fodpar er her mere smækkert og langstrakt hos 
Hannen end hos Hunnen, dets Endegren toleddet og kun udstyret med fire tynde og 
lange, svagt buede Børster, af hvilke den sidste kun er ubetydeligt længere end de andre. 
Æggelraadene ere ikke meget længere end Dyrets egen Totallængde. — Adskillige Individer 
sidde endnu fast ved en Pandetraad af temmelig forskjellig Form, og blandt disse Chalimus- 
agtige Individer er der endogsaa Hanner af 3 mm Længde, som vel endnu ikke have Kjøns- 
ringen af fuld Størrelse, men i andre Henseender ere fuldt udviklede, f. Ex. forsynede 
baade med lunulæ, furca, hamuli o. s. v. 

I »Histoire naturelle des Grustacés« t. III. p. 452 (no. 4) beskrives en C. Krøyeri 
Ædw., 2 Linier lang af en Biodon , men hvor kortfattet Beskrivelsen end er, synes dog Ud- 
trykket »tronqué poslerieurement« om Kjønsringen at udelukke den Mulighed, at det kunde 
være den her beskrevne Form. 

3. Caligus productus Dana. {%). 

(Tab. III, fig. 6.) 
United States Exploring Expedition, Crustacea t. II p. 1354 tab. 94 fig. 4. 

Af denne Art have vi fundet nogle Exemplarer paa den indvendige Side af Gjælle- 
laaget af en »Barracuda«*), som Gapitain Hygom havde fanget paa 30° NBr. og 76° VL. **) 



*) 'Barracuda" kalde de Søfarende en storre Makrellisk af Thynnus-Gruppen. 

") At alle Længdeangivelser i denne Afhandling ere regnede fra Greenwich, vil det ikke være over- 
flødigt at bemærke. 



18 358 

(Danas vare fra 27° NBr. og 19°30VL.), og hvoraf enkelte Dele vare blevne opbevarede. 
De ere alle Hunner (Dana kjender heller ikke Hannen) og have kun en Længde af 4 — 
5 mm . Børsterne i Spidsen af første Følerpar ere korte; andet Par har den sædvanlige 
smækkre Form. »Palperne« ved Grunden af første Kjæbefodpar ere smækkre og udelte; 
andet Kjæbefodpar er temmelig spinkelt, Gaffelens Grene lange, smækkre og udelte. Første 
Fodpar har, som Dana allerede bemærker, slet ingen Fjerbørster; derimod har det 
tre Krogbørster, aftagende i Længde fra den øverste til den underste, og en noget længere 
og mere lige Børste. Den ved Basis af tredie Fodpar anbragte stærke Pig er krum. Fjerde 
Fodpars Endegren er kun toleddet, men dog udstyret med fem glatte Krogbørster, af hvilke den 
yderste ikke er meget længere end de andre; den Kropring, til hvilken det er fæstet, er 
lille, men tydelig. Kjønsringen er af Middelstørrelse, elliptisk, bagtil dybt indskaaren eller 
forlænget i to Lapper, mellem hvilke Halen udspringer, fortil afsmalnende. Børstegrupper 
have vi forgjæves søgt, uagtet Dana afbilder et saadant i Spidsen af hver af Kjønsringens 
Lapper. Halen er lang — omtrent saa lang som Kjønsringen — meer eller mindre 
tydeligt toleddet, saaledes at Artikulationen falder omtrent i Midten, bredere bagtil end ved 
sit Udspring. Halebladene — mellem hvilke Anus ikke forlænger sig ud — bære hver 
3 Fjerbørster foruden nogle mindre Børster. Nogle Individer have korte Æggetraade, 
omtrent af Halens Længde, andre have dem omtrent af den dobbelte Længde; Dana af- 
bilder dem endnu længere. Æggene ere meget tykke og derfor forholdsvis faa. 

De Afvigelser, som man vil kunne paavise mellem Danas Fremstilling af denne 
Art og vor, forekomme os at være altfor ubetydelige til at kunne vække Tvivl om Identiteten 
af vore og hans Former. Navnet er mindre heldigt, da det kan give Anledning til Forvexling 
med O. F. Mullers Caligus productus, uagtet denne nu er en Dinematura, men vi have 
dog ikke villet ændre det, da dette sandsynligvis vilde avle endnu større Forvirring. 

4. Caligus isonyx Stp. & Ltk. ($). 

(Tab. III, fig. 5.) 

Der foreligger desværre kun eet Exemplar af denne Art; det er 4 Va" 11 " langt, og uden 
Tvivl en Hun, uagtet det mangler Æggetraade; det er taget af en Sphyræna barracuda 
fra Vestindien. 

Panderanden danner ikke, som hos de fleste andre Arter, en jevn Bue med et 
lille Udsnit i Midten, men en indadgaaende stump Vinkel mellem »lunulæ«. Kjønsringen er 
temmelig stor, næsten omvendt hjerteformig eller flaskeformig, bredere bagtil, hvor den har en 
næsten lige (kun yderst svagt indbuet) Bagrand og afrundede Hjørner, og afsmalner derefter med 
regelmæssig buede Omrids, indtil den naaer den frie Bagkropsring. Halen er temmelig lang og 
uleddet. Første Følerpars Endeled er smækkert, andet Par udstyret med Bikrog; Palperne synes 
at have en lille Torn eller Spids paa deres indre Side ved Grunden; andet Kjæbefodpar er 



359 19 

temmelig smækkert. Piggen ved Grunden af tredie Fodpar er kroget; fjerde Fodpar er 
kort og kraftigt, Endegrenen treleddet og udstyret med fem lidt krumme Børster, alle temmelig 
korte og omtrent lige lange, den øverste lidt større end de andre. Et femte Fodpar 
antydes maaskee ved de i Kjønsringens Siderand ikke langt fra Baghjørnerne og i selve 
disse anbragte Grupper af to eller tre smaae Børster. Hæftede til sin Bagrand bærer Halen 
to smaa brede Haleblade, hvert med tre længere Fjerbørster og en mindre, der er anbragt i 
nogen Afstand fra de andre paa Siden af Bladet. 

5. Caligus rapax M. Edw. ($ $) 

(Tab II, flg. 4.) 

? C. elongatus Nordmann, Mikrographische Beitråge, II p. 24. 

C. rapax M. Edwards, Histoire des Crustacés III p. 453 t. 38 f. 9-12. 

C. rapax Baird, History of British Entomostraca p. 270 t. 32 f. 2-3. 

? C. leptochilus Leuckan i Frey und Leuckart, Beitråge zur Kenntniss wirbelloser 
Thiere p. 165. 

Hr. Lieutenant Koch i Søetaten har meddelt Museet 6 Exemplarer — 2 Hanner og 
4 Hunner — af denne Art, som han har taget af en i Atlanterhavet, paa en Reise til Sydamerika 
og Vestindien, fanget Hai. Hr. Capitain Hygom har ogsaa samlet til Museet endel Exemplarer, 
men alle Hunner, tagne af en Torsk under 57° NBr. og 7°VL., altsaa tæt ved Hebriderne, 
og Hr. Intendant Malm har meddelt os nogle Exemplarer (Hunner), tagne af Munden af en 
Torsk (Gadus morliua) i Bohuslån. Til samme Art maae vi endelig ogsaa henføre nogle 
smaa (4Va — 6 mm lange) Individer, tagne af Huden af en Cyclopterus lumpus*), som ogsaa 
ere os meddelte af Hr. Malm, og nogle ligeledes temmelig smaa Individer, som 
ere tagne af Knurhaner i Christianiafjorden, og som vi skylde Hr. Adjunkt Koch. Der 
kan neppe være nogen Tvivl om, at det er den samme Art, som Baird har havt for sig, 
og som efter hans Angivelse ogsaa træffes paa meget forskjellige Fiskearter; den Omstæn- 
dighed, at nogle af vore Individer ligesom Milne Edwards's ere tagne af en Hai, synes 
ogsaa at tale for, at det virkelig er denne Forfatters C. rapax; de Afvigelser, som man 
vil Gnde mellem vor Fremstilling og Milne Edwards's, forklares vistnok tilstrækkelig ved 
at den sidstnævnte aabenbart er ufuldstændig og temmelig overfladisk. Om de citerede 
Arter hos Leuckart og Nordmann høre herhen, hvilket i det mindste forekommer os 
meget sandsynligt for den førstes Vedkommende, maae vi lade henstaae uafgjort. 

Hunnerne naae en Længde af 6Vi mm ; de variere ikke saa lidt — endogsaa Indi- 
vider, der ere tagne samtidigt paa samme Fisk — i Henseende til, om Skjoldet er mere 



') Kroycr omtaler (Danmarks Fiske 2 Bd. p. 517) en lille ravgul Caligus-\xt (»C. lumpiKr.«) som snyltende 
paa denne Fisk, hvilken derfor muligvis vil vise sig at være den her omtalte Art. De af Knurhaner 
tagne Individer have vi ikke kunnet henføre til G. dlaphanus Nordm., saafremt Krøyers Beskrivelse, 
hvad vi Forudsætte, i alle Maader er rigtig. O. diaphanus maa i al Fald være en meget nærstaaende Art, 
men vil dog afvige ved en kortere og plumpere Form af fjerde Fodpar samt ved at dettes Endegren er 
treleddet og udstyret med fem Borster, af hvilke ingen er synderlig længere end de andre. 



20 360 

eller mindre langstrakt, og om den frie Kropring og Kjønsringen ere mere eller mindre 
udviklede, men hos de fleste gjør Legemsformen dog Indtrykket af at være temmelig lang- 
strakt. Kjønsringen er temmelig stor, næsten lige bred fortil og bagtil, fortil afrundet, bagtil 
lige afskaaren eller lidt indbuet med afrundede Baghjørner; de paa vor Afbildning antydede 
Smaabørster i dens Rand synes ikke altid at være tilstede. Halen er temmelig bred, uled- 
det, kortere end Kjønsringen, omtrent doppelt saa lang som bred eller noget længere. 
Halebladenes Fjerbørster ere temmelig lange. Antenner, Kjæbefødder og Fodpar frembyde ikke 
meget eiendommeligt; der er en tydelig Torn indvendig ved Grunden af andet Følerpar; 
»Palperne« og »Gaffelen« ere udelte. Den ved Grunden af tredie Fodpar anbragte Krog 
eller Pig er kun svagt krummet. Fjerde Fodpar er lidet, dets Endegren toleddet og ud- 
styret med fem Børster, af hvilke den øverste er næsten lige og kegledannet, de tre næste lidt 
krumme, men omtrent af samme Længde, den femte længere, i Reglen mere end dobbelt 
saa lang, ingen af dem savtakkede. Æggetraadene kunne være lige saa lange som selve 
Dyrets Krop, men ere ogsaa ofte forholdsvis korte. De indeholde talrige, meget flade Æg. 
Hannen naaer en Længde af 9 mra ; ogsaa hos den synes der, efter de faa forelig- 
gende Exemplarer at dømme, at være en ikke ringe Forskjel i Henseende til Skjoldets 
Brede og Kjønsringens Udvikling. Fra Hunnen afviger den paafaldende ved den meget 
mindre, ovale Kjønsring, ved den forholdsvis længere, toleddede Hale*), hvis andet Led er 
betydelig længere end det første, ved de smallere Haleblade og disses længere Fjerbørster 
samt ved den massivere Udvikling af andet Par Kjæbefødders Grundled eller Skaft. 

6. Caligus Coryphænæ Stp. & Ltk. {$ $). 

(Tab. IV, fig. 7.) 

Under 27° NBr. og 19°30VL. fandt Dana en Caligus-kvi [C.Thynni D.) paa Lege- 
met af den samme »Bonito«, under hvis Gjællelaag han fandt den nys omtalte C. productus ; 
paa en beslægtet Fiskeform, nemlig en saakaldet »Dolfin« [Coryphæna) har Captain Hy gom i 
de samme Farvande (30° NBr. og 38 VL.) taget et Par Exemplarer af en Art, som unægtelig 
staaer meget nær vedDanas C. Thynni, men som det dog efter vor Mening ikke kan gaae 
an at henføre til denne Art, da der viser sig enkelte Uoverensstemmelser, som det vilde 
være vanskeligt at bortforklare. Senere har Hr. Skibslæge Stybe meddelt Museet 3 Hanner 
af samme Art, fangne paa 23° 31' NBr. og 22° 4' VL. 

Hannen, af hvilken vi have havt Leilighed til at undersøge 5 Exemplarer, har en 
Længde af 7 mm , hvoraf Skjoldet udgjør de 4 , med en Brede af c. 3 1 /2 min . Den frie Krop- 
ring er temmelig stor og bred; dens Omrids beskriver Gjennemsnittet af en Lindse. 
Kjønsringen er kort og bred og bredest mellem de temmelig skarpt fremtrædende Bag- 
lijørner**), fra hvilke der udgaaer to lange tynde Fjerbørster og en meget kort Børste; 



*! At Halen er toleddet, er ikke antydet paa Bairds Afbildning, men omtales i Beskrivelsen. 

**) At Kjønsringen iøviigt kan variere noget i Formen, sees af Figurerne 7 S og 7 o g. paa Tab. IV. 



361 21 

indenfor denne Børstegruppe, omtrent midtveis mellem den og det første Haleled, sees paa 
hver Side en lignende Gruppe af svagere Fjerbørster*). Halen er omtrent saa lang som 
Kjønsringen og tydelig toleddet. Halebladene ere ikke som ellers anbragte frit i det sidste 
Haleleds Bagrand, men udfylde Udsnit i dets Baghjørner, saaledes at Analpartiet forlænger 
sig ud mellem begge Halebladene; de bære hver 3 meget brede, men ikke paafaldende 
lange, tæt ved Siden af hinanden stillede Fjerbørster og paa begge Sider af disse nogle faa 
(høist 4) mindre, hvis Tilstedeværelse og Antal ikke synes at være constant. Første Følerpars 
korte Endeled er dels udstyret med nogle krogede, kortere og længere, Børster dels med 
nogle lange traad formede Fjerbørster, og enkelte saadanne optræde ogsaa blandt Grund- 
leddets øvrige Besætning af korte Fjerbørster. Andet Følerpars Endekrog har en stærk 
kegledannet Tand midt paa sin indvendige Band; de saakaldte Hjælpekroge synes at mangle; 
»Palperne« **) mellem Snabelen og første Kjæbefodpar ere brede og spidse. Andet Kjæbe- 
fodpar har et kraftigt Grundled og en middelmaadig Endekrog, men iøvrigt den sædvanlige, 
regelmæssige Figur. Første Fodpar har tre brede, lidt krumme Endebørster, af hvilke 
den yderste er savtakket paa sin indre Band, de andre fjerede; den fjerde, der sidder 
mellem dem og de egentlige Fjerbørster, er ganske spinkel. De følgende to Fodpar frem- 
byde det sædvanlige Antal af Fjerbørster***); den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren 
anbragte Pig er lige og omgiven af en flad Bræmme, hvorved dens Form bliver but. 
Fjerde Fodpar er temmelig stort og kraftigt; ved Enden af Grundleddet sees en fin Fjer- 
børste; Fodgrenen er tydelig treleddet; de to øvre Led bære i Spidsen af deres ydre Rand 
en i Spidsen noget kroget, langs med begge sine Rande kamtakket Pig, der er lidt længere 
end det tilhørende Led; Endeleddet har tre saadanne Pigge, af hvilke den anden er længere 
end den første og den tredie igjen en Del længere end den anden, skjøndt ikke dobbelt 
saa lang. 

Hunnen, af hvilken vi kun have kunnet undersøge eet Exemplar, bliver 8 ram lang, 
hvoraf Skjoldet udgjør de 3,5 mni , med en Brede af 3 mm ; uagtet den altsaa er absolut større 
end Hannen, er dens Forkropsskjold baade absolut mindre og relativt smallere. (Under- 
søgelsen af en større Suite af Exemplarer af andre Arter har forresten lært os , at dette 
Forhold, om Skjoldet er mere bredt eller mere langstrakt, kan^variere ikke alene efter 
Kjonnet, men ogsaa indenfor dette, og det bør derfor aldrig optages i en Arlsdiagnose ; 



*) Disse Borstegrupper, hvortil vi ogsaa linde Spor hos andre Arter, ere uden Tvivl Rudimenter af et 
femte Fodpar. (Smlgn. S. 3-ii.) 

**) Uagtet vi have beholdt denne Benævnelse af Mangel paa bedre, troe vi dog, at, naar man forfølger 
dette Organ ud over Caliyns - Gruppen hos Pandarincrne, vil man linde, at det egenlig kun er et 
appendix, en Udvæxt fra Grunden af andet Kjæbefodpar. (Smlgn. S. 3o0 forste Anm.). 
Med Hensyn til disse Detailler henvise vi forresten til Figurerne; vi maae dog bemærke, at, uagtet 
tredie Fodpars indre Gren sædvanlig beskrives som uleddet, have vi dog navnlig her troet at kunne 
forvisse os om, at den oversle l-jerborste udgaaer fra et kort øverste Led. 



22 362 

ogsaa Formen af Kjønsringen kan variere endel hos samme Kjøn af samme Art.) Den 
frie Kropring og dens Fodpar ere noget mindre end hos Hannen, Kjønsringen derimod 
tykkere og meget længere, og den løber bagtil ud i to tykke, noget udadvendte Lapper 
eller Forlængelser, i hvis ydre Rand vi have iagttaget en lille Gruppe af to kortere og to 
længere Fjerbørster. Halen er længere end hos Hannen — ogsaa her omtrent saa lang 
som Kjønsringen — og efter vor Opfattelse tydelig firleddet. I alle andre Detailler — 
selv i Formen af andet Kjæbefodpar — have vi ingen Forskjelligheder formaaet at udfinde 
mellem Han og Hun, naar undtages, at andet Følerpar hos Hunnen mangler den indre 
Tand paa Endekrogen , men har en fremstaaende Kant eller Pig udvendig ved sin Basis, 
hvilken dog ikke kan betragtes som svarende til den ellers altid forekommende Hjælpekrog. 

Sammenligne vi denne Form med Danas Beskrivelse og Afbildning af G. Thynni, 
af hvilken ogsaa begge Kjøn ere bekjendte, ville vi finde — foruden nogle Forskjelligheder 
i Halens og Kjønsringens Form hos begge Kjøn — at C. Thynni har meget længere og 
tyndere Halebørster, men savner de lange Fjerbørster paa Kjønsringen og Antennerne. I 
flere andre vigtigere Forhold vil man derimod finde en temmelig nøie Overensstemmelse, 
og maaskee vil Fremtiden vise, at vi ikke burde have adskilt dem. Vor G. Coryphænæ 
synes ogsaa at staae nær ved C. scutatus M. Mw. (hist. d. Crust. t. III p. 453 no. 7) , men 
da denne er fra de indiske Have, synes det os ikke rimeligt, at det kan være den 
samme Art. 

7. Caligus branchialis Malm (mscr.) ($). 

(Tab. II, fig. 3.) 
C. gracilis van Beneden, Annales des sciences naturelles t. XVI. (1851) p. 90 tab. 2. 

Under ovenstaaende Navn har Hr. Intendant Malm meddelt os nogle Individer (alle 
Hunner), tagne paa Gjællerne af en Rhombus maximus fra Bohusian. Det er uden Tvivl van 
Benedens C. gracilis, der ligeledes er taget af Flynder- Arter, men Navnet kan neppe 
beholdes, saafremt Danas ligelydende Benævnelse for en anden Art, som vi antage*), har 
Prioriteten. Det er rimeligvis ogsaa denne Form, som Krøyer har truffet paa Gjællerne af 
Rhombus maximus og hvilken han omtaler som en endnu ubestemt Form**), der har nogen 
Lighed med C. pectoralis Mail. 

De foreliggende Individer naae en Længde af 8 mm , ere altsaa lidt større end van 
Benedens; I Habitus, i Henseende til Formen af Skjoldet, Størrelsen af fjerde Fodpar og 
Formen af Kjønsringen, komme de meget nær til C. peetoralis Mali. ; ligesom denne savne de 



*) Danas Art synes at være publiceret i 1850, van Benedens i 1851. 
**) Danmarks Fiske 2det Bind p. 444. 



363 23 

lunulæ, og besidde tvedelte »Palper« samt en simpel furca, men Halen, der er smækker 
og langstrakt, adskiller dem strax ved første Øiekast fra den Mullerske Art. Halebladene 
ere smaa og deres Fjerbørster temmelig lange; fjerde Fodpars Endegren er treleddet, men 
kun udstyret med 4 Pigge, de 3 korte og næsten lige, den fjerde 3 — 4 Gange saa lang. 
Æggetraadene ere lange og indeholde talrige flade Æg. Den ved Basis af tredie Fodpar 
anbragte Pig er ganske lige — i alt Fald i sin ydre Del — ligesom hos C. pectoralis. 
Forresten henvise vi til vor detaillerede Fremstilling paa Tab. II, som vi ikke have troet 
det overflødigt at meddele, da van Benedens Figurer ere meget mangelfulde. 

II. Gloiopotes Stp. & Ltk. (?) 

Gloiopotcs nob. dignoscitur (fæmina) a genere Caligo, quocum formå cephalothoracis, 
annulos abdominis duos primos amplexi, et formå pedum maxillarium abdominaliumque 
convenit, foliis dorsualibus (elytris) duobus maximis, fere rectangularibus, annulum genitalem 
usque ad originem caudæ obtegentibus, annulo genitali postice in processus duos graciles, 
caudam longitudine æquanles, excurrente, foliolisque caudalibus cylindricis, stylo uno haud 
plumoso instructis. 

Sp. typica: G. Hygomianns nob. Hab. mare Atlanticum æquinoctiale. 

8. Gloiopotes llygoniianus Stp. & Ltk. (?). 

(Tab. V, fig. 9.) 

Af denne anseelige og mærkelige Form har Capt. Hyg om fra en af sine Reiser 
over Atlanterhavet medbragt et Exemplar, men vi kunne desværre ikke oplyse, af hvilken 
Fisk det er taget. 

Det er 14 mm langt, temmelig bredt og fladt; en skarp Tverlinie deler det omtrent 
paa Midten i to Halvdele, af hvilke den ene bestaaer af Forkropsskjoldet , den anden af 
Rygbladene, Kjønsringen og Halen. Skjoldet er ovalt og temmelig fladt; Pandepladerne ere 
adskilte ved et svagt Indsnit i Midten; Skjoldets Sidestykker ere adskilte fra Midtstykket 
og igjen ved buede Tverlinier delte hvert i tre Stykker; den forreste af disse Tverlinier 
fortsætter sig tvers over Midtstykket og passerer derved en mørk Dobbeltplet, Øiets Pig- 
mentmasse*); bagtil har Skjoldet — der ligesom hos Caligus har optaget de 2 første Bag- 
kropsringe i sig — som sædvanlig to dybe, men snevre Indskjæringer. Kjønsringen er 
betydelig smallere end Skjoldet og ikke meget fyldig; den forlænger sig bagtil i Form af 
to noget flade, afsmalnende , i Enden afrundede Forlængelser, der ere ligesaa lange som 



") Hvorledes det egentlig forholder sig med Øinene, er ikke blevet os ganske klart; men det synes 
næsten, som om de frembyde en lignende Udvikling og Bygning som hos Saphiriner ne. 

i' 



24 364 

den mellem dem liggende, smalle, uleddede Hale, som igjen fortsættes af to (lidt conver- 
gerende), næsten cylindriske Haleblade, der hvert ende med en temmelig lang og stærk 
Børste udenHaar; langs med den ydre Side af Kjønsringens Forlængelser bemærkes under 
.Mikroskopet en Række fine Pigge, hvilken Række afsluttes af et stort og eiendommeligt 
knivdannet Redskab ; det er bladagtigt, med en tykkere, lige Rand, der vender udad og fortil, og 
en tynd, skarp, takket og buet Rand, der vender bagtil. Kjønsringen dækkes iøvrigt næsten 
fuldstændigt — naar hine Forlængelser ikke medregnes — af to store flade Rygblade, hvis 
Form nærmer sig til Rektanglens ; dog afsmalne de noget bagtil og begrændses paa Siderne 
af buede Linier; da de divergere lidt og rage noget ud over Kjønsringens Sider, faaer Legemet 
her næsten samme Brede som Skjoldet. Følerne og Kjæbefødderne frembyde intet mærke- 
ligt; andet Kjæbefodpar er ikke meget stort og temmelig smækkert, »Palperne« smalle og 
spidse. Hjælpekroge og lunulæ mangle , men en Gaffel er tilstede. Bagkropsfødderne 
frembyde i Hovedsagen en lignende Bygning som hos Caligus- Ar terne; tredie Fodpars Grene ere 
smaa i Forhold til Dyrets Størrelse; i Enden af første Fodpar findes 1 enkelt og 2 kløftede 
ganske korte Pigge; Piggen ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren er kort, tyk og 
krum*). Fjerde Fodpar har en flad, treleddet Endegren, som foruden med de sædvanlige 
fem Børster, der dog her ere særdeles korte, brede og butte, er væbnet med en tæt Række 
af kun halv saa store butte Smaapigge. 

Uagtet Æggetraadene mangle, ansee vi det for afgjort, at det foreliggende Exemplar 
er en Hun. 

III. Synestius Stp. & Ltk. (?). 

Syuestius nob. differt (fæmina) a Galigis, quibuscum eisdem notis convenit ae Gloiopotes, 
annulo genitali postice in processus quatuor subclavatos, caudam elongatam longitudine fere 
æquantes, producto. 

Sp. typica : S. caliginus nob. Hah. in branchiis Stromatet paru (Bl.), piscis Indici. 

9. Synestius caliginus Stp. & Ltk. ($). 

(Tab. VI, fig 11.) 

Af denne Form have vi fundet nogle Exemplarer, alle Hunner, paa Gjællerne af 
en af Dr. Kønig i Trankebar i sin Tid indsendt Stromateus paru {BL). 

Dyrets Totallængde er kun \ 1 k mm ] Skjoldet er næsten kredsrundt, stærkt hvælvet 
og fremviser den sædvanlige H-Figur. Pandepladerne ere udstyrede med lunulæ; Kjønsringen 
er tyk, i Omfang noget større end Skjoldet, og udsender bagtil fire noget kølleformede For- 



Fjerborsternes Antal: andet Fodpars ydre Gren 8, dets indre 9; 
tredie Fodpars — 0, — 5. 



365 25 

længelser, to længere og to kortere; mellem de to længere udspringer Halen, der i 
Henseende til Længde og Form saa temmelig stemmer med dem , men er mere flad og 
mere indkneben ved Grunden; dens allerbageste Del synes at være afsondret som et 
særeget lille Led. Halebladene bære hvert 4 ulige lange og temmelig korte Fjerbørster. 
Hjelpekroge og Gaffel ere tilstede. Følerne, Kjæbefødderne og Fødderne*) ere uddannede som 
bos Caltgus-S\æg\.en; den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er stærk 
og krum; fjerde Fodpars Endegren er treleddet og udstyret med fem ligelange, svagt krummede, 
ikke meget lange Børster. Af Æggetraadene rager omtrent enTrediedel ud over Halespidsen. 



IV. Parapetalus Stp. & Ltk. (?) 



Parapctalus nob. differt (fæmina) a Caligis , quibuscum iisdem notis ae genera 
præcedentia convenit, annulo genitali ala membranacea cincto et cauda alis duabus elongatis 
retroversis, lunam fere simulantibus, instructa. 

Sp. typica: P. orientalis nob. Hab. in branchiis Menes ?naculatæ, piscis Indici. 

10. Parapetalus orientalis Stp. & Ltk. ($). 

(Tab. V, fig. 10.) 

Af denne lille, kun 3 mm lange Form fandtes nogle Hunner paa Gjællerne af en, 
ligeledes af Dr. Kønig i sin Tid hjemsendt Mene maculata fra Ostindien. 

Den er ligesom mange Caligus - Arter udstyret med lunulæ og furca; Følerne, 
Kjæbefodderne og Bagkropsfødderne ere aldeles 6W/^s-agtige; den ved tredie Fodpars 
ydre Gren anbragte Pig er stærk og krum ; fjerde Fodpars Endegren er treleddet og ud- 
styret med fem næsten lige Borster, der tiltage i Længde fra den øverste til den nederste. 
Kjønsringen er næsten kredsrund og udstyret med en tynd , bagtil meget bred Rand- 
bræmme. Fra Halens forreste Del udgaaer paa hver Side en bagud rettet, bagtil afrundet 
og bredere, flad Bræmme eller Vinge; tilsammen danne disse to Vinger en Figur omtrent 
som en Halvmaane med brede afrundede Horn, som rage ud forbi selve Halen, der bærer 
to med fire Fjerbørster udstyrede Haleblade. 

V. ElirypkorilS Nordmann (? <?)• 

(Tab. VI, fig. 12.) 
Af Slægten Euryphorus kjendtes indtil for kort Tid siden kun Hunnen, der er kortelig 
beskreven og afbildet — dette sidste do£ ikke aldeles heldigt — i Mi In e Edwards Histoire des 



Fjerborsternes Antal er hos Synestius caliginus: hos Parapetalus orientalis 

andet Fodpars ydre Gren: 5 — |- 1, den indre 7 + 2 + 1; (i -f- t — h 1 og 4 -f- 1 — |- 1 

tredie — i + 1 - 6+1; 3 + I og 6 -f- 1. 



26 366 

Crustacés (t. III p. 462, tab. 39 fig. 1.). Da Parisermuseets Exemplarer vare fra »de asiatiske 
Have« og da Afbildningen maa fremkalde den Forestilling, at E. Nordmanni har et mere udviklet 
første Følerpar end den Art, som Capt. Hygom gjentagne Gange har taget i stor Mængde i 
Gjællehulen af »Dolfiner« (f. Ex. paa Lampugus punctulatus Cuv. Val.) mellem Ækvator og 
30° NBr. og 24° og 40° VL.*), ansaae vi denne for en ny Art, hvilken vi gave Navn af E. nymplia. 
Senere ere vi blevne meget uvisse i denne Henseende ved at gjøre Bekjendtskab med en Af- 
handling af Prof. Kner »Ueber Månnchen und Weibchen von Euryplwrus Nordmanni JSdw.« (af 
Wiener Akademiets »Sitzungsberichte« for 1859), hvori Forfatteren giver Oplysning om 
Slægten efter 5 Exemplarer fra Zanzibar; thi uagtet der er overmaade meget i Prof. Kners 
Gjengivelse af denne Dyreforms Eiendommeligheder , der er forskjelligt fra hvad vi have 
fundet, have vi dog en Fornemmelse af, at han har havt den samme Art for sig, som vi; og 
da Wienermuseets Exemplarer vare fra det indiske Hav ligesom Parisermuseets, bliver det os 
temmelig sandsynligt, at det er den samme Art, som er truffet i begge Have**). Desværre har 
Prof. Kners Materiale ikke været stort nok til at tillade ham en udtømmende Undersøgelse; 
han har ganske vist ikke havt Lykken med sig, men synes heller ikke at have havt det 
nødvendige forudgaaende Bekjendtskab til de nærmest beslægtede Former. Hans Analyse af 
de forskjellige Fodpars Bygning er uheldig for begge Kjøn. Det er derfor ingenlunde over- 
flødigt at meddele en ny Beskrivelse og Afbildning af Dyret; det vil deraf fremgaae tydelig 
nok — uden at nogen yderligere Bevisførelse er nødvendig — at Slægten hører hjemme i 
Caliginernes og ikke i Pandarinernes Gruppe. Den faaer sin Plads ved Siden af Caligeria 
og Elytrophora. 

Hunnen er 11 — 12 mm lang. Forkroppens Skjold er næsten kredsrundt, svagt 
hvælvet, iøvrigt af den hos Caliginerne sædvanlige Form og Bygning, og navnlig har det i 
sig optaget de 2 første Bagkropsringe ligesom hos Caligus-Slæ glan. Øinenes Beliggenhed er os 
ikke ganske klar, da der sees forskjellige Dannelser paa Skjoldets Rygflade, som kunde 
antages derfor; sandsynligvis er det dog to runde Pletter, der ligge tæt ved hinanden lidt foran 
H'ets Tverstreg***). Den frie Bagkropsring bærer to smaa bagtil afrundede Rygblade. 
Kjønsringen er kredsrund, skiveformet og har et lignende Omfang som Forkroppens Skjold, 



") De enkelte Lokaliteter er: 30° NBr. og 38° VL.; 0° Br. og 24° VL.; 13° NBr. og 30° VL.; 21° NBr. 
og 40° VL. 

") Der mangler desværre endnu næsten alle præcedentia for at bedømme, hvorvidt man bør forkaste 
en Forms 'Henførelse til en i Litteraturen optagen Art, blot fordi hin er fra Atlanterhavet og denne 
fra det indisk-stille Ocean, eller omvendt. Ere de større pelagiske Fiskeformer i det hele fælles for disse 
to store Havbækkener, eller have de hvert sine charakteristiske Arter? Der vides saalidt derom, at den ene 
Antagelse for Tiden synes at være ligesaa berettiget som den anden. Vi hælde mest til den sidste 
og ere derfor heller ikke tilbøielige til at antage, at samme Art af Snyltekrebs forekommer i begge 
Have, saalænge dette ikke ved umiddelbar Sammenligning er godtgjort. I dette bestemte Tilfælde er 
rigtignok Milne Edwards Udtryk: »des mérs d'Asie« noget ubestemt og vel skikket til at vække 
adskillige Betænkeligheder. 
'") Ialfald antage vi for afgjort, at, hvad Prof. Kner anseer for Øinene, ikke er det. 



367 27 

men skylder sin store Udbredning til en ringformig Hudbræmme, som paa bver Side af 
Halens Udspring tillige danner et lille fremspringende Blad; Halen er næsten saa lang som 
hele den øvrige Krop, tynd, men i største Delen af sin Længde udstyret med en særdeles 
bred, flad Hudbræmme, der som et nedhængende Gevandt forlænger sig ud forbi den 
bageste frie Del af Halen, men forresten kan frembyde nogen individuel Variation i Hen- 
seende til Form og Størrelse. Halens allersidste Stykke er afsondret som et eget Led og 
bærer to smaa Haleblade med fire Fjerbørster. Æggetraadene kunne være noget længere 
end Dyrets Totallængde. 

Hannen er kun 6 — 7 mm lang; Skjoldet og Rygbladene vise ingen væsentlig For- 
skjel fra Hunnens, men Kjønsringen er smal og langstrakt og mangler baade Bræmmen og 
de bageste Smaablade ; Halen er kort og bred og kan beskrives som dannet af tre Led, af 
hvilke det første ligesom hos Hunnen har en bred Bræmme, men denne er tillige saa kort, 
at det hele faaer en lignende Halvmaaneform som hos Parapetalus ($). — Følerne, Snabelen og 
.Munddelene forholde sig som hos Caliginerne; lunulæ og hamuli mangle, derimod er der 
en Gaffel; »Palperne« ere brede. Første Fodpar minder ganske om Slægten Trebius og 
har foruden den ydre Caligusagiige Gren en indre mindre med tre smaa Fjerbørster; 
andet og tredie Fodpar have to vel udviklede treleddede Fodgrene med talrige Fjerbørster*); 
af fjerde Fodpar er den ydre Gren treleddet og udstyret med fem Pigge og adskillige Fjer- 
børster, den indre derimod kun toleddet, men ogsaa udstyret med Fjerbørster. Det for- 
bindende Midtstykke er som sædvanligt stærkest udviklet paa tredie Fodpar, svagere paa 
andet og mangler saagodt som ganske paa fjerde. Alle disse Dele ere eens hos 
begge Kjøn. Adskillige Hanner holde endnu Hunnerne omfattede ved Kjønsringen, idet 
de vende Bugsiden mod hinanden, og en Spermatofor — af den hos denne Slægt som og 
hos Caligeria og Æytrophora**) bekjendte Form — er da ofte anbragt mellem første Fodpar 
og andet Kjæbefodpar paa hver Side. 

Euryphorus Nordm. differt a genere Caligo foliolis dorsualibus (elytris) duobus minutis 
in annulo abdominali tertio, pedumque abdominalium primo pari biramoso, ramis biarticulatis, 
secundo ae tertio ramis triarticulatis, quarto biramoso natatorio, setis plumosis instructo, 
ramo interno biarticulato, externo triarticulato. 

Fæmina dignoscitur annulo genitali disciformi, ala membranacea cincto, posticeque 



*) Første Fodpars ydre Gren har 4 dets indre 3 Fjerbørster; 

andet — — 6 



4-14-1, dets indre 5 ) . „ , . 
G j 4- 2 + i 



tredie — — 5 + 1 -\- t , dets indre 3 



,l + {»! + ' ; 



fjerde — — 4 -\- I , . . . dets indre 4 

5 

See Milné Edwards I. c. p. 4G2, Dana 1. c. p. 1361 tab. 94 f. 8h, Gerstacker, Archiv fur 
Natureeschichte XIX, I (1853) p. 00. tab. III f. 13. 



28 368 

foliola duo minuta emittente, cauda longissima, maximam partern ala latissima membranacea 
instructa. 

Mas annulo genitali fere rectangulari , nec alam nec foliola emittente, cauda brevi, 
lata, annuloque ejusdem primo ala brevi, lata, lunæ formam fere simulante, instructo. 

Species a nobis observata habitat in cavitate brancbiali Lampugi punctulati et forsan 
etiam aliarum specierum Coryphænidarum maris Atlantici æquinoctialis, semper parieti clavi- 
culari hujus cavitatis adhærens*). 

TI. Dysgamus Stp. & Ltk. (<S), 

Dysgamus nob. differt (mas) a genere Caligo modo pedibus abdominalibus omnibus 
biramosis, ramis biarticulatis , natatoriis, setis plumosis instructis. 

Sp. typica: D. atlanticus nob. hab. mare Atlanticum æquinoctiale. 

12. Dysgamus atlanticus Stp. & Ltk. {$). 

(Tab. IV, flg. 8.) 

Der foreligger af denne lille Art en halv Snees Exemplarer, som Prof. Reinhardt 
og Captain Hygom have taget paa forskjellige Steder mellem 8° NBr. og 28° NBr. og mellem 
21° og 36°V.L.**), sandsynligvis frit svømmende i Vandet. De ere alle omtrent af samme 
Størrelse, nemlig c. 3,5 mm lange (Halebørsterne ikke medregnede) og 2 ,iim brede over Skjol- 
dets bredeste Del. Formen er temmelig plump, tyk og noget hvælvet, Bagkrop og Hale 
kun lidet udviklede i Sammenligning med Skjoldet, der har den hos Caliginerne sædvanlige 
Form. Den frie Bagkropsring er oval. Kjønsringen er lidet udviklet, af en afrundet 
sexkantet, noget langagtig Form; den første Halering er lille og kort, den anden sexkantet, 
saaledes at de to brede Haleblade, der ere udstyrede med fire lange Fjerbørster, ere 
fæstede til de 2 Sider, der vende udad og bagtil. Pandepladerne ere store, men uden 
lunulæ; første Følerpar er langs med dets Grundleds øvre Rand udstyret med c. 6 temmelig 
lange Fjerbørster og dets korte Endeled bærer yderst foruden nogle korte c. 4 ligeledes 
ret anselige Fjerbørster. Hjælpekroge mangle. Snabelen er afstumpet og kort som hos 
en Caltgus; andet Kjæbefodpar har et tykt Grundled med en fremspringende Knude eller 
saakaldet »Tommel«. En Gaffel er ogsaa tilstede. Første Fodpar forholder sig som hos 
Euryphorus og Trebius; de tre følgende ere alle udstyrede med 2 veludviklede, toleddede, 
med talrige Fjerbørster***) forsynede Grene, den ydre Gren tillige som sædvanligt med en 

*) Artens Fasthæftelse i lange og tætstillede Rader til Gjællehulens Bagvæg lader os formode, at denne 
Form af »Monoculus« allerede af Isert blev iagttaget paa en »Bonite«, fanget paa Reisen til Guinea. 
Isert: Reise nach Guinea S. 14 — 15. (1788). 
"') De enkelte Lokaliteter ere: 8° 44' NBr.; 27° 53' NBr. og 25° 3' VL. ; 22° 4' NBr. og 24°40'VL.; 
23° 47' NBr. og 24°31'VL.; 10° 22' NBr. og 21°16'VL.; 20° NBr. og 3G°VL.; 28° NBr. og 21° VL. 
"*) Første Fodpar har paa den ydre Gren 4, paa den indre 3 Børster; 
andet — — 6-j-lj '— " 8-fl — 

tredie — — 5 + 1, — 5 4- 1 — 

fjerde — — 5-f-l, — 5 + 1 — . 



369 29 

Række af Pigge i Randen; i Henseende til Midtstykkets Udvikling paa de forskjellige Fodpar 
er ogsaa den sædvanlige Regel, der gjælder for alle Caligini og Pandarini, overholdt. Et 
Rudiment af et femte Fodpar sees omtrent midt paa Kjønsringens Siderande. 



I Modsætning til den foregaaende udmærker Pandarinernes Gruppe sig ved sit 
lange og spidse Næb eller Snabel og derved, at første Fodpars Grene ere ligeligt udvik- 
lede — idetmindste hos alle os bekjendte Former. Der finder her aldrig nogen Sammen- 
voxning Sted mellem Skjoldet og de to første Bagkropsringe, der bære andet og tredie 
Fodpar; disse Ringe ere altsaa forsaavidt altid frie, selv om de undertiden ere sammenvoxne 
indbyrdes. Hunnerne have altid fra 1 til 3 Par Rygblade, som udgaae fra Bagkroppens Ringe ; 
Hannerne kunne derimod mangle dem, og dette Forhold kan derfor ikke benyttes til at 
eharakterisere Gruppen i Almindelighed. Desuden kunne Hunnerne have mindre Rygblade 
udgaaende fra Halepartiet. Gjennem den hele Gruppe — men saavidt hidtil vides kun 
hos Hunnerne, naar man seer bort fra de to Slægter Cecrops og Læmargus (Cecropidæ 
Dana) — gaaer der en vis Tilbøielighed til at omdanne Fødderne, saaledes at de enten 
blive aldeles rudimentære eller omdannes til bladagtige, bløde, børsteløse Plader, der 
maaskee træde direkte i Aandedræltets Tjeneste; undertiden er dette dog ikke Tilfældet 
med noget af Fodparrene (f. Ex. hos Hunnen af Nogagus paradoxus) , oftere kun med det 
sidste [Dinemalura- Hunnerne), men hos andre Former mere eller mindre med dem alle. 
Kjonsringen har hos de fleste Hunner et meget betydeligt Omfang og Æggetraadene ofte 
en langt større Længde end hos Caliginerne. Med Undtagelse af Cecropiderne ere alle 
Pandariner hidtil fundne paa Haier, forsaavidt det overhovedet er bleven optegnet, paa 
hvilke Fiske de ere fundne, og forsaavidt som de ikke ere fundne svømmende frit i Vandet, 
hvilket limeligvis er Tilfældet med flere af Hanformerne. 

Et meget beklageligt Hul i Kundskaben om denne Gruppe er det, at man — naar vi 
ikke medtage Cecropiderne, — kun kjender begge Kjøn af en eneste Art, nemlig af den 
saakaldte Nogagus paradoxus (Otto). Af alle de andre beskrevne Artsformer kjender man 
enten kun Hannen eller kun Hunnen*), og Forholdet stiller sig saaledes, at af de iMilne 
Edwards »Histoire desCrustacés« opførte Slægter omfatte de 3, nemlig Dinemura, Phyllophorus 
og Pandarus, hvortil dog endnu komme de senere opstillede Slægter Gangliopus og Lepidopus, 
kun Hunner, Nogagus samt Specilligus Dana kun Hanner, naar undtages N. paradoxus, 
som kun hypothetisk henfores til Slægten. Vi see os desværre ikke i Stand til at udfylde 
dette Hul, men kunne dog ikke undlade at opkaste og drøfte det Spørgsmaal: mon ikke 



") Vi skulle i det foldende gjore Rede for de Tilfælde, hvor det Modsatte angives, og vise, at de neppc 
kunne bestaae en Kritik. 

5 



30 370 

de i Nogagus-S\æglen sammenstillede Former skulde være Hannerne netop til de Hunformer, 
der henføres til de ovennævnte 5 Slægter? Man vil nemlig finde, al alle saakaldte Nogager — 
selvfølgelig med Fradrag af A r . paradoxus (?) — ere regelmæssigt udviklede Former med fire 
vel udviklede Par Svømmefødder, hvorimod Hunformernc faae deres særlige charakteristiskn 
Præg ved Udvikling af Rygblade, ved en stærk og abnorm Udvikling af Kjønsringen og ved 
Føddernes mere eller mindre fuldstændige Omdannelse. Og fastholder man, at der gjennem 
de parasitiske Copepoders Formrække i Almindelighed gaaer en lignende, om end ikke 
altid saa stærkt udpræget, Kjønsforskjel, saaledes at Hunnerne ere de mere ubevægelige og 
stillesiddende, Hannerne de mere livlige og frit bevægelige, synes der virkelig ikke fra 
denne Side at kunne indvendes noget imod at betragte Nogagus- Arterne som Hannerne 
ikke alene til Dyr, der ligne N. parodoxus ($) , men ogsaa til Hunnerne i Dinematura-, 
Pandarus- og de andre ovennævnte Slægter. Imidlertid skulle vi ikke nægte, at der ellers 
endnu pleier at være en vis ha b itu el Lighed mellem Han og Hun, selv hos Former, hvor 
de to Kjøn i andre Henseender ere meget 'forskjellige, som f. Ex. hos Euryplxorus, Cecrops, 
Læmargus, Lemanthropus, — en Lighed, der maaskee nærmest skyldes en vis Overensstemmelse 
i Hudskelettels Uddannelse, men som her i de fleste Tilfælde vilde savnes. Naar man f. Ex. 
gj en tagne Gange har fundet Pandarus Cranchii ($) sammen med Nogagus Latreillii (o), 
og dog endnu er ude af Stand til at paavise andre mere tilsvarende Kjønsformer til disse 
to formentlige Arter, ligger det nær at see den samme Art i dem begge, hvor forskjellige de 
end maatte være forresten; men skjøndt dette ikke er det eneste Tilfælde, hvor Overens- 
stemmelsen i de respektive Formers Forekomst kunde synes at tale for deres specifiske 
Identitet, maa man dog paa Sagens nuværende Standpunkt indskrænke sig til at henstille 
dette Punkt til nærmere Undersøgelse. Endnu maa man opføre alle Hanformer som Arter af 
Nogagus, Hunformerne som Arter af Dinematura, Pandarus o. s. v. , saalænge ikke direkt 
Iagttagelse bringer Spørgsmaalet til Afgjørelse. 

VII. Om Caligus productus O. Fr. Muller og Slægten 
Dinematura Latreille. 

Som bekjendt beskrev O. Fr. Muller i sit Værk »Entomostraca seu Insecta testacea, 
quæ etc.« (1785), 2 Arter af snyltende Copepoder, den »korte« og den »lange Fiskelus«, 
Caligus curtus og C. productus. Denne sidste, der senere blev Typus for den af Latreille*) 
opstillede Slægt Dinemura (eller Dinematura, hvortil Burmeister vistnok med Rette har 
ændret det), er uheldigvis aldrig senere bleven gjenkjendt af nogen "Zoolog, og derved er 



I 2den Udg. afCuvrers »regne animal« t. 4 p. 197. Med Hensyn til det Historiske, Slægten vedkom- 
mende, henvise vi iøvrigt til Burmeisters (paa nedenan førte Sted) og Krøyers (Naturhist. Tidsskr. 
2det Bind p. 45 og folg.) Bemærkninger derom. 



TfLZjLU^ 






fr 

W £>^^_- cyti^réy -fir e^^Jti^i^JtL 

— ___ — „— ^ /— ( 

pCt-j-l^x^L*^*^ /L (A^oA^jt^C. 0<4J^r J-A+^t '^Lou^. 1/ ZlZv^-* ; 






(f^ * JM-J %^-m-^- urCt^h n^x^^ <4v~ wtju~a-^ Lu^jl-1 



^uLtf^yL 2fcLj_^_ VWc "/zLc_ "fioLSs^,.^ cSjL&tL^-Jh O^C^^ 



l/- L>«— ■ *— ' 




J *-f £A~*^£%-4 X-t>-<L^-é* C3L^^_J pTZZ-tL^C^ Ct-tf^ £^ 0-&~4~Jc^ 



*V*-^-*_««— -c-*— é~ 






^o^v-e- $l&^Jz t£~ ^ /4o^kc^A^ ' f ^c^A 



■fe 



1 O^a^ujl^Jju^ /l~^L&~4^e-^ dry sl^cLtA-^k^ 









~?r d-^o-^L 










r<JULSU2-*L- 







£^TU4_ CX- 



f^tx^rK-oJ^^, 






^M^«^»-\A©ry 










^C-A/VUi-A^st-^S 




m- ^ >- 















•pui^e tyd- &^L*j^A^> Æ^JL~^> ÆJ2-**~JL&y '<k^eU*_^pL*> 











(-A *f\ nAAj^XJLiu^ ^CyÆ^i n^-o^r- /Q-Æ^AjL éVujbjui 







<?W&_^ 



c^^Å- JLøAju^ (ri Ajj, (x^f.Æ^J. x UJ~C^j^c^C^ X-e^4~S\~* 






Ixf-Susue^. (ivfcx-cc. ^rx-o-^-^— o^. tP Æ-4^t^-^%s<-£L-*^*-* &*Lct-<*~4c- t 

iLcsZxa^uJ^. (^U^^Uj^ Y^/^stz^£^ < u^kzzz^a^z 

A/*- >s^<l - - ~ - i V7 i ~M ' _ 

Jx^X-o-^Cy jL^^u^^-p^ i yUui^ c^U^L a*-**^" <<*^-e*~e; 












\o^\z\^-^~^-^-^^^^ 






^pi^<-u^l£y 'TX^^'-^Ll^^ øLe^-G^l^-tujC y*~ yC^^A^V^ 







£l-*-«-V y vk^A. l/liUL*~i lAs-GSUL-, f&^Ic^+J^- j/nAfc*^.. f &~&-v*-v*~4^ 

^jL^f øli>*~* a*-4T^r cÅJL^e^yir-^^ T£T £<*^ cl^-^^s^<^!jl^jlJ^ 



&*4 C*k_ {2. 










J*JL£c ~t**-A~ as-e- <*(*) ^urr i^^^Jju>^^jZ<^iJ 



o ^ 







/^<_-o 







UA~J 







™fzzr; *~~^ ^~ 



i J v B 





~/&ue_fl^_, u\jlajjl_ th»-*\_a^ j< _ - 











<L/"v-e_ 






2 



£~Cj_/L 






tAr£-*> 




cL o. a~*^jl 







CX^M. 



-£-e__ /l_je_^L4sr— -r- 1^^! ^ «^C «-^_ »-x'K 

I 

T — ~ ; 

* 









, "yj" — " / " """"" — "" ^* 





~nr- 



/^z^^£^~**r ?c ' 



/ 



^*~*- 6u-w^é^ 



» r / *"/ C 








-CJL 




■/- uaYm^u^vl.. ?%«!L£^e^w 





r>v-*£- 



Ch>^ 



* //— y^^^^L^t*-*-^-^ A^C^^g^ e*-^^-^ / 








/o^LéK~»u^i^~y 



Æud 














Lz^^Jæ-. 





C2-© J?jt>-*~>~f> 




«>- ^Lfi«_«_*-«_«L_ 



"i? 








c %jL^ji-a-j<-jC4 — 







/Ol-o t^U 




c^ji ^C«i 



371 31 

der opkommet en Usikkerhed og en Forvirring 1 , der truer med at blive saa indviklet og 
haardnakket, at vi maatte ansee det for vor Pligt at bidrage vort til at løse Knuden, da 
Tilfældet havde sat os istand til, som vi mene, at erkjende den Mullerske Art og til at 
udrede dens Synonymi. 

Dinematura producta er allerede beskreven og afbildet ikke mindre end fem Gange; 
første Gang 1780 af Ilerbst i »Schriften der Berlinischen Gesellschaft naturforschender 
Freunde«, første Bind, i en Afhandling »Beschreibung einer sehr sonderbaren Seelaus vom 
Hemorfische« p. 56 — 67; Kobbertavlen (Tab. III) giver en efter Tidens Ledighed ikke 
daarlig og temmelig detailleret Fremstilling af Dyret. Ilerbst havde sine Individer fra 
Pastor Chemnitz her i Kjøbenhavn, og denne havde dem atter fra Færøerne med den 
Oplysning, at de havde siddet paa Halen af et Individ, »tre Alen langt og tykt som en 
Sæk, af Fisken Hemor«, hvilken beskrives som »en meget stor Rovfisk med meget skarpe 
Tænder, som kun sjelden bliver fanget, fordi den bider Snorene over«. Det færøiske 
»Hæmar« er aabonbart det bekjendte nordiske »Haamær«, hvormed flere Hai-Arter belegnes, 
men som dog, efter hvad tir. Sysselmand Muller i Thorshavn har meddelt os, paa Færøerne 
ikke bruges om Havkalen (Uaaskjærdingen), men om en mindre Hai-Art, hvori han med 
Sikkerhed troede at gjenkjende vor Sild ehai (Lamna cornubica). Universitetets zoologiske 
Museum har nu ogsaa virkelig faaet flere Exemplarer (Hunner) af denne Fiskelus netop 
fra Færøerne, og Indsenderen af disse, Hr. Sysselmand Muller, har paa senere 
Forespørgsel bestemt erklæret, at han var overbevist om, at de netop vare tagne af den 
saakalte »Hæmar« eller »Haamær« og ikke af Havkalen. Universitetets physiologiske Museum 
besidder endvidere en særdeles smuk Gruppe af Hunner af Dinematura producta, siddende 
tæt sammen paa et Stykke Skind af en Hai; dette angives vel paa Etiketten at være af 
Scymnus glacicdis , altsaa af Havkalen eller Uaaskjærdingen, men Skjællenes Form viser, 
at dette er urigtigt. Da en Lamna cornubica, som var fanget i Øresundet, for kort Tid 
siden blev forevist her i Byen og kjøbt til Universitetets zoologiske Museum, fik vi Leilighed 
lil al overbevise os om , at det omtalte Stykke Haiskind virkelig har tilhørt just denne Art 
og paa hvilken Del af Kroppen det er taget. Fisken bar talrige Spor af Fiskelus, men dengang 
den blev forevist her i Byen, var der kun eet Individ paa den, og dette var netop en Dine- 
matura producta*}. Af denne Art have vi endelig ogsaa havt Leilighed til at undersøge et 
Stykke, som Hr. Intcndant Malm selv har taget paa en Lamna cornubica. 

O. F. Muller angiver ikke, hvorfra han havde sit Exemplar, men da hans 
Bog kun er 5 Aar yngre end Ilerbsls Afhandling, forekommer det os meget rimeligt, 
al det hidrørte fra i\cn samme Færøiske Sending. Mullers Afbildninger og hele Frem- 
stilling er mindre tilfredsstillende end Herbsts; han angiver kun, at Arten først var 



") Vi skylde Ur. Justitsraad Olrik, der havde Leilighed til at undersoge Fisken forend noeen af os, 
al Museet kom i Besiddelse af dette Individ. 



32 372 

fundet paa en Hai, »hvoraf Navnet Femorlaus« , og senere paa Laxen, hvilken sidste 
urigtige Angivelse hidrører derfra, at Muller til sin Caligus productus ogsaa henførte 
Binoculus salmoneas Fdbr. [Caligus salmonis Er.) paa Grund af Fabricii Udtryk: cauda 
tretraphylla. 

Under Navn af Pandarus Lamnæ træder den os igjen imøde i en Række af Be- 
skrivelser af brittiske Dyr (Illustrations in British Zoology), som John s ton meddelte 1835 
i Loudons »Magazine af natural history« (vol. VIII p. 203). Johnstons Exemplarer vare 
tagne af en »Beaumaris Shark« (»Lamna monensis«*) i Berwick Bay. Under Navn af Dine- 
moura Lamnæ har Baird optaget den i sin »Natural history of the British Entomostraca« 
(Ray Society 1850) p. 286, tab. 33 f. 6—7. Han har erkjendt, at det var Herbsts »Seelaus 
vom Hemorfische« , men uden at dette, mærkeligt nok, har ledet ham til at erkjende, at 
det var Mullers Caligus productus , som han havde for sig. Baird anfører ikke noget 
andet Fund af denne Snyltekrebs end det Johnstonske, og det lader ikke til, at han har 
havt Ledighed til at undersøge denne Forfatters Exemplarer; han synes blot at have øst 
af Johnstons Beskrivelse og at have indskrænket sig til at give en forbedret Copi af 
hans Træsnitsflgur. 

Endelig har van Beneden i 1857 beskrevet og afbildet det samme Dyr under et 
tredie Navn, nemlig som Dinemoura elongata, i en lille Afhandling »sur un nouveau 
Dinemoure provenant du Scymnus glacialis« i »Bulletin de l'académie royale de Belgique 
1857« p. 226 c. tab. Forsaavidt man skulde være tilbøielig til at troe, at han havde 
havt en anden Art for sig, er det af Vigtighed at vide, at van Beneden havde faaet sine 
Exemplarer af Etatsraad Eschricht og at de ere tagne af det ovenfor omtalte færøiske Hud- 
stykke, fra hvis urigtige Etikettering, som værende af Scymnus glacialis, den anførte 
urigtige Angivelse i Afhandlingens Overskrift hidrører**). 



*J Saavel engelske som skandinaviske Ichthyologer antage, at Latnna monensis og cornubica ikke ere 
forskjellige Arter, og der foreligger neppe gyldige Grunde til at forfægte en modsat Mening. 

*") Det lønner sig ikke at indlade sig paa en speciel Kritik af Herbsts og Mullers Fremstillinger af 
dette Dyr, men da de begge stemme overens deri, at de lade Skjoldets Underside være inddelt ved 
Tverlinier i 3 Felter og afbilde en Knap eller Knude foran Snabelens Grund, tæt ved Skjoldets 
Rand, maae vi dog udtrykkelig bemærke, at vi intet saadant have forefundet. Halens TJnderflade er 
ufuldkomment fremstillet hos dem begge, og Mullers Fremstilling af Svømmefødderne er endnu 
mere forvirret end Herbsts. Vi finde Professor Krøyers Formodning (Natura. Tidsskr. 2det Bd. 
p. 47 i Noten), at Muller har havt et tørret Exemplar i en kjobenhavnsk Insektsamling for sig, 
meget rimelig, men begribe ikke ret, hvorledes Krøyer er kommet til det Resultat, »at det er 
fordi Muller har misforstaaet Fabricius, at han henregner dette Dyr til den nordiske Fauna«, 
da jo Herbstes Exemplar udtrykkeligt var angivet at være fra Færøerne. 

Vi ville heller ikke opholde os ved Johnstons Fremstilling, uagtet den i enkelte Punkter 
(navnlig i hvad der angaaer Skjoldets Bygning og de i dets bageste Indsnit optagne Kropringe) er 
unøjagtig, da vi dog ikke nære nogen Tvivl om Identiteten med den foreliggende Form. Van 



373 33 

Hvad der noget kan lale til Undskyldning for van Heneden, naar han har troet 
at erkjende en ny Art i de ham af'Elatsraad Eschricht overladte Dyr, er en forudgaaende 
Feiltagelse af Dr. Gerstiicker, som i en Afhandling: »Ueber eine neue und eine weniger 
gekannte Siphonostomen-Gattung« i »Archiv fur Natnrgeschichte XIX Jahrg.« p. 63 tab. 4 
beskrev og afbildede under Navn af Nogagus productus — fordi han nemlig deri troede at 
gjenkjende Mullers Caligus productus — den Art og sandsynligvis endogsaa de selv 
samme Exemplarer af denne, som i sin Tid have afgivet Materiale til Opstillingen af Ottos 
Caligus heptapus*) , senere af samme Forfatter omdøbt til Caligus paradoxus**) , og af 
Nordmanns Binoculus sexsetaceus***). Hildet i denne Feiltagelse troer Dr. Gerståcker 
derfor at kunne bebreide Milne Edwards, at han har optaget Caligus productus i Slægten 
Dine?natura, »med hvilken den kun har en fjern Lighed.« Hr. Gerståcker har htr ikke 
været ret heldig; hans Nogagus productus er ikke den Mullerske Caligus productus og 
maa altsaa beholde Navnet Nogagus\) paradoxus (Otto), hvis man ikke vil gaae tilbage til 
det Artsnavn, hvorunder den oprindelig er opstillet; og skjøndt den ærede Forfatter paa 
flere Steder udtaler sig med megen Bestemthed om identiteten af de omhandlede Former, 
burde dog Mullers Fremstilling af det sidste Fodpar have overbevist ham om det Mod- 
satte. En anden Sag er det, at Caligus productus Mali. heller ikke godt kan blive staaende 
i Slægt med de Edwardske Dinemurer {Echthrogaleus nob.), hvorom mere siden; men da 
Latreille, som har opstillet Slægten Dinemura, netop har opstillet den paa Caligus productus •, 
er det dog virkelig ubilligt at bebreide Milne Edwards, at han undte denne Art Plads 
indenfor Slægten. Ligesaalidt har Prof. Krøyer havt Uret i — hvilket Gerståcker ogsaa 
yttrer — at henføre den af ham opdagede nye Art (D. ferox) til Slægten Dinematura, da 
D. ferox AV. netop er den eneste af de andre hidtil beskrevne, saakaldte Dinematurer, der 



Benedens er i mange Henseender mangelfuld, og dens Overfladiskhed rober sig strax, naar han 
fortæller, at Caligus productus tjente som Typus for Rafinesques Slægt Dinemurus, der, som 
bekjendt, Intet har med Latreilles at gjøre. Ufuldkomnest er hans Fremstilling af Skjoldet og de 
frie Bagkropsringe, om hvis virkelige Forhold hans Figur ikke giver den fjerneste Forestilling. Det 
underste af de tre Haledækblade omtales ikke i Beskrivelsen, skjøndt det afbildes; Fremstillingen af 
Haleleddenes Sidevinger er meget uklar og »at Kjonsringen (»abdomen«) ikke er videre skarpt adskilt 
fra den Bing, der bærer Rygbladene«, er en meget feilagtig Angivelse. 

*) Conspectus animalium quorundam maritimorum nondum editorum etc. pars I. (1S21) p. 15 (Citeret 
efter Burmeister 1. c.) 

"') Besclireibung einiger neuen in den Jahren 1818 und 1 S 1 9 im mittellandischen Meere gefundenen 

Krustacccn. Nova Acta Acad. Cæs. Leop. Carol. Nat. Cur. vol. XIV p. 352, tab. XXII f. 5 — 6. 
'") Mikrograpbiscbe Beitrage zur Naturgeschichte der wirbellosen Thiere, 2tes Heft (1 .332) p. 32. 

f) Herved er dog at bemærke, at Typus for Slægten Nogagus er N. Latreillii, af hvilken kun Hannen 
er bekjendt, og saalænge dennes Hunform er ubekjendt, har man ingen Vished for, at C. paradoxus 
kan faac Plads i samme Slægt som den, ja dette er ikke engang sandsynligt. Selv om Slægtsnavnet 
Nogagus blev ledigt ved at alle Arterne som Hanformer fordeltes til de andre paa Hunnerne op- 
stillede Slægter, vilde det være urigtigt, at overføre det paa Caligus paradoxus Otto (o ?) ! det 
rigtigste vil være at danne en ny Slægt for denne Form. 



34 374 

virkelig staaer Slægtens typiske Art (D. producta) saa nær, at der kan siges at være et 
sandt Slægtsfælledsskab imellem dem. 

Dinematura producta {Mail), Tab. VII flg. 13, har altsaa følgende Synonymer: 

1780. Ein sehr sonderbarer Seelaus vom Hemorfisch: Herbst, Schriften d. Berlin. Ge- 

sellsch. nat. Fr. 1 p. 56 tab. 3. 
1785. Caligus productus Maller: Entomostraca, p. 1 32 tab. XXI fig. 3 — 4. 
1835. Pandarus Lamnæ Johnston: Magaz. nat. hist. VIII p. 203 (med Træsnit). 
1850. Dinemoura Lamnæ Baird: British Entomostraca p. 286 tab. 33 f. 7. 
1857. Dinemoura elongata van Beneden: Bulletin de Brux. 1857, p. 226 c. tab. 

Opholdssted: Den er iagttaget to eller tre Gange ved Færøerne, et Par Gange i 
Kattegattet samt en Gang ved Storbrittaniens Kyst (Berwick Bay), altid paa Huden af 
Lamna cornubica. Paa det af os undersøgte Exemplar af denne Fisk fandtes Mærkerne af 
den i et Bælte midt ned ad Ryggen fra den bageste Rygfinne til Halefinnen. 

Størrelse: c. 21 mm lang, naar de overordentlig lange Æggetraade ikke medregnes. 

Hannen er ubekjendt. 

Beskrivelse af Hunnen. Forkroppens Skjold er tyndt, hvælvet og halvmaane- 
dannet; fortil og bagtil begrændses det af næsten lige Linier; dog er Pandepladernes 
Adskillelse antydet ved et lille Indsnit i Midten, og Bagranden viser sig ved nærmere 
Eftersyn at være svagt bugtet. Ved 2 noget uregelmæssige Længdelinier deles Skjoldet i 
3 Felter: et midterste, hvis forreste Del indtil Pandepladerne indtages af en stor. mørke- 
brun, nogenlunde firkantet, men dog i sit Omrids noget uregelmæssig Plet*), og to Side- 
stykker, der forlænge sig bagud, saa at de næsten give Skjoldet Form af en Halvmaane eller 
Hestesko, og naae næsten helt hen til de store Rygblade paa den sidste Bagkropsring. 
Disse Forlængelser begrændse mellem sig et nogenlunde firkantet Rum, som optages af 
de to frie, hverken indbyrdes eller med Skjoldet sammenvoxne Bagkropsringe , som bære 
det andet og tredie Par Svømmefødder. Fra den forreste Del af de samme Forlængelsers 
indre Rand hæver sig en ganske lille tynd øreformig Plade, og en lignende sidder tæt 
derved paa Skjoldets Bagrand. Skjoldets Længde, maalt fra Pandepladernes forreste Rand 
til den Linie, der vilde forbinde Spidserne af dets Sideforlængelser, er omtrent lig med 
dets Brede; det omgives, naar Bagranden undtages, af en tynd hindeagtig Bræmme, der 



*) I denne mørke Plet kan man undertiden igjen skjelne 2 mørkere Pletter, der have den paa vor 
Afbildning antydede Plads, og foran dem 2 smaa hvide Pletter. Det er temmelig vilkaarligt, at van 
Beneden beskriver denne Plet, der for ham har vist sig som en Doppeltplet, som Øinene, men 
det er nok muligt, at den er det sidste Spor af de sandsynligvis paa dette Livsstadium forsvundne 
Øine. 



375 35 

fortil erstattes af Pandepladerne. Af de frie Bagkropsringe har den forreste to skraat 
bagudgaaende, korte Sideforlængelser, der bagtil ere kantede med en temmelig bred 
Bræmmehinde*); den Del af deres Siderande, som vender mod Bngsideri, er opsvulmet, 
mørkebrun og glat**). Den anden er kun ved en tynd Stilk forbunden med den tredie, 
som bærer de to Bygblade og det fjerde, temmelig store, men ikke til Svømning uddannede 
Fodpar. Bygbladene ere læderagtige, fortil lige afskaarne, bagtil afrundede, men kunne 
forresten variere noget i Formen. De dække omtrent en Fjerdedel af Kjønsring en, hvis 
Brede omtrent er en Trediedel af dens Længde og omtrent lig med Skjoldets midterste 
Felts; den er tyk og viser saavel foroven som forneden to Længdefurer, der ligesom dele 
den i tre Partier, og den ender bagtil med to afrundede Forlængelser, som mellem sig 
begrændse et Indsnit, hvori Halen er fæstet; ovenfra seer man tre smaa aflange Hale- 
dækblade, af hvilke de to dække det tredie, rage halvt udenfor Kjønsringens Indsnit; vendes 
Dyret om, seer man, at Halen desuden har to Par vingeagtige Sideforlængelser, af hvilke 
det første Par er langt og bladformigt***), det andet derimod kort, samt to kjødfulde Hale- 
blade, udstyrede med fire temmelig korte Børster, den ene anbragt lidt foran de andre; 
under stærk Forstørrelse vise de sig delvis haarede (fjerformede). Der findes altsaa ikke 
mindre end syv bladagtige Dele paa denne Dinematura - Arts Hale, foruden det andet Par 
korte Sidevinger, der ikke egentlig kunne kaldes bladagtige. Æggetraadene udgaae som 
sædvanlig fra Grændsen mellem Halen og Kjønsringen og have en meget betydelig Længde, 
der overyaaer Kroppens flere Gange. 

Skjoldets Underflade fremviser mellem det korte, paa sædvanlig Maade med 
haarede Pigge besatte første Følerpar og det andet anseelige krogformede Følerpar to ovale 
mørkebrune og glatte Knuder paa hver Side-]-), og et tredie mindre Par har sin Plads paa 
selve andet Følerpars Grundled. Det syldannede Næb og del ved dets Sider stillede 
treleddede Palpe- eller Kjæbepar forekomme os iøvrigt ikke at frembyde noget særdeles 
mærkeligt; et andet og finere Palpepar have vi ikke iagttaget. Første Kjæbefodpar er 
som sædvanligt spinkelt og kroget og ender med en lang, krum, ru, næsten krogformig 
Finger, ved hvis Grund der omtrent under en ret Vinkel udgaaer en kortere og svagere 
krummet, med fine Fremstaaenheder besat Forlængelse; mellem begge disse »Fingre« 
sidder en Haardusk paa en lille Vorte. Andet Kjæbe fod pars Grunddel er udviklet paa 
lignende Maade som bos Pandarus: dets Endedel danner en lille Haand, der forsaavidt 



*) I denne Bræmmehinde maa man udentvivl see et Analogon til det hos andre Pandariner forekom- 
mende forste Par Rygblade. 

") En ganske lignende Dannelse som hos Fandderus (See det Følgende). 
"*) Det svarer til de store og brede Halevinger hos Læmargus muricatus !f og hos Euryphorus. 

|) Mærkeligt nok finder man ikke alene i ældre, men ogsaa i nyere Beskrivelser af den her omhandlede 
Art saavelsom af D. ferox og Nogagu* paradoxus disse Knuder med større eller mindre Bestemthed 
betragtede som Oine. 



36 376 

er fuldkomnere og mere Caligus-aglig , som Griberedskabet dannes af en indleddet Klo, 
der modsættes en flad Forlængelse. Fra Grunddelens øverste Ende, indenfor første Kjæbe- 
fodpars Grund, udspringer der en mørkebrun, lancetdannet Proces*), der vistnok er analog 
med den Dannelse, som vi hos Caliginerne af Mangel paa bedre Navn have betegnet som 
Palpen. Første Fodpar er ikke stort og noget uregelmæssigt udviklet, men minder om 
Pandarus-S\æglen& ; det er togrenet og toleddet og har paa Grundleddet og den indre Gren 
tre Knuder paa hver Fod; en lignende Knude findes paa Grundleddet af andet Fodpar, der er 
stort og vel udviklet og har to treleddede, rigeligt med Fjerbørster**) udstyrede Grene ; samme 
Bygning har ogsaa det tredie Par, og som sædvanligt er Midtstykket og Grundstykkerne 
stærkest udviklede paa dette Fodpar. Mellem første og andet Fodpar er der en stor 
Fremstaaenhed eller Dobbeltknude***) i Midtlinien. Fjerde Fodpar er meget stort, men 
af en fra de andre meget afvigende Form; det er tykt og blødt ligesom Halebladene og 
bestaaer af et Grundstykke, der paa begge Sider udvider sig i en rund Lap, af hvilke 
den ydre er foldet sammen paa langs, samt af to Blade, der naae omtrent Halvveien ned 
til Halens Udspring, og af hvilke det ydre endnu viser Spor til enkelte meget korte Pigge 
i Randen. 

Vi have allerede anført, a.[ Dinematura ferox -SV. (Tab. VII fig. 14) er den eneste 
hidtil bekjendte Art, med hvilken D. producta kan sammenstilles; deres almindelige Over- 
ensstemmelse i Bygning og Udseende vil fremgaae af de dette Arbeide ledsagende Afbild- 
ninger, og vi kunne derfor indskrænke os til at udhæve, at 1) D. ferox er meget større 
(c. 36 m,n ) , og at 2) dens fjerde Fodpar er forholdsvis meget større og naaer næsten til 
Halens Udspring, hvorimod 3) dens første Par Halevinger er mindre udviklet og ikke 
forlænger sig i Form af et Par store Blade, og 4) at de tre Haledækblade ere kortere end 
hos D. producta og kun rage lidt udenfor Kjønsringens Indsnit. I det Hele findes de 
samme Knuder paa Underfladen af Skjoldet og paa Bagkropsfødderne, som vi have beskrevet 
hos D. producta, naar undtages det paa dennes andet Følerpars Grundled forekommende og det 
mellemste af første Fodpars tre Knudepar. Andet Kjæbefodpar har hos D. ferox en lignende 
Bygning som hos D. producta, men med mere udviklede Knuder og en større Eudekrog. Dobbelt- 
knuden mellem første og andet Fodpar danner her ligesom en lav Piedestal, saa stærkt træder 
den frem. Skjoldet og de efter dette følgende Bagkropsringe frembyde neppe nogen væsentlig 
Forskjel, naar undtages, at de to smaae »Ører« i hvert af Skjoldets Inderhjørner hos D. ferox 



*) I Beskrivelsen af D. ferox betegner Krøyer den som det andet Par Famlere. 
*") Første Fodpars ydre Gren har 3 Fjerbørster, den indre 3; 

andet — — 5 -f 1 -f 1, den indre G -f- 2-f- 1 ; 

tredie — — 5-f-l-f-l, den indre 4 -f- 2. 

**) Da Caligineines Gaffel sidder foran første Fodpar , gaaer det ikke an dermed at parallelisere denne 

ligeledes hos Pandarus antydede Dannelse. Den er paa Figurerne betegnet med f. 



377 37 

ere forenede til et Dobbeltøre. Til Øine have vi ikke fundet noget Spor. Rygbladenes 
Størrelse og Form er den samme, forsaavidt de ikke undtagelsesvis ere rudimentært udvik- 
lede. Forresten skulle vi til Prof. Krøyers omhyggelige Beskrivelse af D. ferox*) kun 
føie, at han urigtigen har anseet sit Exemplar for en Han, og at han har miskjendt Ægge- 
traadenes Betydning. Arten er fra Grønland**) og lever paa Havkalen (Scymmis microcepha- 
lus), hvilken Underretning vi skylde Hr. Kolonibestyrer Rudolph, der ligesom Hr. Han- 
delsbestyrer Einar Hansen har nedsendt Exemplarer til Universitetsmuseet. 

Den store Lighed, som der er mellem disse to Dinematura - Arter og Nogagus 
paradoxus (Otto), kunde fremkalde den Formodning, at Æggetraadene ogsaa hos hine have været 
ophængte i en tredobbelt Løkke; vel vise de foreliggende Exemplarer nu ikke Spor dertil, 
men vi troe at mindes, at det var Tilfældet med nogle af Museets Exemplarer af D. ferox 
i den første Tid efter deres Ankomst hertil; desværre forsømte vi dengang at undersøge 
Forholdet nærmere, og det er ikke umuligt, at Spirtussen senere kan have opløst det 
Æggetraadene oprindelig forbindende Stof. Det er i det Hele ikke uvigtigt at sammenholde 
vore Dinematurer med Hunnen af Nogagus paradoxus; de stemme overeens, synes det, i 
alle væsenlige Forhold , med Undtagelse af, at det fjerde Fodpar hos N. paradoxus ikke 
har den for Dinematurerne charakteristiske Form, men er et regelmæssigt Svømmefodpar 
ligesom de foregaaende , og at Halen mangler det første Led samt dettes Side- 
vinger; at alle Svømmefodpar baade af Gerståcker og Otto fremstilles med toleddede 
Grene***), tør vi ikke tillægge saamegen Vægt, da Artikulationerne ogsaa hos D. ferox ofte 
ere meget utydelige, og en af dem derfor let kunde forsvinde aldeles hos en nærstaaende 
Form. Da man nu heldigvis kjender Hannen af Otto s Caligus paradoxus, maatte det synes 
muligt at slutte tilbage fra denne og saaledes at konstruere sig Dinematura - Hannens 
almindelige Bygning og Udseende; den vil sandsynligvis afvige fra Hunnerne ved en ringere 
Størrelse, ved en svagere Udvikling af Kjønsringen og ved at mangle saavel Haledækbladene 
og Halevingerne som de egentlige Rygblade ; Halebladene ville sandsynligvis være mere 
normalt uddannede end hos Hunnen, og det fjerde Fodpar vil rimeligvis -J-) være et normalt 
Svømmefodpar som de foregaaende, men det vil maaskee kun have uleddede Grene, saaledes 
som Tilfældet er med flere Nogagus - Arter , hvorimod de hos Nogagus paradoxus $ ere 



') Naturb. Tidsskrift Rd. II S. 40 flg. 

") Ogsaa nævnt i de naturhistoriske Tillæg til Rinks Beskrivelse af Grønland. 

'") Gerståckers Afbildninger ere aabenbart ikke udtømmende, men de og Ottos supplere dog nogen- 
lunde hinanden. 

|) Som et mere livligt, mere fritsvommende Væsen behøver Hannen uden Tvivl bgrsaalidt denne 
Omdannelse af et Fodpar til » Respiration sblade«, som den behover hine Udviklinger af Hudblade paa 
Ryggen, der vel tildels have samme fysiologiske Formaal. Maaskee kan den heller ikke godt und- 
være et Fodpar til sin Stedbevægelse. Vist er det, at man, naar Cecropiderne undtages, ikke kjender 
nogen Pandarin - Han , som har det fjerde eller noget andet Fodpar omdannet til »Respirations- 
blade«. 

6 



38 378 

toleddede; kort sagt, den vil formodenligt kunne gaae aldeles ind under Slægten Nogagus, 
saaledes som denne f. Ex. er defineret hos Milne Edwards. Vi skulle siden undersøge, 
om der blandt de i det følgende beskrevne Nogagus - Arter (Hanner) er nogen, der kunde 
ansees for at høre til Slægten Dinematura, og have her endnu kun at fjerne en tilsyne- 
ladende Indvending mod vor Gisning om Dinematura- Hannens sandsynlige Bygning og 
Udseende, nemlig den, at man jo af »Dinematura alata M.Æv.< kjender baade Hannen 
og Hunnen, og at de ikke frembyde Forskjelligheder af saa gjennemgribende Betydning, 
som her blev forudsat, men kun afvige i meget underordnede Forhold. Men dette beroer 
vistnok paa en Feiltagelse; vi kunne aldeles ikke antage, at de Former, som Milne Ed- 
wards*) betegner som Han og Hun af D. alata, virkelig staae i det angivne Forhold til 
hinanden; det vilde stride mod al Analogi at antage, at Kjønsforskjellen hos nogen Art af 
Pandarinernes Gruppe skulde være indskrænket til saa uvæsentlige Forhold som de af M. 
Edwards anførte. De ere udentvivl begge Hunner, hvad enten de nu have tilhørt for- 
skjellige Arter, eller Arten frembyder smaa individuelle Variationer i Henseende til Ryg- 
bladenes og Halebladenes Form, i Henseende til Dybden af Kjønsringens Indsnit o. s. v. 
Dertil kommer endnu, at D. alata, som vi ret strax skulle vise, i Virkeligheden ikke er 
nogen Dinematura, men hører til en Slægt, der i Grunden staaer de typiske Dinematurer 
fjernere end disse staae Nog. paradoxus ($). 

14. Dinematura latifolia Stp. & Ltk. (<j>). 

(Tab. VIII fig. 16.) 

Eflerat det foranstaaende Afsnit af denne Afhandling var udarbeidet, var Museet 
saa heldigt fra Hr. Captain Hygom at modtage en Oxyrhina glauca Mali. Henl. (eller i 
alt Fald en denne Hai overmaade nærstaaende Art), taget paa 27° NB. og 23° VL., samt en 
paa denne siddende ny, virkelig Dinematura- kvi, der vel stemmer med Slægtens to ældre 
Arter i alle Hovedforhold, men har en forholdsvis bredere og kortere Legemsform end 
nogen af disse, hvormed det da synes at følge ganske naturligt, at ogsaa adskillige andre 
Dele antage en bredere Form. 

Dyret har en Længde af 1 2 1 / t -i mm , hvoraf Kjønsringen samt tredie Bagkropsring ikke 
udgjøre meget over Halvdelen ; Skjoldet har en Brede af 7 mm , og er saaledes ikke lidet bredere 
end langt; lidt foran Midten af dets Midtfelt sees lo ovale sorte Øine; den indre Rand 
af Sidestykkernes Forlængelser er lidt ophøiet. Første og anden Bagkropsring forholde 
sig som hos de to andre Arter; den bageste af dem har to fremtrædende Spidser paa sin 
Bagrand. Rygbladene ere meget brede og rage paa Siderne langt ud over Kjønsringen; 



*) Annales des sciences naturelles, t. 28 p. 80 — 86, pi. S fig. 1 (?), 2 {$), hist. d. Crust. III p. 465. 
De »hornagtige Vedhæng", som Milne Edwards fandt paa Kjønsringens Underside, vare uden Tvivl 
Spermatoforerne. See Ottos, Nordmanns og Gerstackers Beskrivelser af Nogagus paradoxus 
og vore bemærkninger om Echthrogaleus coleoptratus i det Følgende. 



379 39 

deres Bagrand beskriver en skjæv Bugt, da de inde ved Dyrets Midtlinie ere endel 
længere end udadtil ved Siderne. Kjønsringen er langstrakt, men forholdsvis mindre lang 
end hos D. ferox og D. producta, og indskaaren bagtil; et bredt Halerygblad og to smalle, 
som tilsammen ikke ere bredere end hint, der dækkes af dem, ei heller længere, rage halvt ud 
af dette Indsnit. Bagved første Følerpar sees en lille og en stor Pude eller Knude paa hver Side, 
og ved Grunden af andet Følerpar en tredie; en meget stor aflang Pude indtager Rummet 
mellem første og andet Fodpars Midtstykker; den brede ombøiede Rand af første Bagkrops- 
ring danner endnu et fjerde Par, og andet Kjæbefodpars Grunddel er endelig fortil udstyret 
med en lignende bred Pude*). Tredie Fodpars Grene ere meget smaa; hver Fod af fjerde 
Par bestaaer af fire Blade, af hvilke de to tilhøre Grundstykket, medens de to andre, som 
endnu vise Spor til korte Pigge, repræsentere Grenene. Halens første Vingepar er lidt 
kortere end hos D. producta og Halebladene brede; de have et dybt Indsnit i deres ydre 
Rand og fire korte Fjerbørster foruden tre mindre Børster. Æggetraadene ere knap to Gange 
saa lange som selve Dyret og ikke ophængte tredobbelt som hos Nogagus paradoxus. 
Hudskelettet har samme halvbløde Beskaffenhed som hos de andre Dinematurer. 

Naar man begrændser Slægten Dinematura til Arterne D. producta, D. ferox og 
D. latifolia, kan man tildele den og dens Arter følgende Diagnoser: 

Viiieniatura Latr. (& Kroyer, non M. Edwards, nec Dana) dignoscitur (fæmina) cepha- 
lothorace diviso ; annulis abdominalibus liberis, elytris in duobus primis nullis, foliis dorsua- 
libus annuli abdominalis tertii duobus mediocribus; annulo genitali elongato, postice inciso; 
cauda brevi, biarticulata, articulis alatis, folia dorsualia tria gerente; foliolis caudalibus 
baud tectis, mollibus, setis brevibus; pedibus abdominalibus primi paris ramis biarticulatis, 
secundi tertiique ramis triarticulatis, setis plumosis copiose instructis, quarti maximis, 
mollibus, foliaceis, baud artieulatis, setis plumosis nullis. (Fila ovigera longa vel longissima). 
(Mas ignotus, anne Nogagus?) Habitant in cute squalorum generum Scymni, Lamnæ et 
Oxyrhinæ. Hue pertinent D.producta (Mali), D. ferox Kr. et species nostra nova, D. latifolia. 

a) Corpore, elytris, ramis pedum quarti paris, folhsque caudalibus elougatis. Filis 
ovigeris longissimis. 

1. D.producta (Mali), foliolis pedum quarti paris abdominis annulum genitalem dimidium 
baud æquantibus, dorsualibus caudæ incisuram annuli genitalis dimidia parte superantibus, 
alis caudalibus anterioribus longissimis foliaceis. In Lamna cornubica. 

2. D. ferox AV., foliolis pedum quarti paris annulum genitalem fere æquantibus, dorsua- 
libus caudæ incisuram annuli genitalis parum superantibus, alis caudalibus anterioribus 
minutis. In Scymno microcephalo. 



') Denne svarer saaledes lil den Dannelse, som i del Foregaaende er bleven benævnet »Palpe« eller »Proces< 
En lignende Form har den hos Pandarus Cranchii. 

6' 



40 380 

b) Corpore, elytris, ramis pedum quarti paris, foliisque caudalibus latioribus, minus 
elongatis. Filis ovigeris minus longis. 

3. D. latifolia nob. : foliolis pedum quarti paris abdominis annulum genitalem dimidium 
haud æquantibus , dorsualibus caudæ incisuram annuli genitalis dimidia parte superantibus, 
alis caudalibus anterioribus elongatis, foliaceis. In Oxyrhina glauca. 

THI. Slægten Echthrogaleus Stp. & Ltk. og E. coleoptratus (Guerin.) (?) 

Foruden de to nysomhandlede Arter omfattede Slægten Dinematura hidtil endnu 
fire Arter, nemlig 1) D. alata Edw., fra de indiske Have, afbildet i 28de Bd. af Annales des 
sciences naturelles; 2) D. affinis Edw., fra Havet omkring Nyzeeland, afbildet i Atlasset til 
histoire des Crustacés, tab. 38 f. lo — 18; 3) D. coleoptrata Guerin, afbildet i denne Forfatters 
Iconographie, men, saavidt os bekjendt, hidtil ikke beskrevet; 4) D. braccata Dana, Exploring 
Expedition, p. 1370, tab. 95 f. 4, fra det stille Hav. Disse Arter staae hinanden meget nær og 
fortjente at underkastes en comparativ Undersøgelse. Fra de ægte Dinematurer afvige de ved 
følgende Forhold: 1) de to første frie Bagkropsringe ere indbyrdes sammenvoxne ; 2) Kjønsringen 
er bred og flad, ikke lang og smal, og dybt indskaaren bagtil; 3) Rygbladene ere større 
og dække Kjønsringens halve Del; 4) Halen er uleddet, bærer kun eet Bygblad og er skjult 
under Kjønsringen; 5) fjerde Fodpar er mindre og dets Grundled ikke vingeformigt udvik- 
lede; 6) de tre første Fodpar fortjene ikke egentlig Navn af Svømmefødder; dertil ere 
Fjerbørsterne for svagt udviklede. 

Paa Grund af disse Forskjelligheder opstille vi Slægten Echthrogaleus for disse 
Arter; den er forsaavidt synonym med Dinematura, som den af Milne E dwards og Dana 
givne Slægtscharakteristik kun passer paa Echthrogaleus- Arterne og ikke paa de ægte Dine- 
maturer. Ogsaa af denne Slægt kjendes kun Hunnerne. 

Vi have kun havt Leilighed til at undersøge: 

15. Echthrogaleus coleoptratus (Guerin). ($) 
(Tab. VIII fig. 15.) 
Synonymie: 

Dinematura coleoptrata Guerin: Iconographie du regne animal, t. III tab. 35 fig. 6. 

Pandarus alatus (»Milne Edwards«) Johnston, i Loudons Magazine of natural history 
VIII p. 202 (med Træsnit.) 

Dinemoura alata Baird: British Enlomostraca p. 285 tab. 33 f. 8. 

Guerin s Afbildninger af denne Art indeholde ogsaa detaillerede Fremstillinger af 
dens enkelte Dele, der stemme saa nøie med hvad vi have forefundet, som det efter Om- 
stændighederne kan ventes. Det er os ubekjendt, hvorfra Gu er in s Exemplarer vare; 
Johnstons vare tagne af samme Lamna comubica (Beaumaris Shark), der gav ham de omtalte 
Exemplarer af Dinematura producta, Naar Johnston anseer den for en Han, støtter han sig 



< fa Jt *- Ø*-*- US&&C- UrilJc lL/i*~4~ t*+4- -u.e*^~e~ <?£J^e*^~e*jt-*C «^C 







381 41 

uden Tvivl til Milne Edwards ovenfor berørte Distinktion mellem de to formentlige Kjøn af 
den Art (Dinematura alata Edw.) , med hvilken John s ton ansaae sin for identisk, men fra 
hvilken den efter vor Mening maa ansees for forskjellig. Baird har laant sin Figur og en Del 
af sin Beskrivelse hos John s ton, men har tillige i Forudsætning af Identiteten med den 
indiske E. alatus overført nogle af de om denne anførte Forhold paa den nordatlantiske Art. 

De os foreliggende Exemplarer ere tagne af Captain Hygom paa en Hai i Atlanter- 
havet under 38° NBr. og 34°VL. 

Hunnen af Echthrogaleus coleoptratus er c. 12 mm lang, hvoraf Forkropsskjoldet ud- 
gjør de fem, den tredie Bagkropsring og Kjønsringen de syv. Skjoldet er næsten kredsrundt, 
naar man ikke tager Pandepladerne med og ikke tager Hensyn til Indsnittet, der udfyldes 
af de to forreste Bagkropsringe. I dette Indsnits Sidehjørner sees ligesom hos Dinema- 
turerne en lille Hudlap, der er adskilt fra den Skjoldet forresten omgivende Hudbræmme. 
Midtstykket er adskilt fra Sidestykkerne og disse igjen tvedelte ved en Tverlinie; største 
Delen af Midtstykket har en mørkebrun, glindsende Farve, og Sidestykkernes forreste 
Halvdel er ligeledes endnu nogenlunde mørkebrun; forresten er Skjoldet lysebrunt, men 
man træffer ogsaa Exemplarer, hvor de ovennævnte mørkere Partier ikke ere meget mørkere 
end de lyse. De to efter Skjoldet følgende Bagkropsringe forholde sig omtrent som hos 
Dinematurerne, og navnlig ere Sideforlængelserne af den første forsynede med en Hudbræmme 
langs med deres Bagrand ligesom hos hine, men de ere sammenvoxne paa Midten, ikke 
frie som hos Dinematnrerne. Rygbladene ere forholdsvis store, haarde og glatte, i 
Keglen mørkebrune med lys Rand; de dække næsten Halvdelen af Kjønsringen og rage lidt 
udenfor den paa hver Side; bagtil ere de lidt bredere end fortil, og deres indre Hjørner 
(saavel de forreste som de bageste) ere afrundede, hvorimod de ydre ere spidse og slaae 
skarpt frem. En eiendommelig Punktering, bestaaende af fine Prikker, ordnede i Rækker, ud- 
mærker Rygbladene hos denne Art; de iagttages dels langs med deres Bagrand, dels paa 
selve deres Rygflade ; om deres Anordning er aldeles konstant, have vi ikke ganske kunnet 
forvisse os, men vi have gjengivet den saaledes, som den viste sig hos detExemplar, hvor 
den var tydeligst. Kjønsringen er noget fladtrykt, bredest paa Midten og altsaa næsten 
sexkantet, med en dyb Indskjæring bagtil, der deler den i to runde Lapper. Halen sees 
ikke fra Rygsiden; fra Bugsiden seer man, at den er flad ligesom det sidste Haleled hos 
Dinematurerne, og at den bærer to temmelig store llaleblade af lignende Beskaffenhed som 
hos disse; den bærer ogsaa eet næsten rundt Rygblad*), som dog kun bliver synligt, naar 
man løfter Halen op og bøier den fortil. Folernes, Snabelens, Kjæbernes og Kjæbeføddernes 
Uddannelse er væsentlig som hos Dinematurerne; andet Kjæbefodpars Grunddel er udstyret 
med Knuder og Pigge og bærer øverst, mellem Udspringet af første Kjæbefodpar, en 



") Gu er in (1. c. f. G E) er den eneste, der afbilder dette Rygblad, som dog formodentlig ogsaa findes 
hos de andre Arter. 



42 382 

lancetdannet Proces eller saakaldet Palpe. Første Par Bagkropsfødder har toleddede Grene; 
andet har en treleddet kortere ydre Gren og en længere toleddet indre; tredie har to smaa, 
utydeligt leddede Grene; alle tre Par ere udstyrede med Fjerbørster, som dog baade i 
Henseende til deres Størrelse og til Haarenes Længde maae betegnes som rudimentære, 
navnlig tredie Pars; derimod er den pladeformige Grunddel med tilhørende Midtstykke 
særdeles udviklet paa andet, men især paa tredie Fodpar. Paa hvert Grundstykke af andet 
og tredie Par sees fem Knuder, paa første Fodpar fire, anbragte paa den i Afbildningerne 
antydede Maade. Ligeledes findes der i det Væsentlige de samme Knuder eller Puder paa 
Skjoldet ved Grunden af Antennerne, mellem første og andet Fodpar og paa de frie Bag- 
kropsringes ombøiede Rand som hos Dinematurerne. Fjerde Fodpar forholder sig ogsaa 
væsentligen som hos disse, men er mindre, og Grunddelen mangler de vingeagtige For- 
længelser; dets Grene eller Blade ere bløde, ovale, lidt kantede, den indre lidt kortere, 
og begge udstyrede med enkelte korte Randpigge; de ere betydelig kortere end Rygbladene. 
— Ovenfor Halens Grund ere Spermatoforerne anbragte som to brune, buede Smaalegemer. 
Æggeledernes Leie kan i Reglen tydeligt forfølges gjennem Kjønsringens tynde Hud , og 
Æggetraadene have en ganske overordentlig Længde, der overgaaer Kroppens flere Gange. 
Hos enkelte Exemplarer have andet Følerpar og andet Kjæbefodpar tildels endnu en rødlig Farve. 

Hr. Sysselmand Muller har nedsendt til Museet et Exemplar af en meget lignende 
Echthrogaleus-Form, efter Opgivende taget af en »Spirhai« ved Færøerne; imidlertid afviger 
den i enkelte Forhold, f. Ex. at Rygbladene ikke dække Kjønsringen fuldstændig i dens 
hele Brede og ikke vise nogen Punktur, og ved at Dyret er lysegult overalt. Størrelsen er 
derimod omtrent den samme som hos E. coleoptratus, og saalænge kun et enkelt Exemplar 
staaer til Raadighed, er der neppe tilstrækkelig Grund til at ansee det for en derfra for- 
skjellig Art. Da Echthrogaleus coleoptratus jo desuden er fundet ved den engelske Kyst paa 
Lavina cornubica, vil den sikkert ogsaa forekomme ved Færøerne , og der er derfor en vis 
Sandsynlighed for, at det omhandlede færøiske Exemplar blot er et noget yngre ikke fuldt 
udviklet Individ af den nævnte Art. 

Slægten vil kunne charakteriseres saaledes: 

Echthrogaleus nob. (Dinematura M. Edw., Dana, non Latr. nec Krøyer) dignoscitur 
(fæmina) cephalothorace diviso; annulis abdominalibus duobus primis inter se coalitis, elytris 
veris nullis, foliis dorsualibus (elytris) annuli abdominalis tertii duobus maximis, annuli 
genilalis latissimi, postice profunde incisi, dimidiam partern tegentibus; cauda brevissima 
obtecta, haud articulata, folium dorsuale obtectum gerente; foliolis caudalibus mollibus, 
setis brevissimis; pedibus abdominalibus trium parium anteriorum ramis bi-triarticulatis, 
setis plumosis rudimentariis instructis, quarti mollibus, foliaceis, haud articulatis , setis 
plumosis destitutis. (Fila ovigera longissima). (Mas ignotus, anne Nogagus?). Hue perti- 
nent D. coleoptrata Guerin, D. alata M. Edio., D. affinis M. Edw. et D. braccata Dana. 



383 43 

IX. Om Slægten Nogagus og dens Arter. 

Til Slægten Nogagus — opfattet saaledes som den charakteriseres og begrændses 
hos Milne Edwards — vil foruden de tidligere bekjendte Arter, nemlig 1) Nogagus 
Latreillii Leach, 2) N. gracilis Burmeister (1. c), 3) N. paradoxus Otto, 4) N. longicaudatus 
Edw, (der dog maa siges at være saa godt som ubekjendt, da den mere er antydet end 
beskrevet), 5) N validus Dana og 6) N. angustulus Gerstacker , endnu blive at henføre fire 
hidtil ukjendte Former, som vi have benævnt: 7) N. borealis, 8) N. tenax, 9) N. grandis 
og 10) N. lunatus; hertil kommer rimeligvis endnu som Ilte Art N. curticaudus (Dana), 
Typen for Slægten Specilligus Dana, der efter vor Mening ikke vil kunne skjelnes generisk 
fra Nogagus. Naar vi undtage N. paradoxus, af hvilken man, som anført, kjender begge 
KjøD, ere alle de andre Hanner, og det er, som ovenfor antydet, ikke urimeligt, at Hannerne 
til de under Slægterne Echthrogaleus og Dinematura opførte Hunformer kunde være at søge 
blandt dem, ja det er end ikke usandsynligt, at samtlige ægte Pandariners Hanformer have 
Nogagernes Bygning og øvrige Ejendommeligheder , at Slægten Nogagus altsaa kun er et 
provisorisk Begreb, der, naar vor Kundskab om Pandarin-Gruppen kommer et Skridt videre 
frem, vil hjemfalde til Opløsning. 

De Forhold, hvori disse Arter stemme overens, ere 1) Forkropsskjoldets almindelige 
Form og Bygning; 2) alle tre Bagkropsringe ere frie og vel udviklede; 3) Følerne, Snabelen og 
Kjæbefødderne ere byggede efter samme Plan; 4) alle fire Par Svømmefødder — af hvilke 
det første er lidet, det fjerde frit, de to andre forenede ved et Midtstykke, der forbinder 
Fodparrets pladeformige Grundled, — ere rigeligt udstyrede med Fjerbørster og uddannede 
til Svømning, og de tre første Par have altid toleddede Fodgrene; 5) Halebladene ere altid 
udstyrede med veludviklede Fjerbørster. Derimod afvige de indbyrdes fornemmelig i føl- 
gende Forhold: 1) nogle Arter savne aldeles Rygblade, andre have saadanne Dannelser 
udgaaende enten fra Skjoldets Bagrand eller fra en af Bagkropsringene ; 2) nogle have 
fjerde Fodpars Grene uleddede, hos andre ere de toleddede; 3) Kjønsringen kan have 
forskjellig Størrelse og Form; 4) Halen kan bestaae af een eller af to Ringe; 5) Halebladenes 
Form varierer ligeledes. Ogsaa Øinenes Stilling og Udvikling og første Følerpar kunne 
afgive gode Artsmærker. 

Vi kunne opstille følgende 

Conspectus specierum generis Nogagi (masculini) in hoc opere 

descriptarum. 

A. Pedes natatorii quarti paris biramosi, raniis biarticulatis. Cauda biarticulata. 

1. N Latreillii Leach. dignoscitur figura brevi , lata, plana, cephalothoracis margine 
posteriori appendicibus duobus laminæformibus, magnis, apice rotundatis instructo, annulo 



44 384 

abdominali primo ad Iatera marginis posterioris membrana lata instructo, genitali lato, piano, 
utrinque in processus vel aculeos duos, lateralem et terminalem, producto, foliolis caudalibus 
semiellipticis acuminatis. Long. ll mm . 

2. N. grandis nob. dign. figura robusta, sat plana, margine posteriori cephalothoracis 
appendicibus minutissimis modo instructo, annnulis abdominalibus foliolis nullis, genitali 
fere rectangulari angulis anticis prominulis, posticis rotundatis, foliolis caudalibus maximis, 
ovalibus, postice truncatis. Long. 16 1 Ai mm . 

B. Pedes natatorii quaiti paris biramosi, ramis haud articulatis. 
Cauda haud articulata. 

3. N. horealis nob. dign. figura elongata, convexa, robusta, appendicibus dorsualibus 
nullis, annulo genitali elongato, rectangulari, annulo caudali fere triquetro, foliolis caudalibus 
angustis, antennis primi paris setis plumosis longissimis instructis, oculis duobus maximis 
in apice cephalotboracis. Long. ll mm . 

4. N.tenaxnob. dign. figura minus elongata, convexa, robusta, appendicibus dorsualibus 
nullis, annulo genitali paullum modo longiore quam latiore, postice utrinque breviter 
aculeato , articulo caudali triquetro, foliolis caudalibus latis, triquetris, brevibus, antennis 
primi paris setis brevibus, oculis mediocribus ab apice cephalothoracis remotis. Long. 6 mm . 

5. N.lunatusnob. dign. flgura brevi, lata, plana, annulo abdominali primo ae tertio postice 
in folia dorsualia bina rotundata, membranacea productis, genitali brevi, lato, postice bilobato, 
lobis rotundatis, articulo caudali rotundato-hexagono , foliolis caudalibus ovalibus mediocri- 
bus, antennis primi paris setis brevibus, oculis mediocribus, margini anteriori cephalothoracis 
proximis. Long. 6 mm . 

16. Nogagus Latreillii Leach (o). 

(Tab. IX fig. IS.) 

Af denne Art, som er beskrevet af Milne Edwards i histoire des Crustacés og 
afbildet i den illustrerede Udgave af Regne animal, pi. 78 f. 2, har Captain Hygom i Alt 
faaet fire Exemplarer, det ene paa 31° NBr. og 76° YL., de andre paa 40° SBr. og 
31° VL., og paa Haier. Da Arten hidtil hverken er fremstillet fuldstændigen eller aldeles 
korrekt, have vi ogsaa draget den med ind under vor Bearbeidelse af de pelagiske parasi- 
tiske Copepoder. 

Det største Exemplar er ll mm langt, naar Halens Fjerbørster medregnes; Formen 
er bred og flad; den største Brede er omtrent lig med den halve Længde. Skjoldet ud- 
mærker sig maaskee mest derved, at dels Bagrand bærer paa hver Side, tæt op til Side- 
stykkernes Forlængelser, en temmelig stor, fri, bagtil afrundet Plade; den svarer uden Tvivl 



385 45 

til den lille Hudlap eller »Øre«, som findes sammesteds hos de andre No gagi< s -\r ler, saavelsom 
hos Echthrogaleus, Dinematura o. s. v. I temmelig Afstand fra Skjoldets forreste Rand sees 
utydeligt to Smaapletter (Øinene?). Sidedelene af den' første Bagkropsring forlænge sig bagtil 
ligesom hos Dinematura og hos de andre Nogag u :s - Arter, og disse Sideforlængelser 
ere hver udstyrede med en temmelig bred, men tynd, afrundet Bræmme, der sandsynligvis 
svarer til det første Par Rygblade hos Pandarus. De to følgende Ringe ere bredt ovale, 
skarpt adskilte og uden Bræmme eller Rygblade. Kjønsringen er flad og noget langagtig 
og løber paa hver Side ud i to charakteristiske Spidser, een paa hver Side og een i 
Baghjørnerne ; Sidespidserne vise sig ved nærmere Eftersyn at bestaae af en lille Pig 
med to smaa Børster ved Siden, og indenfor hver af de to bageste Spidser sees 
under Mikroskopet en lille Knude med to smaa Pigge*). Derefter følge endnu to 
smaa Haleringe, af hvilke den sidste bær.er hæftet til sin Bagrand to Haleblade, der 
udadtil begrændses af en lige, indadtil af en buet Linie og bære hvert fire Fjerbør- 
ster, af hvilke den inderste og forreste er betydelig kortere end de andre. Første 
Følerpar er kun udstyret med korte Børster; andet Følerpars Krog er indvendig for- 
synet med et Par Børster. Maxiller (Palper?) af sædvanlig Beskaffenhed ere tilstede; 
første Kjæbefodpar har en kortere, mere lige, og en længere, mere kroget Gren, hvis 
fine Ujevnheder kun sees ved stærk Forstørrelse, men ingen mellemliggende Børste- 
knude. Andet Kjæbefodpar**) har en lignende Bygning som Dinematurernes; det ender 
med en stor Knude og en veludviklet Krog; derimod findes ingen Proces eller »Palpe« 
udgaaende fra dets Grundstykkes øvre Ende. Bagved første Følerpar findes en Knude paa 
hver Side; ogsaa mellem første og andet Fodpar findes der en Knude i Midtlinien, og 
første Bagkropsrings ombøiede Rand danner et tredie Sæt. Alle fire Fodpar have toleddede 
Grene***). 

M i Ine Edwards Fremstilling er dels uklar, dels urigtig i to ikke uvigtige Punkter : de 
frie Rygblade høre nemlig til Skjoldet og ikke til den første frie Bagkropsring, og den anden 
Bagkropsring er ikke som hin udstyret med en Bræmme. Uagtet denne Uovereensstemmelse 



") Han maa vistnok i disse Dannelser, der have deres Tilsvarende, hos mange Galiginer, og hvortil vi 
ogsaa hos andre Nogagus-Avtex ville finde Spor, see den sidste Antydning til et femte Fodpar. 

') Det er ikke let tilfulde at opfatte og endnu vanskeligere i en kort Beskrivelse at gjengive dette 

Fodpara Eiendommeligheder hos de forskjellige Arter; vi henvise derfor til Figurerne, hvor vi saa 

godt som muligt have sogt at gjengive dets Formforhold. 
") Fjerborsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: 

Fniste Fodpars ydre Gren 3 , dets indre 3. 

^„det — — g 4-1 — 8 4-1. 

Tredie — — 5 + 1 — 6+1. 

Fjerde — — 5 -f-1 — 5-fl. 

7 



46 386 

mene vi ikke at kunne tvivle om, at vi have for os den samme Leach'ske Art, som 
C ranch tog ved Afrikas Kyst sammen med Pandarus Cranckn. Forholdet mellem disse 
to Former er tildels berørt i det Foregaaende*); vi skulle her endnu kun tilføie, at uagtet der er 
saa mange gjennemgaaende Forskjelligheder mellem disse to formentlige Arter, overraskes 
man dog ved enkelte Overeensstemmelser, f. Ex. i Fordelingen af Knuderne paa Skjoldets 
Underside og i Formen af andet Følerpar og første Kjæbefodpar. 

17. Nogagus grandis Stp. & Ltk. (<?). 

(Tab. X fig. 19.) 

Denne Art kommer ganske vist meget nær til Hannen af Nogagus paradoxus fOttoJ, 
men den er lidt større — i6 1 /2 mm lang, medens Ottos kun var X2 1 /*™" 1 efter Figuren — og 
har, synes det, forholdsvis større Haleblade end hin i Middelhavet fundne Form. Museets 
to Exemplarer, der sikkert høre til dets værdifuldere Stykker, skyldes to af Søetatens 
Officerer, Dhrr. Lieutenanter Koch og Maribo e, og ere tagne i den varmere Del af 
Atlanterhavet. 

N. grandis er ikke saa fladtrykt som N. Latreillii, tvertimod mere tyk og 
robust, men gjør dog endnu Indtrykket af at være temmelig bred og flad. Skjoldet har i 
sine indre Baghjørner de to sædvanlige smaa Lapper; Pandepladerne ere smalle. Ø/ne 
have vi ikke iagttaget. Sideforlængelserne af den første frie Bagkropsring naae ligesaalangt 
tilbage som Skjoldets, men mangle Bræmmehinde ligesom de følgende to Ringe, af hvilke 
den anden er bred og kort, den tredie smallere bagtil end fortil, hvor Sidehjørnerne springe 
stærkt frem. Kjønsringen er saa lang som de tre foregaaende Ringe tilsammen, og kun 
lidet bredere end den midterste af disse; Formen er næsten rektangulær, de to forreste 
Sidehjørner fremspringende og spidse, de to bageste afrundede og butte. Den bageste af 
de to brede Haleringe bærer to særdeles store og brede, ovale, bagtil afstumpede Hale- 
blade, hvis Bagrand bærer fire lidet udviklede, ulige lange Fjerbørster. Første Følerpars 
andet Led er lidt længere end sædvanligt, men ikke stærkt forsynet med Børster; Snabelen 
(Næbet) sidder temmelig langt tilbage, støttet som sædvanlig af en Kjæbe (Palpe) paa hver 
Side. Første Kjæbefodpar er ret kraftigt og udstyret med to krumme Endegrene, en kortere 
og en længere; andet har en opsvulmet, knudedannet Del, mod hvilken Endekrogen eller 
Kloen krummer sig, og allerforrest, tæt ved første Kjæbefodpar, en lille krum Proces eller 
Palpe. Af Knuder iagttages een bagved det første Følerpar, tre paa første Fodpar, een 
mellem første og andet, og een paa hvert af andet Fodpars Grundstykker samt een paa 
.Midtstykket; dog ere disse Knuder for en Del temmelig utydelige, og vi maae indrømme, 



*) S. 370; smlgn. S. 392 første Anm. 



387 47 

at det er tvivlsomt, om det just er rigtigt at opføre dem alle som saadanne. Med Hensyn 
til Bagkroppens Svømmefødder*) henvise vi iøvrigt til Afbildningerne. 

Hvis Dinematura ferox og Nogagus grandis beboede eller i Fremtiden skulde vise 
sig at beboe det samme Havbælle, vilde det ikke forekomme os urimeligt at antage dem 
for at være Han og Hun af samme Art. 

18. Nogagus borealis Stp. & LtJe. (S). 

(Tab. XI fig. 21.) 

Af denne Art foreligger der tre Exemplarer, af hvilke det ene skyldes Captain- 
lieutenant Hedemann, som har taget det paa en Reise til Vestindien, men uden nærmere 
Angivelse af, i hvilken Del af Atlanterhavet; de to andre ere derimod tagne i dettes nord- 
lige Del, nemlig paa 59° NBr. 8° VL. og 58° NBr. 19° VL., af Dhrr. Inspektør Olrik og 
Captain Moberg paa Reiser til Grønland. Vi antage, at de ere fiskede i Havet med 
Slæbenet. 

Det er en ret anselig Snyltekrebs med et langstrakt, paa Ryggen hvælvet, kraftigt 
bygget Legeme. Den naaer en Længde af c. ll mm , hvoraf de fire komme paa Skjoldet, 
og har en brunlig, mere eller mindre mørk Farve. Skjoldet er aflangt; Midtstykkets 
forreste Del optages af de meget store , stærkt fremtrædende og tæt sammenstillede Øines 
corneæ. De tre følgende Bagkropsringe ere vel udviklede, tilsammen ikke meget kortere 
end Skjoldet og omtrent lige lange, men af meget forskjellig Brede; den første er den 
bredeste, og den er lige bred fortil og bagtil, hvor den forlænger sig i Form af en Spids 
paa hver Side; den anden er smallere end hin og smallere bagtil end fortil; dens Baghjørner træde 
frem som en lille Spids paa hver Side; den tredie er sexkantet, ikke meget mere bred 
end lang, med en lille fremtrædende Spids paa hver Side. Kjønsringen har omtrent samme 
Brede som den tredie Bagkropsring og en temmelig regelmæssig rektangulær Figur; dens 
Længde er større end de to foregaaende Ringes, men mindre end alle tre Bagkropsringes tilsam- 
men; to Længdefurer dele saavel Rygfladen som Bugfladen i tre Partier. En skarp Kant adskiller 
Bagkroppens flade Bugside fra dens hvælvede Rygside. Der er kun een Halering, og denne 
er trekantet og bærer paa hver af sine bagtil convergerende Sider et smalt Elaleblad, fra 
hvis Rand der udgaaer en Vifte af fire anselige Fjerbørster. Første Følerpar er mere ud- 
viklet end hos de andre Nogager og udstyret med adskillige lange Fjerbørster, der navnlig 



Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar ere følgende: 
Forste Fodpars ydre Gren 3 , dets indre 3. 
Andet — — 5 -f- l — 8 + 1. 

Tredie — — 5 + 1 — 6 + l . 

Fjerde — — 5 -f- 1 — 5 + 1. 

7* 



48 388 

udgaae fra Endeledet; mellem dem og de sædvanlige korte Fjerbørster er der desuden alle 
Overgange. Første Kjæbefodpar har en kraftig Endekrog og en spinkel, næsten lige, under 
en ret Vinkel fra Underarmen udgaaende indre Finger; begge ere velbesatte med fine 
Børster, og mellem disse 2 Grene findes en stor Børstegruppe. Andet Kjæbefodpar har den sæd- 
vanlige kraftige, knudrede Bygning og udsender foroven ved sin Basis et Par lancetdannede 
Processer. De tre første Fodpar have toleddede, det fjerde uleddede Grene*). Af Knuder 
iagttages tydelig en bagved hver Føler af første Par. 

Da Nogagus borealis er fanget i de samme Dele af Atlanterhavet, hvori Dinematura 
producta maa antages at have hjemme, ligger det nær at formode, at det kunde være 
Hannen til denne; det maa være fremtidige Erfaringer forbeholdt at bekræfte eller forkaste 
denne Formodning. 

19. Nogagus tenax Stp. & Ltk. ($.) 

(Tab. X fig. 20.) 
Synonym: an N. Irevicaudatus M. Hdw?: hist. d. Crust. III p. 460. 

Vort Materiale til denne Art bestaaer af sex Exemplarer, alle omtrent af samme 
Størrelse; de skyldes Dhrr. Skibscaptainer Hygom og Petersen og ere tagne mellem 
c. 15°NBr. og 33— 36°NBr.**). 

N. tenax ligner i Udseende en Del N. borealis og er af en kraftig, langstrakt Bygning 
og temmelig stærkt hvælvet paa Bygsiden ligesom denne, samt af en brunlig Farve med 
mørke Bande***); men dels er den mindre (6 mm ), dels er den ogsaa mindre langstrakt. 
I nogen Afstand fra Skjoldets Forrand sees Øinene tydeligt som to klare , skarpt begrænd- 
sede, runde Pletter, vendende hver til sin Side og forbundne ved en mørk Pigmentmasse. 
Den første Bagkropsring er bredt firkantet og forlænger sig paa hver Side med en temmelig 
bred Spids; den anden er smallere og forestiller nærmest en bredSexkant; den tredie og smalleste 
en bred Ottekant ; de savne saavel fremspringende Spidser som Bygblade eller lignende Dannelser. 
Kjønsringen er ikke meget længere end den er bred; den har ogsaa her to Længdelinier, og 
dens fremstaaende Baghjørner vise sig under Mikroskopet udstyrede med en eller to 
smaa Børster. Haleringen er trekantet og bærer to trekantede Haleblade, hvis lige Bagrand 



*) Fjerbørsternes Antal i 1ste, andet og fjerde Fodpar er følgende: 
Første Fodpars ydre Gren 4, indre 3. 
Andet — — 6 + 1—7 + 1. 

Fjerde — — 4 — 4. 

**) Eet Exemplar er taget tæt Øst for de capoverdiske Øer; de andre dels paa 3i°NBr. og 76° VL. og 
dels mellem 33° og 36° NBr. 

**-*) Ligesom af andre Arter træffes der ogsaa lysere Individer, hvis Hudskelet rimeligvis ikke er fuld- 
kommen uddannet. 



389 49 

bærer fire Fjerbørster. — Følerne frembyde intet mærkeligt; bagved første Par findes en 
Knude. Andet Kjæbefodpar synes at vise en mærkelig Variation i sin Bygning ; hos et 
Exemplar iagttoge vi en tydelig Endekrog , men hos andre fandt vi en lignende Tang- 
dannelse som hos Pandarus Cranchii; de lange Processer foroven ved dets Basis vare 
idetmindste meget tydelige hos det førstnævnte Exemplar. Fjerde Fodpar har uleddede 
Grene*). 

N. tenax har vistnok megen Lighed med N. gracilis (Burm.), men der er dog to 
Omstændigheder, som synes bestemt at tale for, at det er en anden Art, nemlig at Halen 
hos Burm eis ters Art maa antages at være idetmindste toleddet**), og at dens fjerde Fodpar 
fremstilles med toleddede Grene; Burmeister har uden Tvivl miskjendt Dyrets virkelige 
Øine, der aabenbart have deres Plads paa samme Sted som hos N. tenax. Rime- 
ligere er det, at, naar N. brevicaudatus bliver bedre bekjendt — thi nu vides ikke andet, end 
at den staaer meget nær ved N. gracilis, men har en kortere Hale, blot bestaaende af 
et trekantet Led, og at den er taget ikke langt fra Teneriffa — vil den vise sig at være 
identisk med N. tenax. Dana henfører iøvrigt hypothetisk N. gracilis til sin Slægt 
Specilligus, som kun afviger fra Nogagus ved at have saakaldte »Briller« eller conspicilla 
ligesom Saphirinerne. Efter hvad der senere er oplyst om disse Deles Bygning hos den 
sidstnævnte Slægt, maae vi betvivle, al Dan as Slægt kan holdes adskilt fra Nogagus. Saa 
vidt vi skjønne, vil dog nok N. borealis nob. snarest besidde den Bygning af Øinene, som 
Dana tillægger Slægten Specilligus. 

Da JV. tenax er mindre end N. borealis samt mindre langstrakt, og da den er taget 
i et sydligere Bælte af Atlanterhavet, vilde det være rimeligt, at det er Hannen til en mindre, 
mindre langstrakt og mere sydlig Dine/natura -Art — forudsat at N. borealis, som vi ere 
tilbøielige til at antage, er Hannen til D. producta — og Tanken ledes da naturligt hen 
til den i det foregaaende beskrevne Dinematura latifolia nob. Dog delte er heller ikke 
mere end en Gisning. 

20. Nogagus lunatus Stp. & Ltk. $. 

(Tab. IX fig. 17.) 
Der foreligger kun to Individer af 6 mm Længde, som ere tagne af Capt. Hyg om 
paa samme Reise og paa samme Længde og Brede som de ovenfor beskrevne Echthrogaleus 



Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: 

Fniste Fodpars ydre Gren 3, indre 3. 

Andet — — 5-f-i — 7 + 1. 

Trcdie — — i — 4 -f- 1. 

Fjerde — — 3 — 4. 

Smlgn. Leuckarts Bemærkninger til denne Art i Frey u. Leuckart, Beitråge zur Kenntniss 

wirbelloser Thiere p. 1G6. 



50 390 

coleoptratus , altsaa formodentlig ogsaa sammen med dem; om de muligvis ere Hannerne 
til denne Form, derom vove vi ikke at udtale nogen bestemt Formodning*). 

Ved sin korte, brede og flade Legemsform nærmer denne Art sig mere til N. 
Latreillii end til de to nærmest foregaaende Arter. I Nærheden af Skjoldets Forrand synes 
der at ligge to middelstore, tæt sammenstillede Øine. De to første Bagkropsringe forholde 
sig væsentligen som hos N. Latreillii, og den tredie forlænger sig bagtil i Form af to 
smaa afrundede Rygblade, der naae lidt ind paa Kjønsringen, som er bred og flad og 
bagtil danner to korte Lapper, indenfor hvis Rand der paa Bugsiden sees en Vorte med 
en lille Pig; Haleringen er lille og kantet, Halebladene ovale, temmelig brede og udstyrede 
med fire Fjerbørster samt en mindre Torn. Andet Kjæbefodpar har den sædvanlige Bygning 
og de sædvanlige lancetdannede Processer. Fjerde Fodpar er uleddet**); mellem første og 
andet sees en Dobbeltknude i Legemets Midtlinie. 

X. Om Slægten Pandarus Leach og om 

21. Pandarus Cranchii Leach. 
(Tab. XI fig. 22.) 

r 

(Synonym: Pandarus Carchariæ (Leach?) Burmeister.) 
Der foreligger et rigeligt Antal Hunner af denne Form, som for største Delen ere 
indsamlede af Captain Hygom ved forskjellige Lejligheder; deres Findesteder ligge mellem 
38°NBr. og 4°SBr. og mellem 31° og 76° VL.***). Af Burmeisters bekjendte Arbeidef) 
veed man, at dens Udbredning idetmindste gaaer til Helgoland. 

Arten er i det Hele beskrevet og afbildet tilfredsstillende hos Burmeister (I. c), 
men da hans Fremstilling i enkelte Punkter, som vi dog ikke tillægge nogen særdeles Vægt, afviger 
fra vor, levere vi en Afbildning af Dyret samt nogle Bemærkninger til denne. I Modsæt- 
ning til andre Slægter af Pandarinernes Gruppe kan det bemærkes, at Skjoldet ikke viser 
andre Sømme, end dem, der saa skarpt adskille Pandepladerne fra Skjoldet. Forskjellen 



*) Da vi her planmæssig have gjort Rede for, med hvilke andre Pandarinformer af Hunkjøn de af os 
beskrevne Åogagus-AvteY eie fundne sammen, ville vi endnu tilføie, at JV 7 . angustulus Oerst. er taget 
paa samme Hai som « Pandarus dentatus Edio.« og Gangliopus pyriformis, og at N. curticaudus 
(Dana) og N. validus Dana ere begge tagne paa samme Dag og paa samme Sted (og vel rimeligvis 
af samme Fisk) som Pandarus brevicaudus Dana. 

") Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: 
Første Fodpars ydre Gren 3, indre 3. 
Andet — — 5--f- 1 — ■" 7 + 1. 

Tredie — — 4 — 4-j-l. 

Fjerde - — — 3 — 4. 

"*) De enkelte Lokaliteter ere: 31° NBr. 76° VL.; 38° NBr. 34° VL.; 4° SBr. 31° VL. 
f) Burmeister, Beschreibung einiger neuen oder weniger bekannten Schmarotzerkrebse (Acta Acad. 
C. L. C. N. C. Vol. XVII p. I. (1833). 



fh, f— tf— ^-^^- —/ <^~^ 









1a>C\jZ^ 



fa t^^L^~j& fr^^ ' utul ^ U '* Æ ' 

*Jk Ac^l oAK^ ~*3- <*^£ Tfcrw l^f- 
4* 




MnUJsfc*-«_ AJcmsi_^-£^4JUl^ *h A^ ^^-æX^l 1^, e&^eJ^Sji 











> 



^■*#^ trådte ^^L *4£z^ „.ry 
















JUL HU^H^ -^— 0« /é 7>> ~~ S~ 












Mh z^& r ^ ^£2 




-^^Ov^fc.a^^ ****** J?^ ^JU-i^ 



^^^t^tztz^c 



lUtl^^ 







391 51 

mellem Hudskelettets mørktfarvede og gulagtige Dele er, ligesom hos andre Pandariner, 
ikke altid lige skarpt udpræget. De lyse Pletter af en temmelig konstant Pæreform , som 
sees midt paa Skjoldet, ere uden Tvivl Spor af Øinene; hvad det er, som Burmeister 
har beskrevet som Øine , vide vi ikke, men der kan ikke være nogen Tvivl om, at Øinene 
her som hos andre Copepoder maae søges paa Rygsiden af Skjoldet*). Tornene paa Skjol- 
dels Bagrand ere ikke altid tydelige, og deres Fraværelse vil derfor neppe afgive en brugbar 
Arts-Charakteer. Det første Par Rygblade, der hører til den første frie Bagkropsring, gaaer 
ikke i Eet med denne, saaledes som det i Reglen fremstilles hos denne og andre nær- 
staaende Arter, men er ligesom indleddet paa det dem forbindende Mellemstykke, som 
netop er en Del af første Bagkropsring. De to følgende i Midten indskaarne Rygblade ere 
derimod umiddelbare Forlængelser af anden og tredie Bagkropsring, og det ovale Blad, 
hvormed Legemet ender, er ikke selve Halen**), men et Halerygblad, analogt med Dinema- 
turernes, der dækker og rager et Stykke ud over det korte og brede, sexkantede Haleled, 
fra hvis Sider de saa ejendommeligt omdannede Haleblade udgaae; disse, der aldeles have 
mistet Bladformen, ere haarde, spidse, bajonetformede og tresidede og variere noget i 
Henseende til Længde og Krumning; deres to tynde Inderrande ere væbnede med enkelte 
Torne, hvis Antal og Længde ogsaa er underkastet nogen Variation. Æggetraadene , der 
ere lidt længere end Dyrets Totallængde, udgaae mellem Haleleddet og dets Bygblad. Med 
Hensyn til de egentlige Munddele have vi Intet at føie til Burmeisters Fremstilling. Andet 
Kjæbefodpar — hvis Form og Bygning ikke er nøiagtigt gjengivet hos denne Forfatter — 
har en meget omfangsrig Grunddel, der ved en Indsnøring gaaer over i en mindre, 
aflang Del, der maaskee nærmest kan sammenlignes med en Knivtang med to haarde 
læbeformede Grene, af hvilke den ene undertiden er takket. Mellem første og andet 
Følerpar findes de af Burmeister afbildede bløde Knuder eller Puder, det mellem første 
Par Kjæbefødder liggende Sæt (I. c. fig. 13 D) er derimod ikke altid tydeligt og hører med til 
andet Kjæbefodpars Grunddel. Et tredie Sæt Puder dannes ligesom hos adskillige andre 
Pandariner paa hver Side af første og andet Fodpar af de to frie Bagkropringes ombøiede 
og opsvulmede Rand; mellem disse samme to Fodpar iagttages ogsaa en Dobbeltknude i 
Midtlinien. Paa de tre sidste Fodpar findes de paa Figurerne antydede Knuder, som ogsaa 
gjenfindes hos andre Pandariner. 

Vi have ikke havt nogen Grund til at ansee den her omhandlede Form for for- 
skjellig fra Burmeisters P. Carchariæ, men maae tillige udtale den Anskuelse, at der 



') Denne Sætning er det overhoved nødvendigt at fastholde ved Undersogelser af parasitiske Copepoder-, 
selv i de nyeste Tider har man nrigtigen heskrevet ganske andre Dele som Øine, f. Fx. hos Dinema- 
Uirerne. 

') Om dette Forhold vil man ikke af Burmeisters Fremstilling faae nogen klar Forestilling. 



52 392 

ingen Grund er til at adskille Leach's P. Cranchii*) derfra. Sammenholdes de Afbild- 
ninger, som Milne Edwards har meddelt**) af P. Cranchii efter Originalexemplarerne i 
British Museum, med hinanden og med de her meddelte, vil det vist indrømmes, at der 
ingen Grund er til at antage dem for at forestille forskjellige Arter. Et andet Spørgsmaal 
er det om Burmeisters og Leach's P. Carchariæ ere identiske; delte er det umuligt 
at besvare, saalænge ingen nærmere Oplysning haves om Leach's Art end de faae intet- 
sigende Ord i hans Originalbeskrivelse***). Guerinf) har meddelt Afbildninger af de 
to formentlige Kjønsformer af P. Cranchii] men sammenlignes de med hinanden og med 
Milne Edwards nysanførte Figurer, vil man neppe betvivle, at hans Fig. 4 er feilagtig 
deri, at det ene Rygblad er udeladt; derved forsvinder dens væsentligste Forskjel fra Fig. 3, 
der skulde foreslille Hannen, men uden Tvivl ligesaavel forestiller en Hun som Fig. 4. 
Blandt de talrige Exemplarer, som vi have undersøgt, have vi Intet fundet, der kunde tydes 
som en Kjønsforskjel, uagtet man vistnok er berettiget til at vente, at den ikke er ube- 
tydelig, og vi ansee det for afgjort, at der endnu ikke kjendes nogen Han af Pandarus- 
Slægten, — saafremt ikke denne skulde være at søge blandt Nogagerneff)! 

Uagtet P. Cranchii er den eneste Art af Pandarus- Slægten, som vi kjende af 
Autopsi, maa vi dog udtale, at Slægten bør begrændses til denne Art og til dem, der 
slutte sig nærmest til denfff); hvorimod dens anden Underafdeling, bestaaende af 
P. bicolor og de til denne sig sluttende Arter (hvis saadanne findes , thi de hidtil op- 
stillede forekomme os meget usikkre) bør danne en ny Slægt, af lignende Grunde 
som dem, der have ledet os til at adskille Echthrogaleus fra Dinematura. De ad- 
skille sig nemlig fra de typiske Pandari 1) ved at de to første Bagkropsringe ere 



*) Det fortjener at udhæves, at P. Cranchii og Nogagus Latreillii begge oprindelig hidrøre fra C ranch 
og ere tagne paa samme Lokalitet (1° SBr. og 4° VL. f. Gwch). Dette Sammentræf har to Gange 
gjentaget sig for Captain Hygom; det synes derfor at være rimeligt, at disse to Former findes paa 
samme Fiskeart; iøvrigt henvise vi til hvad ovenfor er anført S. 38«. 

**) Regne animal, edition illustrée, Crustacés pi. 78 fig. 2 og 2 a. 

*"*) Dictionnaire des sciences naturelles t. XIV p. 535 (1819) 
j) Iconographie du regne animal, Crustacés, pi. 35 f. 3 — 4. 

tf) I »Beitråge zur Kenntnisz wirbelioser Thiere« p. 166 bemærker Leuckart om Pandarus bicolor: 
»die mannlichen Individuen sind etwas kiirzer und gedrungener als die weiblichen.« Denne Angivelse, 
der vilde stride mod den Anskuelse, som vi ovenfor have udviklet, synes imidlertid ikke at beroe paa 
nogen positiv Undersøgelse af Kjønsredskaberne; af det foregaaende Afsnit om disse Organer hos 
Snyltekrebsene (p. 134 — 35) synes det nemlig at fremgaae, at Forfatteren ikke har undersøgt 
Pandarus-S\æ%ter\s mandlige (men vel dens kvindelige) Kjønsredskaber; og naar det (p. 167) om Pandarus 
li'cidus hedder »Weibliche Thiere mit Eischliiuchen haben wir nicht aufgefunden«, synes man næsten 
deraf at kunne slutte, at Forfatteren ogsaa hos P. bicolor har troet at kunne skjelne Kjønnene efter 
Æggetraadenes Tilstedeværelse eller Mangel, 
fjf) Nemlig P.dentatus og P. vulgaris M.Edw., P. satyrus Dana, P. concinnus Dana, P.pallidu.i M. Edio. 
og P. brevicaudus Dana. Vi antage rigtignok, at ved en nøjagtig Sammenligning af disse Arter vil 
deres Antal blive reduceret endel. 



393 53 

sammenvoxne med hinanden, og det i den Grad, at deres Rygblade danne et firdelt Blad. 
2) Ved en noget forskjellig, mere langstrakt Form af Kjønsringen; 3) ved at Halebladene 
ikke ere stiftformede, men bladagtige. Begrændset paa denne Maade vil Slægten Pandarus 
kunne diagnosticeres saaledes: 

Paiularus Leach, (P. bicolore et speciebus affmibus exclusis) dignoscitur (fæmina) 
cephalothorace indiviso; annulis abdominalibus omnibus liberis, foliolis dorsualibus, in primo 
sejunctis, in sequentibus medio coalitis, instructis; annulo genitali mediocri ; cauda brevis- 
sima, haud articulata, folio dorsuali tecta, appendicibus duobus styliformibus divergentibus 
instructa; pedibus abdominalibus omnibus setis plumosis destitutis, qvarto pari ramis haud 
artieulatis, ceteris ramis biarticulatis. (Fila ovigera mediocria). (Mas ignotus, anne Nogagus?) 

XI. Om Slægten Perissopus Stp. & Ltk. (Lepidopus Dana?) samt om 

22. Perissopus dentatus Stp. & Ltk. ($). 

(Tab. XII, fig. 25.) 

Af den saaledes benævnte lille Art har Captain Hygom til forskjellige Tider fundet 
to Kxemplarer*) paa Haier, og af disse sad det ene paa Halefinnen af en ung Carcharias. 
Generisk stemmer den sandsynligvis overens med Danas Lepidopus armatus, der var taget 
af en Hai (Mustelus) i Rio Janeiros Havn. Da Navnet Lepidopus er anvendt som Slægts- 
navn for Fiske af Makrelfamilien, have vi maattet ombytte det med et andet. 

Dyrets Længde er 5 mm ; dets største Brede (tvers over Bagenden) knap 3 mm . For- 
kroppens Skjold er uden Suturer ; det forlænger sig fortil paa hver Side i Form af en lille 
Pandeplade, der dækker det første Følerpars Grund; disse Pandeplader ere i Midten adskilte 
ved en lille Bugt; Skjoldets Baghjørner forlænge sig halvmaaneformigt som hos de fleste 
andre Pandariner; hvor disse Forlængelser støde til den dem forbindende Bagrand af Skjoldet 
sees paa hver Side en lille tynd Hudlap, ligesom hos de fleste andre Former af Pandarinernes 
Gruppe. De tre følgende Bagkropsringe synes at være frie; de bære idetmindste hver sit Par 
Rygblade; det første Par er rykket ud til Siderne og anbragt bagved Skjoldets Forlængelser; det 
andet Par udfylder tildels Mellemrummet mellem det første, og det tredie indtager hele Dyrets 
Brede. Kjønsringen er idetmindste ligesaa stor som det hele øvrige Legeme tilsammen og ender 
bagtil med en næsten lige Rand, der dog har et Indsnit i Midten og ender med en frem- 
trædende Spids eller Tand paa hver Side. Første Følerpar er som sædvanlig toleddet, men 
kort og kun udstyret med faa og korte Pigge; navnlig savnes de sædvanlige Børster 
langs med Grundleddets ovre Rand. Andet Følerpar er leddet og krogformigt; Snabelen 



') Vi maac udtrykkelig bemærke, ni ligesom vort Materiale har været lidet, har det heller ikke været 
godt; det ene Exemplar var stærkt indtørret, det andet noget abnormt udviklet (manglede f. Ex. et 
al' Rygbladene paa den ene Side og en Kod al' sidste Par); alligevel haahe vi, at det er lykkedes os 
al gjengive denne Forms Eiendommeligheder nogenlunde rigtigt. 



54 394 

lang og spids. Første Kjæbefodpar er spinkelt og ender med en dobbelt Krog; andet bar 
derimod en meget ejendommelig Form; Spor til en bevægelig Klo eller overbovedet til en 
Haand- eller Tangdannelse have vi ikke kunnet finde; derimod ender det med en stor oval 
eller rettere noget nyredannet Flade, der har vendt mod Haifiskens Hud og er rifflet af 
Linier, der løbe temmelig regelmæssigt paa langs og paa skraas og saaledes krydse hinanden 
paa en bestemt .Maade*). Til de hos andre Pandariner forekommende Knuder og Puder paa 
Undersiden af Skjoldet og paa Fødderne see vi her næsten intet Spor**). Intet af de fire Fodpar 
er uddannet til Svømning; alle fire have bladformede Grundled, som paa første Fodpar 
ere smaa, paa tredie og fjerde derimod meget store; det forbindende JYlidtslykke er netop 
kun antydet paa første Par, bredt og afrundet paa andet og springer frem i Form af en afrun- 
det Trekant paa tredie. Første og andet Fodpar har paa hvert Grundled to smaa toleddede 
Grene, af hvilke den ydre bærer 4 — 5 Børster uden Haar. Derimod ere de to sidste Fod- 
pars Grene aldeles rudimentære og uleddede. Det korte Haleled og Halebladene ere skjulte 
under Kjønsringen. Det ene Exemplar har rigtignok endnu Spor til Æggetraade, men vi 
kunne ikke angive disses Længde. 

Sammenholdes denne Art med den Danaske, vil man finde følgende Forskellig- 
heder: hos Dan as er Skjoldet femkantet og uden Forlængelser bagtil; den har kun fire 
Rygblade, og Kjønsringen ender med to afrundede Flige; andet Kjæbefodpar har en noget 
forskjellig Form og Skulptur, og første Fodpar beskrives som ugrenet. 

Slægten Perissopus og dens Arter ville kunne charakteriseres saaledes: 

Perissopus nob. (Lepidopus Daua>) dignoscitur (fæmina) cephalothoraee indiviso; annulis 
abdominalibus liberis, foliola dorsualia 4 vel 6 gerentibus; annulo genitali sat magno, lalius- 
culo, caudam brevissimam et foliola eaudalia tegente; pedibus abdominalibus setis plumosis 
destitutis, primi et secundi paris ramis (in P. dentato siltem) biarticulatis, ceteris ramis 
baud articulatis, omnino rudimentariis. {Mas ignotus). 

P. dentatus nob., cephalothoraee postice in lobos duos laterales producto, foliis dor- 
sualibus sex, annuli genitalis angulis posticis acuminatis. 

P. armatus (Dana), cephalathorace pentagono, in lobos laterales baud producto, foliis 
dorsualibus qualuor, annuli genitalis angulis posticis rotundatis. 



Dichelestiuenies eller Pachyeephalerues Gruppe synes ikke at indeholde ret mange pelagiske 
Former, uagtet den faaer sin Plads mellem Peltocephalerne paa den ene Side og de ægte 
Lernæer paa den anden, hvilke begge tælle saamange pelagiske Former. Af nye Bidrag 
til Kundskaben om denne Dyregruppe levere vi derfor kun Beskrivelse af en ny Leman- 
throfjus-Ari fra det indiske Hav og af Antlwsoma-Slæ giens hidtil ubekjendte Han. 

*) Skjælbeklædt som hos den Danaske Art fandt vi det derimod ikke. 
") Nemlig kun en lille Knude bagved forste Folerpar. 



395 55 

XIL Leriianthropns Blainv. 

23. Lcriiantliropus Kønigii nob. {$ 2). 

(Tab. XII, fig. 23.) 

De samme Exemplarer af »Pampelfisken« [Stromateus pant Bl.), som hidrøre fra 
l)r. Kønig i Trankebar og ere blevne beskrevne af Briinnich som afgivende Bolig i 
sin Mundhule for Cymothoa eremita (Briinn.J (C. Stromatei Bleeher), skylde vi Bekjendtskabet 
med denne paa dens Gjæller levende Snyltekrebs. 

Hannen er fra Parideranden til Halespidsen knap 2 mm lang; Forkroppen er 
stærkt hvælvet og Luget , fortil lige afskaaren, bagtil spidst afrundet; dens forreste Afsnit, 
som bærer Følerne, er svagt sondret som et særeget lille Stykke. Bagkroppen er mere 
smækker, dens Omrids lidt bugtede paa Siderne; den bærer paa hver Side to lange, smalle 
og flade, kløftede eller tvegrenede Vedhæng (det omdannede tredie og fjerde Fodpar) og 
ender med et særskilt lille llaleled, der bærer to smaa børsteløse Vedhæng eller Haleblade. 
Af Bagkroppens ovennævnte Vedhæng er første Pars indre Gren kort i Sammenligning med 
den ydre, der omtrent er saa lang som andet Pars indre Gren, men kortere end dettes 
ydre Gren. 

Hunnen er c. 4 m:n lang. Forkroppen er stærkt sammentrykt, især fortil, men dog 
bredere bagtil end fortil, hvor den ender med to fremspringende afrundede Knuder; den 
er skarpt sondret fra Bagkroppen, som allerede ved sin Begyndelse er bredere end Forkroppen 
og derfra tiltager i Brede bagtil ; efterhaanden gaaer ogsaa Bagkroppens sammentrykte Form over 
i den fladtrykte, saa al den ender med en stor, bred og flad Plade, der hænger ned som 
et Skjørt*) eller et Skjød over Halen og over Æggetraadenes og det sidste Par Vedhængs 
Grund. Det første Par af Bagkroppens store Vedhæng (tredie Fodpar) har en ganske 
såregen Form; del staaer lodret frem paa Bugfladen og er dannet af et efter Længden 
sammenfoldet Blad, hvis ydre Lap er lidt længere end den indre. Andet Par Vedhæng 
(fjerde Fodpar) beslaaer af lo Par flade og spidse Flige, den ydre lidt længere end den 
indre, der udgaac fra Bagranden af den egentlige Bagkrop og med deres Spidser rage 
nedenfor Bygpladen*'). Løftes disse fire Flige i Veiret, sees den korte Hale, der synes 



'] Denne Forlængelse lindes som bekjendt allerede hos Slægterne Cecrops og Læmargus af Pandari- 

nernes Gruppe. 
"J At Tydningen af disse Dele som tredie og fjerde Fodpar, naglet de ved deres slore Omfang staae i en 

saa stærk Modsætning til første og andet Fodpar, er rigtig;, trænger neppe til yderligere Bevis. I v. 

Benedens Beskrivelse af L. Krøyeri beskvives det fjerde Fodpar endnu som Æggesækkenc! (Ann. 

d. se. natur. I. c. p. [03). De trandformedc Æggesnore hos denne Slægt saavel som Hannen bleve først 

bekjendle ved v. Benedens Beskrivelse af L Gisleri (Bulletin de l'acad. de Bruxelles, XIX pi. 2 

p. 101 1, og forst derved lik man Vished for, at Slægten horer til Pachycephalernes eller Dlchelestiner- 

nes (iruppe og aldeles ikke har noget at gjore med Chondracantherne. 

8' 



56 396 

al bestaae at' to Led, af hvilke det forreste paa hver Side forlænger sig bagtil i Form af en 
nedhængende Vinge eller Flig*), der rager langt ud over det bageste Led, som bærer 
lo rudimentære Haleblade. Fra det forreste Led (der altsaa egentlig er den her meget 
ubetydelige »Kjønsring«) udgaae Æg g e traaden e, og til det er der ofte fæstet to runde, 
rodbrune, stilkede Spermatoforer af lignende Form som de, der findes hos de ægte Caliginer. 

De øvrige Lemmer ere næsten eens uddannede hos begge Kjøn , naar undtages 
fors te Følerpar, der synes at mangle aldeles hos Hunnen, men hos Hannen er traad- 
dannet, leddet og udstyret med enkelte korte Børsler henimod Spidsen. Snabelen er spids; 
ved dens Grund sees et Par smaa, to- eller treleddede. Palper eller Kjæber (?). Andet Føler- 
par har hos Hannen sin Plads saa tæt ved Forenden, at det rager frem foran denne; delle 
er ikke Tilfældet hos Hunnen. Det har ligesom andet Kjæbefodpar Form af et stærkt 
Fastholdningsredskab med opsvulmet Grundled og krogdannet Endeled; første Kjæbe- 
fodpar er vel mindre og mere spinkelt, men har dog næsten samme Form. De to første 
Fodpar ere aldeles rudimentære, blot antydede ved to Par meget smaa Blade paa hver Side 
med Spor til enkelte Børster og Pigge. 

Paa Gjællerne af en anden ostindisk Makrelfisk, Galeichthys major, have vi fundet 
nogle Exemplarer i mindre god Tilstand af en Lernanthropus , som vi ansee for at være 
den samme Art som den her beskrevne. 

Foruden de tre tidligere bekjendte Arter af Slægten Lernanthropus, nemlig L. 
musca Blainv., L. pupa Burm. og L. paradoxus (Nordm.) , har van Beneden i de senere 
Aar meddelt Beskrivelser og Afbildninger af tre andre Arter, nemlig to europæiske: L. Krøyer i 
v. B. (af Labrax lupus), L. Gisleri v. B. (af Scicena aquila), og en fra det indiske Hav, 
L. Petersi v. B. (af Serranus goliatk fra Mozambik). Af de to sidstnævnte kjendes tillige 
Hannerne, som tidligere vare ganske ubekjendte. Vor nye Art har mest tilfælles med 
L. Gisleri v. B. , men vil let ved følgende Diagnose kunne skjelnes saavel fra den som fra 
de andre ovennævnte Arter. 

Lernanthropus K&nigii nob. Fæmina dignoscilur cephalotborace tectiformi, antice 
compresso et bilobo, abdomine latissimo, convexo, postiee in scutum maximum, planum, 
rotundatum producto , antennis primi paris nullis (?) , pedibus abdominalibus tertii paris 
maximis, folium conduplicalum simulantibus, quarti paris foliaceis, biparlitis, acuminatis, 
lacinia interiori paulo breviori, scutum abdominale superantibus, cauda brevi, obtecta, biarti- 
culata (?), articulo primo (genitali) alis duabus elongatis prædito. Mas dimidio minor, cephalo- 
tborace convexo, laliusculo, antice recto, postiee rotundato-acuminato, abdomine angustiore, 
cephalothoracis fere longitudine, in scutum baud producto, cauda porrecla, unarticulata, baud 



*) Km saarlaii Flig eller Vinge synes ogsaa at findes hos L. Gisleri (1. c. i''), men at væve regnet 
med til fjerde Fodpar. 



397 57 

alatu, antennis primi paris setaceis , pediblis tertii quartique paris abdominis bipartitis, in 
lacinias elongalas, acutas, graciles, inæqualis Iongitudinis, productis. 

llab. io branchiis Stromatei paru et Galeichtyis majoris, piscium Indicorum. 

XIII. ÅlltllOSOIua Leach. 

24. Out llniineii al Aiitiiosoma crassum (Ablgd), 
(Caligus crassus Abgd., A. Siuitliii Leach.) 
(Tab. XII, fig. 24.) 
Alle os bekjendte Beskrivelser og Afbildninger at' denne Snyltekrebs have kun 
fremstillet Hunnen. Blandt nogle fra Universitetets physiologiske Museum hidrorende Exem- 
plarer, som ifølge Etiketten ere tagne af Snuden og Gjællerne af en i Øresundet fangen 
Lamna comubica, fandtes imidlertid eet, som afviger paa en saadan Maade fra de andre, 
at vi maae antage det for at være den hidtil ukjendte lian. Det mangler nemlig begge 
Rygbladene, og de tre Blad -Par, som repræsentere de tre Par Bagkropsfodder, ere 
mindre og naae ikke sammen i Midtlinien; man kan derfor baade paa Ryg- og Bugsiden 
let iagttage Legemets Inddeling i tre frie Bagkropsringe foruden Kjønsringen, der er mindre 
end hos Hunnerne, og Halen, der synes at være svagt toleddet. Ogsaa er hele Dyret 
noget mindre end de andre (Hunnerne). I Henseende til Bygningen af Følerne, Munddelene 
og Kjæbefødderne have vi ingen Forskjel iagttaget; paa de lo første Fodpars indre Rand 
seer man ganske svage Spor til Fodgrenene; hos Hunnerne, hvor Prof. Krøyer har fundet 
noget lignende, tinde vi i dets Sted kun et Hak*). 



Da vi Intet have at tilføie om Ciavella- Gruppen , der, som allerede ovenfor er 
bemærket, danner det naturlige Bindeled mellem Dichelestinernes Gruppe og de ægte 



Skulde dette Forhold variere hos Hunnerne eller skulde Prof. Krøyers Iagttagelse med Hensyn til 
dette Punkt maaskee hidrøre Ira en lian, uden at Forfatteren er bleven opmærksom paa Kjonsfor- 
skjellen? 

Den af Professor Krøyer i andet Hind af naturhistorisk Tidsskrift paa Tab. 111 lig. 8 a 
afbildede unge Dichelestium er rimeligvis en ung Han. Derpaa tyder fornemmelig Formen af tredie 
Isidste) Par Bagkropsfodder, som har den for Hannerne charakteristiske Brede. Under denne Forud- 
sætning synes det imidlertid, efter Sammenligning med en ung Han af c 4 l ,2'"s Længde (det frem- 
strakte andet Krogfølerpar medregnet), at Prof. Krøyers Tydning af de paa den omhandlede unge 
Dichelestium forekommende Indsnoringer og Ringe ikke har været ganske heldig. Paa Fig. S a ere 
d og e uden Tvivl Kjønsringen, saa at f og g tilsammen ville svare til Halen hos det udvoxne Dyr; 
tilsvarende Indtryk iagttages tydeligt paa Halen og Kjønsringen hos de foreliggende Hanner. Da 
Prof. Krøyei ikke i 1838 kjendte den udvoxne Han, som fnist er beskreven og afbildet af Kathkc 
el ParAar efter [NovaActa A. C. L. N. C. t. XIX p. I p 127 og følg., tab. XVII f. I), var det ganske 
naturligt, at han i Tydningen af sit unge Dyr gik ud fra den liam bekjendte Hun, som har en Bag- 
kropsring mere og bos hvilken denne sidste (fjerde) Bagkropsring har paa Midten en mere eller 
mindre tydelig Indsnørintr. 



58 398 

Lernæer, ville vi nu gaae lige over til disse eller til Pennella -Gruppen med sine tre 
Hovedslægter: 'Lernæonema, Lernæa og Pennella. 

XIV. Om Lernæonema Miln. Edw. og Lernæeniciis Les. 

samt om to nye Arter af sidstnævnte Slægt. 

Da iMilne Edwards i Aaret 1840 i sit oftnævnte Værk, III. p. 524, opstillede. 
Slægten Lernæonema, fik denne allerede et Indhold af fire Arter, der efter Antallet af de 
hornformede Forlængelser paa »Baghovedet« af Forfatteren selv ordnedes i to Grupper, 
men som ikke alle lige godt passede til de givne Slægtsmærker. Til den første Gruppe, 
med to Horn, henførtes: 

1. Lernæonema Lesueurii M. Edw., grundet paa en Figur af Lesueur i Journal of 
the Academy of Pniladelphia vol. III. pi. XI. fig. 3., hvilken Figur imidlertid hesleml 
fremstiller det yngre Dyr af den paa samme Tavle gjengivne og af samme Fisk tagne 
Pennella Blainvillei Les., og altsaa feilagtigen er bleven henført til den her omhandlede 
Slægt. 

2. Lernæonema monilaris M. Edw., fundet paa Øiet af Clupea sprattus; baade i 
Texten og ved Figuren fremstilles en Ejendommelighed, som skal udmærke den fra de 
andre Arter, nemlig »portion abdominale du corps courte«, medens Slægtscharakteren typisk 
fordrer det [Modsatte; thi i denne hedder det: »ils se distinguent de ces derniéres (des Pen- 
nelles) par la conformation de la portion abdominale de leur corps, qui est assez devéloppée 
mais n'offre pas de prolongemens dermoides en forme de cornes ou de tubes«. Denne 
slørre Udvikling af Halepartiet findes derimod hos Forfatterens tredie Art, der hører til 
hans anden Gruppe, med tre Horn, nemlig: 

3. Lernæonema abdominalis M. Ediv, Dens Vært er ikke nærmere angivet, men 
den anføres at være taget ved Valparaiso af Naturforskeren Gay og udmærker sig paa- 
faldende fra de andre derved, at Halen har næsten en lignende Længde som Brystpartiet og 
at hele Kroppen er noget S-formig bøiet*). Førstnævnte Eiendommelighed har Forfatteren 
aabenbart ogsaa villet fremhæve ved det for Arten valgte Navn; alene paa Grund af et 
ringe Spor til det tredie Horn stiller han sammen med denne: 

4. Lernæonema Surriræi Blainv. (Journal de Physique t. 95. p. 376, pi. fig. 2, og 
Diction. des sciences naturell. XXVI. g. 117); men han fremhæver da ogsaa, at den netop i 
Halens Forhold afviger fra den foregaaende, ligesom det ogsaa ifølge Blainvilles langtfra gode 
Figur er umuligt andet end at antage den for en med L. monilaris meget nærbeslægtet 



") »Portion abdominale du corps dont la limite est indiquée par la position des vulves, presque aussi 
longue que la portion thoracique et obtuse au bout«. 1. c. p. 525. 



399 59 

Art, maaskee endog delvis for den samme. Dr. Surriray har nemlig taget den under 
Brystfinnerne og paa Øiet af Smaafisk, der bleve fangede i Kanalen og som rimeligvis 
have været mindre Sildeformer. 

Den tredie af disse Arter (L. abdominalis), som ved dens større Udvikling af Hale- 
partiet og ved dens noget S-formede Hørning af Kroppen peger hen imod den egentlige 
Lemæa-Slægt (med Lernæa branchialis Linn. til Typus), synes altsaa at være den, hvorefter 
Lemæonema-S\æ gien er bleven opfattet af Slægtens Opstiller, medens derimod L. monilaris 
(der iøvrigt har vist sig identisk med en ældre, af Sowerby beskreven, men af Milne 
Edwards ikke kjendt Art: L. sprattæ*), i en meget ringere Grad svarer til det i Slægls- 
charaktererne udtalte Slægtsbegreb**). Alligevel synes det, som om der netop om og til denne 
Art vilde slutte sig et større Antal af Former, der dels siden den Tid ere blevne bekjendte, 
dels allerede vare det, men ikke af Milne Edwards vare blevne rigtigen opfattede. 
Saalanne ere: 

a) Lemæonema encrasicoli Baird (Brit. Entomostr. Tab. 35 fig. 11.), der ligesom 
L. monilaris snylter paa Fisk af Sildefamilien, men hæfter sig paa Kroppen af disse Fisk. 
Den mangler de talrige Ringe eller Fndsnøringer , der findes paa den saakaldte Hals hos 
L. monilaris Edw. (L. sprattæ (S'ou-b.J). 

b) Lemæonema ocularis (Cuv) , der ifølge Regne animal IH. p. 256 er taget paa 
Hornhuden af Sildens og andre beslægtede Fiskes Øine og saaledes ifølge dens Opholdssted 
og dens almindelige Kropform turde formodes at blive identisk med L. sprattæ (Soiob.)\ 
men C uviers kortfattede Udtryk om den (1. c.) angive bestemt, at den har fire horn- 
formede Forlængelser, to større og to mindre, hvilket ikke er iagttaget hos L. sprattæ***). 



') Sowerby: British Miscellany t. GS. 1806; smlgn. Baird British Entomostraca p. 341 Tab. 35 
f. 10. 

") Det er ved en Fejltagelse, at i Oversigterne over det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Forhand- 
linger for 1SG0 p. 189 L. Suriræi er nævnt, ved Siden af L,. abdommalis, som en typisk Lemæonema. 

"") Lemæonema Bairdii Salter, Ann. of Nat. Hist. II Series. Vol. VI. (18.50) p. SG — 87, pi. 7, fig. 1—5, 
anføre vi aldeles ikke her, da vi ingen Tvivl have om, at Dyret ikke var fuldstændigt i sin Forende, 
og at heraf netop de Forskelligheder ere fremkomne, som skulde begrunde dens Artsselvstændighed; 
citer enhver Sandsynlighed mangler hele "Hovedet« , og i alt Øvrigt er den saa overensstemmende 
med Lj. sprattæ (monilaris 31. Edw.), at den maa ansees identisk med denne Art, med hvilken den 
ogsflll har Opholdssted tilfælleds (Sildens Øie). 

Heller ikke kunne vi her opfore Lemæonema Musteli v. Beneden (Annales des sciences natu- 
relles, t. Hi. 1851, p. 125 pi. VI fig. 11 og 12), som er fundet paa en Mustelm ndgaris ved den 
belgiske Kyst; thi Ordene: »les oeufs sout régulierement entassés dans les tubes oviferes au nombre 
de tidis nu quatre dans la largeur« vise tydeligt, at den slet ikke horer med til denne vor forste 
Rqekke af parasitiske Copepodcr med Æggetraade, men i vor anden Række med Æggesække 
med flere Hækker af Æg, uagtet dette Forhold ikke er udtrykt paa Figuren. Den vil rimeligvis 
danne en ny Skrut i Nærheden af Lerrusocera, og de to ejendommelige Forlængelser fra Kjnns- 
ringen ville maaskee kunne benyttes til at charakterisere denne Slægt, som dog ikke kan betragtes 
sum fuldstændig kjendt, da v. Benedens Individer uden Tvivl — som denne Forfatter ogsaa udtaler 
det — have manglet del saakaldte Hoved, 



60 400 

c) Lernæonema radiata (Lemeur) ^ fremdeles funden paa en Fisk af Sildefamilien, 
nemlig Alosa tyrannus (Latrobe) fra Nordamerikas Kyster; hvis den er rigtigen beskrevet 
og afbildet (Journal of the Academy of Philadelphia III. p. 288—89; Tab. XI. fig. la— d) 
hvilket neppe kan betvivles, har den fem lange og meget tynde Horn. Milne Edwards 
har opført den blandt sine Lernæocerer. 

Ved Tilfoielsen af disse tre Arter vinder altsaa den Gruppe, hvortil Milne Ed- 
wards's L. monilåris hørte, et større Omfang og taber dog intet i Enhed; thi alle de 
anførte (fire) Arter synes virkeligen at slutte sig nøie sammen, og Forskjellen i Hornenes 
Antal bliver altid en Forskjel af særdeles underordnet Betydning*). Gruppen vinder tillige 
ved denne Sammenstilling et eget ældre Slægtsnavn, der endog vilde have Prioritet som 
Navn for den hele Slægt, hvis det maatle ansees for naturligt, at holde dens hele Indhold 
samlet i den Milne - Edwardske Forstand, det vi dog ikke kunne indrømme. Idet 
Lesueur nemlig beskrev den ovenfor- opførte Art som Lernæa radiata, blev han fuld- 
kommen vel vaer, at den kun med Tvang lod sig indbringe i de hidtil opstillede Lernæ- 
slægter og navnligen ikke i Slægten Lernæocera, fordi »Hornene« ikke vare grendelte, men 
enkelte; paa Grund af denne Særegenhed mente han derfor at burde foreslaae for Arten 
L. radiata og for sin samtidig og sammesteds beskrevne Lernæa cruciata Dannelsen af 
en egen Slægtsgruppe og foreslog at benævne den Lernæenicus. Imidlertid tilføiede han 
dog umiddelbart derefter, at det maaskee var heldigere at ændre Slægtsmærkerne for 
Lernæocera Bh. i dette enkelte Punkt, saaledes at ogsaa Former med ugrenede »Horn« 
kunde optages i den. Dette vilde ogsaa aabenbart være det naturligere , naar Formerne i 
alle øvrige Forhold stemmede overeens, og den ene af hans to Arier, L. cruciata, synes 
ogsaa uden al Vanskelighed at kunne og at burde forenes med Lernæocera; men ander- 
ledes forholder det sig med L. radiata, der afviger saa aldeles fra Lernæocererne, og for 
denne maatte vi altsaa beholde det af Lesueur givne Slægtsnavn: Lernæenicus. Med det 
samme Navn maa vi følgelig ogsaa betegne de tre eller fire ovenfor nævnte, saa nær staaende 
Snyltekrebs fra Sildefiskene, medens, vi forbeholde den senere givne Milne-Edwardske 
Benævnelse Lernæonema for den af de Milne-Edwardske dertil henførte Arter, der bedst 
svarer til de givne Slægtscharakterer, nemlig L. abdominalis, og for saadanne Former, som 
heri maatte slutte sig nærmest til den. 

Naar Grændsen stilles paa denne Maade mellem Lernæonema M. Ediu. og Lernæe- 
nicus Les., vil det fremdeles blive til sidstnævnte Slægt at vi have at henføre to nye Snylte- 
krebs fra Atlanterhavet, hvilke vi begge skylde Hr. Skibscaplain V. Hygom og som vi 



Hvorvidt Hornenes Antal ubetinget kan antages at have Betydning som Artsmærke, selv derom 
faaer man ikke nogen ringe Tvivl ved de Kjendsgjerninger, der nedenfor anføres om Pennella og 
som vise det Vaklende i denne Retning hos Arterne af denne nærstaaende Slægt. Tie Exemplarer 
af L. .tjrrattæ vise en høiere eller lavere Rygtorn som L. Sur,riræi. 



401 6i 

ligeoverfor de foranførte (fire) Arter, der snylte paa Fisk af Sildefamilien, korteligen kunne 
diagnosticere saaledes: 

25. Lerneænicus iiodicomis Stp. Ltk. (PI. XIII. fig. 26) bicornis, cornibus brevibus, 
validis, subcylindricis, obtusis, patentibus; pedunculo abdominis (»collo«) lævi (haud annuloso 
s. moniliformi), longissimo, partern clavatam bis æquante. 

26. Lprnoæuicus inflexus Stp. Ltk. (PI. XIII. fig. 27), bicornis, cornibus basi valde 
crassis, retroflexis, apice attenuatis, inflexis; pedunculo abdominis haud annuloso, genu- 
flexo (?), longo, partein clavatam ejusdem fere bis æqvante*). 

Lerneænicus nodicornis forefandt Hr. Captain Hyg om i Maven af en Delphin , som 
ban i Foraaret 1858 havde fanget under 41°NBr. og 29° VL. , og den hidrører altsaa fra 
en Fisk, som Delphinen har slugt, men uvist fra hvilken, ligesom det ogsaa er uvist, paa 
hvilke Dele af denne den har snyltet. Den er 49 mm lang, den kolbeformede Del af Bag- 
kroppen er 15 mm og sammes tynde halsformede Del 29 mra . Mellem deres Spidser maale 
Hornene 4 mm . 

Lerneænicus inflexus besidder Museet i to Exemplarer, tagne af Captain Hygom 
paa Gjællerne af en »Baraeotta« (en større Makrelfisk?), fanget i Foraaret 1857 i Nærheden 
af Æquator, nemlig under 2° NBr. og 28° VL. ; de ere ialt 26 mm lange; deres Bagkrops 
kølleformede Del er 9 mm lang og sammes stilkformede Del 12 — 14«"«; Breden over Hornene 
ere 2,5 mm ; disse ere overordentlig tykke ved Roden, stærkt tilbagebøjede, med en tynd 
Spids, der bøier indad imod Kroppen. Da begge Individerne have en Knæbøining paa 
Stilken, turde dette maaskee være mere end tilfældigt og hænge sammen med en bestemt 
Maade, hvorpaa de ere hæftede til Værten. 

Skjøndt disse Former allerede have megen Interesse derved, at de give Lerneæni- 
cus -Slægten en større Fylde, idet de med andre relative Forhold i Kropdelene, med de 
længere Kropstilke og massivere Horn stille sig ved Siden af de saa tæt til hinanden 
sluttende Arter fra Sildene , og vistnok ogsaa begge snylte paa ganske andre Fiskeformer, 
er der dog en anden Retning, hvori de have frembudt en langt større Interesse for os. 
Vi have nemlig paa begge Arter, men især paa L. inflexus, hvis Individer neppe vare saa 
gamle som det af L. nodicornis , ikke allene kunnet erkjende simple Rudimenter af Bag- 
kropsfodder paa den Del af Bugfladen, der ligger mellem Hornenes Rod og lidt bag ved 
denne, men have ogsaa kunnet overbevise os om, at disse Fodpar, hvis Antal er fire, ere 
flerleddede og deres yderste Led børstebærende**), og fremdeles, at disse Fødder bæres af 



") Maaskee vil det senere vise si? rigtigt al sondre disse Arter generisk fra Slægten Lerneænicus s. str. 

Fortiden synes en saadan Sondring kun at kunne begrundes paa Forhold af en mere habituel Værdi. 
") Da vi kun have to Individer, have vi ikke villet beskadige dem for at give specielle Tegninger af 

Fodparrene, men kunne henvise til de senere givne Figurer af de tilsvarende Fodpar hos Lernæa, 

der ville give et almindeligt Billede af dem 

9 



62 402 

smaa Hudplader, der ligge i to Rader og utvivlsomt ere Hælvter af Bagkroppens Bugringe. 
Foran denne Dobbeltrække af mindre Plader ligger i Midtlinien en meget større, der turde 
tilhøre Forkroppen. Sete fra Rygsiden have begge Arter ikke alene vist os Ryghælvterne 
af et Par af de Ringe, der modsvare de fodbærende Hælvter paa Bugsiden, men ogsaa 
et stort ovalt Cephalothorax med Kærvninger i Randen, der vistnok endnu antyde de op- 
rindelige Partier, hvoraf denne Del af Kroppen er sammensat. — Fra Forenden af dette 
Cephalothorax lægger der sig fremad paa det tynde og småle »Hoved« lo treleddede med en 
tydelig Gribeklo eller Sax forsynede ydre Antenner (smig. Fig. 26 og 27), og fra disses 
Rod nedhænger der paa Siden, eller er der ligesom kittet til Siden af Hovedet, to meget 
tynde, næsten traadfine indre Antenner. Paa Mundens Sider sees endeligen et Par 
toleddede, knæbøiede Redskaber, hvilke vi tolke som et Par Kjæbefødder (Fig. 27 mp, 
i meget stærk Forstørrelse) ; den ydre krogformede Spids er meget tynd, eller fladtrykt med 
noget tykkere Rande, som om den vilde tvedele sig. Munden danner et smalt Rør, der 
ligesom kan udtrækkes noget af den ydre Cylinder, hvilken Mundrammen danner, og som 
i visse Belysninger og navnlig hos det ene Individ synes ligesom at have svage Indsnø- 
ringer. Tæt foran Munden sees paa Rygsiden en mørkere øielignende Plet, men denne 
har sikkert nok ikke noget med et saadant Sandseredskab at gjøre. 

Af alle disse Lemmer, Munddele og Antenner mene vi, at ingen tidligere have 
været iagttagne hos de Lernæformer, vi have givet Plads i denne Slægt. Formen af visse 
af disse Dele, de ydre Antenner f. Ex., synes os paa en vægtig Maade at tale for den 
Plads, Gruppen Lernæadæ indtager i denne Afhandling, og tilsammentagne røbe de paa en 
aldeles utvetydig Maade, at den Del af Dyret, vi ovenfor med de tidligere Beskrivere for 
lettere Forstaaelses Skyld have kaldt »Kroppen«, væsentlig kun er Kjønsringen, og at baade 
»Stilken« og den kølleformige, opsvulmede Del begge tilhøre denne alene. Kun Kjønsringen 
med de nedhængende lange Æggetraade og den aldeles indsvundne Hale synes altsaa at 
hænge frit ud af Fisken, medens netop den egentlige Krop tilligemed Hornene ligger ind- 
trængt i Fiskens blødere Dele. Dette giver os forud særdeles gode Vink til den rette 
Opfattelse af de egentlige Lernæers og Pennellernes morphologiske Forhold. — Ganske 
anderledes er derimod Forholdet hos Lernæocera, hvor, som Bri'ihl*) har vist det, de fire 
Par Bagkropsfødder ere fordelte over hele Længden af det opsvulmede , Kjønsstofferne 
indeholdende Kropparti, der altsaa for den allerstørste Del er en egentlig Bagkrop (abdomen) 
i den Betydning, hvori vi i denne Afhandling have anvendt dette Udtryk, hvorimod »Kjøns- 
ringen« her er overmaade lille. 



Mittheilungen aus d. K. K. zool. Institute der Universitåt Pest Nr. 1. 



403 63 

XV. Leniæa Linn. (sens. strict). 

Arterne af den egentlige Lemæa-Slægl ere langtfra at være pelagiske Former; thi 
de kjendte Arter holde sig til Kystens eller Havbundens Fisk; naar vi alligevel ligesom i 
Forbigaaende her dvæle korteligen ved denne Slægt, da er det for i Forbindelse med de 
øvrige her beskrevne beslægtede Dyreformer at gjøre opmærksom paa en hidtil mindre 
paaagtet Form fra det nordlige Atlanterhavs Kyster, men fornemmelig dog for at kunne be- 
kræfte Tilstedeværelsen af Lemmer og Antenner selv hos disse i høieste Grad uregelmæs- 
sige Snyltekrebs og for at kunne give nogle nærmere Oplysninger om disse Deles Stilling 
og Bygning. 

27. Leniæa branchialis Linn. 

(Lernæa gadina O. F. Maller (prodr. Zool. Danjy. 

(Tab. XIII, fig. 28.) 

Vi have vel ikke hidtil været heldige nok til at kunne inddrage i vore Undersøgelser 
enten egentlig yngre Individer eller Unger af denne hos vore Arter af Torskeslægten saa 
almindelige Lernæa; men vi have desuagtet kunnet erkjende lidt flere Spor af den op- 
rindelige Krebsdyrbygning, end der hidtil ere blevne anførte. Selv paa de allerældste og 
allermest uregelmæssige Individer have vi saaledes lettelig kunnet overbevise os om , at der 
paa Bugfladen af Dyret, lige under det uparrede Ryghorn eller umiddelbart bag ved dette, 
lindes fire Par meget smaa Lemmer (Bagkropsfødder) , der svare aldeles til de foranførte 
hos Lerneænicerne, og da vi ikke have savnet dem hos nogetsomhelst Individ, vil 
altsaa det Led i Slægtens Charakteristik hos Milne Edwards, der hedder: »depourvus de 
pattes rudimentaires« , paa Grund heraf ikke længere være rigtigt. Men heller ikke 
Antenner kan man sige, at de mangle, idetmindste ikke aldeles, da selv paa de ældste og 
største Individer disses Tilstedeværelse kan paavises, om end i en meget tilbagetrængt 
Tilstand. Paa Bygsiden af Cephalothorax, foran det uparrede Ryghorn og mellem de to 
Sidehorn (altsaa paa Punkter, der svare til de lidt mere udviklede Antenners Udspring hos 
Lerneænicus) udgaaer der tvende korte tveleddede, men aldeles rudimentære Lemmer, som 
tildels rette sig lige iveiret og hvis øverste Led under en tilstrækkelig Forstørrelse tydeligen 
viser sig at være en fordreiet eller vreden Klo eller Sax; at disse udgjøre det andet 
Antennepar kan man aldeles ikke betvivle (fig. 28 /?a 5 ). Af det første Antennepar have vi 
hidtil ikke kunnet finde noget Spor paa vore ældre Individer, men de have alle vist et Par 
leddede Vedhæng, bæltede til den parrede Sidesvulst ved Mundranden, hvilke vi have tydet 
som Kjæbefodderne (fig. 28amp 1 ). Det er imidlertid de selvsamme Bedskaber, hvilke Prof. 
Krøyer i sin ældre Afhandling (Nat. Tidskr. II. p. 294) omtaler som Hjælpekroge, ligesom de af 

9* 



64 404 

samme Forfatter umiddelbart derefter omtalte: »to parallele Rækker af sorte Punkter, fire 
Punkter i hver Række«, ere vore ovenfor anførte Bagkropsfødder. 

Med Hensyn til denne Arts Fasthæftning til sin Vært skulle vi endnu tilføie, at 
den altid er forekommet os hæftet saaledes op i Gjællebuernes Kjødmasse og med sine 
grendelte trende Hæftehorn saaledes t klamret op til de langs under Gjællebuen løbende 
Blodkar, at vi maae formode, at den suger saagodtsom umiddelbart af disse; men vi have 
paa levende Dyr ikke havt Leilighed til umiddelbart at overbevise os herom. 

Som en egen Varietet af dette Krebsdyr maae vi fremhæve: 

28. Lernæa branchialis var. signioidea Stp. & Ltk. 

(Lernæa gadina O. Fabr. fn. gr. 336.) 

(Tab. XIII, fig. 29.) 

Der forekommer ved Færøerne paa Torskearter (formodentlig paa flere) og lige- 
ledes ved Grønlands Kyster paa Ovaktorsken (Gadus ovak) en Lernæform , der hidtil er 
bleven betragtet som identisk med L. branchialis Lin., men som dog med Tiden turde vise 
sig at være en egen Art, hvorfor vi her foreløbigen have betegnet den med oven- 
staaende Navn. 

Idet vi henvise til Figuren (XIII. f. 29), som fremstiller den i naturlig Størrelse, og 
bede denne sammenlignet med de gængse Figurer af L. branchialis (f. Ex. Strøm Søndmør. I. 
f. 18, Baird brit. Entom. tab. XXXV f. 12), skulle vi her bemærke, at den adskiller sig fra denne 
sydligere*) eller typiske Form derved, at den saakaldte »Hals«, den tynde stilkformede Del af 
Bagkroppen, er meget kortere, i Reglen kun halv saa lang som hos L. branchialis, og at den 
derhos er mere tynd og under en skarpere Vinkel bøiet tilbage imod den sækformig opsvulmede 
Del af Bagkroppen, hvilken i det Hele er tykkere og forholdsvis længere end hos L. 
branchialis. Hele Dyret er fuldstændigere S-bøiet. Hornene eller Hæftearmene ere svagere 
og synes mindre forgrenede, medens de Fremstaaenheder, der findes paa begge Sider af 
Halens Udspring ere meget tydeligere. Selve Halen, der hos L. branchialis holder sig 
næsten cylindrisk, er her mere sækformig udvidet ved sin Grund, og Udrandingen i Bag- 
enden viser sig tydeligere. 

Æggetraadene synes os opviklede paa selvsamme Maade, som hos den ty- 
piske Form. 

De samme Spor af Lemmer og Antenner, som vi have omtalt hos Hovedformen, 
have vi ogsaa fundet hos denne; men da vi her ved et gunstigt Tilfælde baade have havt 



Ogsaa ved de danske Kyster forekommer der undertiden en noget lignende Form, men da Hale- 
partiet ikke har den nedenfor nævnte Opsvulning, ere vi i Tvivl, om den bør ansees for aldeles 
identisk med den nordligere Form. 



405 65 

rigeligere Materiale og ogsaa have havt idetmindste halvunge Individer til Undersøgelse, 
have vi her bedre kunnet ofTre flere Individer til en speciellere Oplysning om Lem- 
mernes Bygningsforhold. Disse ere, som Figurerne vise (see XIII. fig. 29 /S), i alle fire Par 
toleddede og forsynede med Børster, men kun de to forreste Par ere tvegrenede, de to 
bageste eengrenede. 

XVI. Om Slægten Hæmobaphes Stp. ty Ltk. samt om 

29. Hæmobaphes cyclopterina (Fabr.J (Lernæa cyclopterina (Fabr.) 

(Tab. XIII, flg. 30.) 

Denne interessante Lernæform var hidtil kun funden paa Cyclopterus spinosus, men 
foruden paa denne grønlandske Fisk have vi ogsaa fundet den paa grønlandske Individer 
af Cottus grønlandicus , Ounnellus fasciatus og Sebastes norvegicus, samt paa færøiske 
Exemplarer af Oadus Meriangus og Cottus bubah's , og den ene af os (Stp.) har tidligere 
taget den i lleikiavik paa Exemplarer af den islandske Cottus scorpius. Det viser sig 
altsaa, at Formen ikke tilhører aliene den arktiske Zones Kyster, men ogsaa gaaer meget 
sydligere, og at den er langtfra at være bunden til en enkelt Fiskeart eller enkelt Fiske- 
slægt, som saa mange andre. Den er hidtil bleven staaende i Slægt med den foregaaende 
Art, og det kan ikke nægtes, at den synes at staae denne saare nær, især naar man seer 
hen til dens udenfor Værtens Gjæller fremragende Dele; alligevel forekommer det os, at 
den ved nærmere Bekjendtskab frembyder saa mange og saa vigtige Afvigelser, at vi maae 
ansee det for naturligst at stille den i en egen Slægt for sig. 

Foruden Fabricius' s meget korte Beskrivelse i Fauna grønlandica (p. 337) have 
vi af Professor Krøyer (Naturh. Tidsskr. I. p. 501. flg.) en udførligere og nøiagtig af 
tvende næsten udvoxne Individer, og af disse tillige Figurer, der for deres Tid ere meget 
brugbare (1. c. Tab. V fig. 4. a — e); men af det fuldt udviklede Dyr med dets Æggesække 
har man ikke nogen Afbildning, ligesaalidt som man har en Fremstilling af de Spor af 
Lemmer, som Dyret endnu maatte have tilbage. Disse Savn er det, som vi ved vore 
Figurer have søgt at afhjælpe, saavidt vort Materiale har villet tillade os det, idet vi tillige 
ved disse have villet tydeliggjøre den meget mærkelige Maade , hvorpaa Dyret ifølge vore 
Undersøgelser snylter paa sin Vært, hvilken af de ovennævnte Fiskearter denne end maatte 
tilhore. 

Det er allerede antydet, at det eiendomm elige Indtryk, som Dyret i dets natur- 
lige Stilling mellem Gjællebladene gjør paa Betragteren, er det samme, som man faaer af 
Lernæa branchialis; men tvende Afvigelser i Enkelthederne træde dog øieblikkeligen frem. 
Først møde nemlig Øiet de to i en aldeles regelmæssig Spiral, lige tyk i dens 



66 406 

hele Længde, tæt oprullede Æggetraade, medens den nævnte Lernæ altid har dem i 
uregelmæssige Løkker, opviklede til langagtige Nøgler; dernæst træffes det af de to Par 
Udvidelser, der ligesom Sække hænge ned fra den tykke stærkt S-bøiede Krop, 
og i Nærheden af hvilke der oftere sees andre mindre Udvidninger eller Bukler. — Det 
forreste Par af disse Poser ligger foran Æggetraadenes Udspring og svarer nøiagtigen 
til de mindre Fremspring af Kjønsringen, paa hvilke vi ovenfor ved Lernæerne have 
gjort opmærksom; det bageste Par ligger bagved Æggetraadenes Udspring og er Ud- 
vidninger af den øvre sækformige Del af Halen, der allerede hos var. sigmoidea af 
Lernæa branchialis var bleven saa stærkt udspilet og som altsaa her endog har faaet lige- 
som Sidegrene. — Jo ældre Dyret er, jo stærkere ere alle disse Sideudvidninger og jo 
mere ere de ledsagede af andre mindre, blot bukleformede; jo yngre Dyrene ere, jo færre 
og utydeligere Spor er der af saadanne Bukler, jo kortere og uanseeligere ere de to 
Par Sidesække. 

Forfølger man nu Snyltegjæsten i dens Fortsættelse ind i Gjællepartiet, finder man 
altid, paa hvilket Gjællepar, paa hvilket Sted af Gjællebuen og paa hvilken af de nævnte 
Fisk den end er hæftet ; at dens S-bøiede opsvulmede Krop strax gaaer over i en lang, 
tynd, trind »Hals«, der ufravigelig bøier ned imod Tungepartiet, idet den følger langs med 
de i Gjællebuens udhulede Bagrand liggende Blodstammer; ankommen til dette Sted 
udskyder »Halsen« nogle smaa Sideforlængelser eller Horn, der snart ere enkelte, snart 
kløvede, snart længere, snart kortere, og ved hvilke den ligesom ved Ankere holder sig 
fastere til sin Omgivelse, og derpaa bøier den sig i en meget skarp Vinkel tilbage og 
følger Dyrets Midtlinie. Denne i en saadan tilbagebøiet Stilling liggende Forende af Dyret 
fandt vi altid indsænket i Blodkarrenes store Midstamme og i bulbus arteriosus, og det end- 
ogsaa saa dybt, at vi ikke have kunnet skjønne rettere, end at den laae i selve Aare- 
stammens Hulhed, og ikke i Karrets Vægge. Selv hvor Fisken bar en saadan Gjæst 
i Gjællerne paa hver af Kroppens Sider, som Tilfældet var med den 5" lange Coltus 
bubalis , hvoraf det fig. 30« aftegnede Exemplar udpræpareredes, indtoge dog begge 
Snylterne samme Plads, den ene kommende fra den ene Side, den anden fra den anden 
Side , og det største Exemplur naaede i denne lille Fisk ligeop til selve Hjertekammeret 
med sin forreste Ende, medens det noget mindre, aftegnede Exemplar standsede nogle 
Millimetre derfra. Paa større Fiskeindivider, som det undersøgte Exemplar af Cyclopterus 
spinosus, naaede de ikke saa langt ned i Medianstammen, men deres Nedtrængen i denne 
maa jo væsentlig være afhængig af, fra hvilket Gjællebuepar de komme. 

Som en Følge af det beskrevne Forhold maa Dyret altsaa i dets forreste Del altid 
være stærkt vinkelbøiet, og fra denne Vinkelbøining af begynder dets hidtil pergamentagtige 
Beskaffenhed ligesom at ændre sig; dog vedligeholder denne sig endnu temmelig fast, 
saalænge den trinde Hals fortsætter sig; men idet Halsen udbreder sig til den omtrent 



407 67 

dobbelt saa tykke Forende af Dyret, bliver Huden blødere og skjørere og mere Iysfarvet, 
og det bliver vanskeligere med Bestemtbed at opfatte Formen af og Sammenhængen mellem 
de enkelte Partier, hvori denne Forende ligesom udsvulmer. Vanskelighederne forøges 
derved, at Dyrets indeklemte Stilling ofte har givet disse bløde Dele en mindre symme- 
trisk Uddannelse og at sjelden to Individer ere nogenlunde eens*). Uagtet alt dette have 
vi kunnet erkjende, at denne Forende falder i fire temmelig vel fra hinanden skilte Afsnit, 
saaledes som Prof. Krøyer rigtigen har fremstillet det. Det bageste af disse udsender 
til hver Side og noget bagud to hornlignende temmelig haarde Forlængelser, der oftest ere 
gaffelgrenede, undertiden er endog hver af Grenene igjen kløvet i Spidsen, men paa den 
anden Side kunne de ogsaa flyde sammen til een Masse. De to mellemste af disse 
Afsnit ligne hinanden noget og, naar Dyret er mere regelmæssig udviklet, synes de 
ligesom at danne to brede Halskraver om dette; Siderne af disse Kraveringe kløve sig 
ialmindelighed i to noget nedhængende Lapper, men ulige stærkt hos de forskjellige Individer. 
Imellem det forreste Afsnit og Forranden af den forreste Kravering sees der paa Bugfladen 
henimod Midtlinien to Par yderst smaa bevægelige Redskaber, hvilke under en stærk 
Forstørrelse vise sig at være to leddede Fodpar med Børster, der maae tolkes som 
Bagkropslemmer (fig. 30 £) og altsaa lade os forstaae, at de to andre Bagkropsringe snarest 
maa være at søge i de to kravedannende Ringe. Det forreste Afsnit danner ifølge 
denne Betragtning den egentlige Cephalothorax; men af dennes sammensættende Dele 
ere vi neppe istand til at kunne paapege nogen enkelt, da just dette Partie i Dyrets 
udvoxne Tilstand poser sig ud i saa mange Retninger. Os forekommer det, at dette 
Partie i det Hele viser en ikke ringe Lighed med hvad vore Figurer fremstille for Pen- 
nellernes Vedkommende. 

Som Opsummering af den her givne Fremstilling ville vi til Slutning anføre, at 
Formens vigtigere Særkjender fra de egentlige Lernæer ville ligge i de i regelmæssig 
Spiral oprullede Æggetraade, i Ueensartetheden af Hæftearmene eller Modhagerne, der her 
findes langt tilbage paa Kjønsringens Hals, men hos Lernæerne foran Bagkropslemmerne, i 
Bagkroppens helt forskjellige Leddeling, Form og Udrustning med Lemmer, samt i de stærke 
Sække eller Sideudvidelser paa Halen og paa Kjønsringen foran Halens Rod. 

Afvigelserne ere altsaa saamange, at Slægten Ræmobapl/es med Tiden vistnok bør 
flyttes lidt bort fra den egentlige Lernæa-Slægt, henimod Clavellinerne og Dichelestinerne, 
med hvilke den synes i mange Henseender at danne Paraleller. Indtil videre formaae vi 
dog kun at give en Charakteristik af Slægten i Forhold til de egentlige Lernæer, og denne 
kunde maaskee lyde saaledes: 

Ilæmobaphes Stp. Ltk. a Lernæa Linn. s. str. (species typica: L. branchialis 



*) Dette lode allerede Prof. Krøyers to Figurer formode (1. c., fig. cit.) 



68 408 

Lin.), cui qvoad partes extra branchias hospitis pendulas proximus est, distinguitur filis 
ovigeris longissimis, in spiras regulares convolutis, abdomine caudaque sigmoideis, crassis, 
in sacculos binos ulrinque dilatatis, »collo« abdominis longo, genuflexo, anchoris brevibus, 
simplicibus vel divisis pluries munito, pedum abdominalium paribus modo duobus, rudi- 
mentariis, minutissimis, vix microscopio conspicuis, cornibus, qvalia in Lernæa, in anteriore 
corporis parte nullis. 

Species typica H. cyclopterina (O. Fabr.) (Lernæa cyclopterina Fabr., Krøyer.) 

XVII. Om Slægten Pennella Oken (Lernæopenna Bh.), 

samt om flere nye Arter og Arternes tidligere Udviklingsformer. 

(Tab. XIV.) 

I Henseende til Pénnella-Slægtens egen Begrændsning imod Naboslægterne finder man 
stor Enighed iblandt Forfatterne, og af de i Histoire des Crustacés af Milne Edwards eller i 
andre Arbeider af andre Forfattere til denne Slægt henførte Former vide vi heller ikke at ud- 
pege uden en eneste tvivlsom, nemlig P. sultana Nordm.*). Men desto vanskeligere har det 
været at afgrændse Arterne imod hinanden indenfor Slægten , og i denne Henseende vil 
vistnok Nøden blive stor endnu i lang Tid. Til de hidtil beskrevne Arter have vi ment at 
kunne føie to Arter, hvoraf den ene turde have saamegen større Interesse, som den snylter i 
et varmblodigt Dyrs Kjød, medens den anden paa sin Vis ingenlunde staaer tilbage 
for den i Interesse, idet den frembyder os en temmelig fuldstændig Udviklingsrække, der 
kaster Lys over disse Formers tidligere Udviklingstrin, hvilke hidtil vare aldeles ukjendte. 
Ogsaa turde enkelte Individer af de nedenfor omtalte Arter give os nogle Vink om de hidtil 
forgjæves søgte Hanner. 

Med Hensyn til Arternes Gruppering maae vi gjøre opmærksom paa, al Milne 
Edwards vel deler Arterne i denne Slægt, ligesom i hans Lernæonema-S\ægi, eftersom de 
paa Forenden eller det saakaldte »Hoved« have kun to Horn eller have tre saadanne, idet 
da et uparret Ryghorn træder til de parrede Sidehorn (1. tete garnie de deux cor- 
nes ou prolongemens brachiformes libres: P. sagitta (Lin.) og P, filosa (Lin.); 2. trois 



Vi ere nemlig uvisse om, hvorvidt Pennella sultana v. Nordm. virkelig hører naturligen sammen 
med de andre Arter; dens S-bøiede Krop og dens grenede Hæfteredskaber synes os idetmindste 
at fjerne den fra de øvrige og at stille den som Mellemled imellem Pennella og Liernæa, som en 
til det Blainvilleske Slægtsnavn Lernæopenna svarende virkelig Lernæa med »appendices penniformes 
de l'abdomen rameux«. Hvis den af Milne Edwards og v. Nord man n maatte være hensat til 
Slægten Pennella paa Grund af de rudimentære Fødder, der tillægges denne Slægt, men som nægtes 
Lernæa, da maae vi erindre om, at vi foran have paavist, at ogsaa sidstnævnte Slægt har disse, paa 
samme Sted og i samme Tjdviklingstilstand. 



409 • 69 

cornes occipitales: P. Blainvillii (Les.) og P. sultana (Nordw.), men at vi ikke have 
kunnet bruge denne Grupperingsgrund , da vi idetmindste hos een Art have fundet delte 
Forhold saa varierende , at vi antage , at det neppe bør anvendes som Årtsmærke. Vi have 
valgt at fremstille de Bemærkninger, vi have at gjøre om de ældre kjendte Arter, efter 
disses Anciennetet og at knytte vore nye Arter til den af disse, hvilken de forekomme os 
at staae nærmest. 

30. Pennella sagitta (Linn.) 

(Tab. XIV, fig. 31.) 

Denne længst bekjendte Art af Pennellerne, der tillige synes at være den, som i 
udvoxen og fuld kjønsudviklet Tilstand opnaaer den ringeste Størrelse, angav Linné 1754 
som »Lophio tumido insertam« i hans Chinensia Lagerstroemiana (cf. Amoen. academicæ, 
Vol. IV. p. 257, Tab. III Og. 13), og ved Lophius tumidus forstod han her vistnok snarest den 
i Osbecks Reise S. 305 under dette Navn omtalte Fisk fra det atlantiske Sargassohav og 
neppe den af ham i ovennævnte Dissertation nogle Blade forud beskrevne (indiske?) Lo- 
pMus histrio, til hvilken han iøvrigt henførte Li. tumidus og som han forresten ogsaa til- 
lagde Hovedophold i Sargassomasserne. Linné s Typus for Pennella sagitta tør altsaa for- 
modes at være fra den Fisk, som i den nyere Systematik benævnes Chironectes mormoratus 
og er fra Sargassohavet. Under denne Forudsætning mene vi sikkert at have den linneiske 
Art for os; thi vore Individer ere tagne af den selvsamme Fisk netop fra disse samme Egne af 
Atlanterhavet; men er Forudsætningen ikke rigtig, da vil Linnés korte Ueskrivelse og 
simple Figur af et ufuldstændigt Exemplar ikke kunne føre os til nogen bestemt Erkjen- 
delse. Iblandt de med Pennellerne plagede Individer af ovennævnte Fiskeart, hvilke Hr. 
Captain Hyg om har medbragt til Museet*), fandtes der enkelte, som havde fire ud- 
voxne foruden flere meget yngre Exemplarer af saadanne Snyltere dybt indborede i Kroppen, 
og alle vendte de med den fjerede Hale skraat bagtil, saa at det skuffende saa ud, som 
om den lille Fisk havde været udsat for en Pileregn. Paa andre Individer have vi under 
Huden og i Kjødet fundet et stort Antal af aldeles unge Penneller, hvilke tidligere Stadier 
aabenbart hidtil aliene have undgaaet Naturforskernes Opmærksomhed, fordi man ikke har 
sogt efter dem indenfor Huden. 

Da Pennella- Arterne paa den ene Side kun frembyde faa ydre Holdepunkter til 
Ariernes Adskillelse, og da paa den anden Side de individuelle Forskelligheder i Forholdene 
al' liere Dele synes meget større, end man har forudsat, have vi gjort os Umage for at 
kunne sammenligne indbyrdes mange Individer af samme Art og tillige, saavidt muligt, 
liere Individer tagne Ira sel\ samme Vært, for derved at undgaae noget af den Usikkerhed i 



De enkelte Lokaliteter vare: 29° NBr. og 78° VL.; 3 li 3 NBr. og 39° VL. 

10 



70 410 

Opfattelsen af Grændserne imellem de enkelte Former, der er en nødvendig Følge af de 
nævnte Misligheder. Saa smukke Museumsstykker saadanne med flere Penneller gjennem- 
skudte CMronectes end ere, saa have vi dog til et videnskabeligt Formaals Fremme fore- 
trukket at udpræparere disse Snyltere af dem, dels til gjensidig Sammenligning, dels til 
Sammenligning med en nærstaaende Art, som vi næstefter skulle omtale. 

Ifølge vore Individer (smlgn. vore Figurer tab. XIV flg. 31) maae vi bekræfte, at den af 
v. Nordmann (Mikrogr. Beitråge II. Tab. X. fig. 6) i femdobbelt Forstørrelse givne Afbild- 
ning i det Hele rigtigen gjengiver vor Art og Linnés P. sagitta, og det aftegnede Individ 
angives ogsaa at være taget af den nævnte Lophioid. Det større Antal af vore paa denne 
CMronectes- Art tagne Individer (10) stemme nemlig overens i, at Hornene eller Modhagerne 
ere i Forhold til de øvrige Kropdele meget lange, og ethvert Spor til et tredie eller 
uparret Horn mangler paa dem alle. Disse Modhagers Længde (a), sammenlignet med 
den tyndere Del af Bagkroppen eller den saakaldte »Hals« (b) og Bagkroppens mere op- 
svulmede Del (c) samt Halepartiet (d) ville nedenstaaende Maal angive for tre Individer (2. 
3. 4.), tagne af een og samme Fisk, og ligeledes for fire andre Individer (5. 6. 7. 8.), 
tagne sammen af en anden Fisk, samt for et ottende Individ af en tredie (1). Til disse Længde- 
maal, angivne i Millimetre, have vi endvidere føiet Tvermaalet af det saakaldte »Hoved« 
(e), hvis Længde og Brede iøvrigt var temmelig overensstemmende: 

1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 

«l Amm /iM 7mm "Jmin gmm Q 9n»n Qmni Amm 



b. 


% 5 - 


2,5- 


3- 


3- 


2- 


1 - 


1,5- 


1,5- 


c. 


8,5- 


7,5- 


1,0- 


8- 


7 - 


6 - 


7 - 


5,5- 


d. 


5 - 


4 - 


6 - 


6- 


5- 


4 - 


5 - 


4 - 


e. 


3 - 


' 2,5- 


2,8- 


2,8- 


2- 


1,8- 


1.8- 


1,8- 



Alle tre Individer paa den ene CMronectes (2. 3. 4.) havde Æggetraadene udvik- 
lede til omtrent tre Gange saa stor en Længde som Halepartiet , medens de enten 
vare tabte eller snarest slet ikke havde været udviklede hos Individet 1. Af de fire 
udvoxne Penneller (5. 6. 7. 8.) paa den anden CMronectes vare de to (6 og 7) i samme 
Tilfælde, som udmærker 1, medens de to andre vel havde Æggetraade, men kun halvanden 
(8) indtil to (5) Gange saa lange som Halepartiet. Da det saaledes synes, som om disse 
fire sidste Individer i det Hele turde ansees for lidt mindre fremrykkede i Alder end de 
tre næstførste, turde man maaskee ogsaa formode, at den gjennemgaaende kortere Længde af 
Sidehornene, ved hvilke de ligesom ligge for Anker i Fiskens Muskulatur, kunde have sin 
Grund heri, og at Hornene med Tiden vilde være blevne forholdsvis længere; skulde detle 
ikke blive Tilfældet, da vilde den individuelle Variation i dette Forhold ikke være ubetydelig. 
Æggetraadene endte altid i den allerede af v. Nordmann aftegnede og beskrevne klofor- 
mede Spids og vare altid bøiede i en Halvbue. 



411 71 

Næst efter »Hornenes« Forhold pleier man at benytte til Arternes Adskillelse de paa 
Halen anbragte Fanelraades udelte eller grendelte Tilstand; allerede Linné angav (1734) 
som Særkjende paa sin P. sagitta, at disse Fanetraade vare enkelte: »Summitas vero 
radiata, brevior, levis, angustior, pinnata utrinque radiis patentibus, simplicibus, filiformibus, 
pluribus« (see Cbinensia Lagerslroemiana i Amoen. Acad. IV. p. 257), og dette have 
ogsaa senere Forfattere gjentaget (Milne Edwards 1. c. 522.) Men denne Angivelse 
er meget langt fra at have nogen almindelig Gyldighed, og vi maae ogsaa erindre, 
at Linné ikke oprindeligt anførte den til Sammenligning med andre Penneller, men 
kun til Sammenligning med de saa tydelig fjerede Straaler hos Søfjerene, (Penna- 
tulæj, sammen med hvilke han dengang, ligesom senere, af Mangel paa bedre Kund- 
skab stillede sin P. sagitta. Fanetraadene paa Halen, hvis Middeltal kan angives til 
omtrent tyve paa hver Side, sjelden indtil to flere eller færre, have vist sig snart udelte 
eller dog kun med enkelte tvedelte indskudte imellem sig (f. Ex. de ovennævnte Individer 
I. 2. 4. 5., hos hvilke der hos 2 og 5 kun fandtes en gaffeldelt, hos 4 fire paa den ene 
Side og een paa den anden Side), snart tvedelte næsten ligefra Roden af, eller dog kun 
med enkelte ugrenede imellem sig; saaledes havde Individet 7 paa den ene Side en Fjerde- 
del af Traadene tvekløvede, paa den anden Side omtrent Halvdelen, medens Individet 8 kun 
havde en enkelt paa den ene Side, 3 slet ingen enkelte, men dem alle tvedelte med ligelange 
Grene. Ved Tvedelingen fremkommer stedse den nye Gren paa et bestemt Sted, nemlig 
tæt ved Roden og altid mod Underfladen, og efterhaanden forlænger den sig lidt buet i sit 
Løb, indtil den faaer lige Længde med Hovedtraaden, og den hele Halefane erholder naturligvis 
da et langt tættere Udseende. Naar man nu seer paa samme Fisk tvende Penneller, som 
Individerne 3 og 4, sidde lige ved Siden af hinanden og i samme Udviklingsgrad og Alder, 
men dog med saa forskjelligt Faneforhold, saa vil det være klart, at dette ikke kan bruges 
til at adskille Arterne. Idet' Grenen begynder at skyde frem som en lille Fremstaaenhed 
paa den bagre og nedre Side af Traaden, faaer denne den »knieformige Ausbiegung an 
der Basis«, som v. Nordmann 1. c. S. 122 omtaler og paa sin forstørrede Figur afbilder, 
og som, efter vor Mening, er et Vidnesbyrd om, at ogsaa Fanetraadene paa hans Individ, 
der angives at være kun »uusnahmsweise gespalten«, med Tiden alle vilde være blevne gaffeldelte. 
Korreston maae vi endnu gjøre opmærksom paa, at mange af Traadene hyppigen blive 
bortædte eller falde af og erstattes senere ved nye, der enten udskyde som Grene fra den gamle 
Rod eller komme umiddelbart fra Halens Axe, og fremdeles at med en mere fremrykket 
Alder udskyder der ogsaa lignende Traade fra det foranliggende Kropparti, saa at to, tre 
eller flere Traade fortsætte sig op paa Siden af Kjønsaabningerne og forbi disse*). I saa- 
danne Nydannelser har Antallets Vaklen for en Del sin Grund. 



"i Forsaavidt man vil sammenstille Halens Fanetraade med de fra Hæmobaphes nedhængende storre 
Udvidninger eller Sække, kunde man altsaa ogsaa sammenstille de enkelte Par ved Kjonsaabningcn 
med de Udvidninger, som sammesteds findes hos denne Slægt og hos Lei-næa. 

10* 



72 412 

Til v. Nor dm an ns Iagttagelser over og Afbildning af de fire Par Bagkropsfødder 
have vi at tilføie, idet vi henvise til vore Figurer, at disse i Virkeligheden ere mere end 
Rudimenter, idet de dels endnu vise Tvedeling og Leddeling i Grenene, naar de forsigtigen 
udpensles af den dem omgivende Slim, dels endnu bære Fjerbørster. Desuagtet kan man 
ikke ville tillægge disse Lemmer, eller de aldeles tilsvarende hos Lernæa og Lerneænicus, 
nogen Betydning som Bevægelsesredskaber, efterat de vedkommende Dyr ere naaede saa 
langt hen i deres omdannede Tilstand; man fristes til at antage, at de kun kunne tjene til 
at fjerne det sig i Dyrenes Gange ophobende Slim, eller at de maaskee hos alle disse saa 
dybt indborede Former kun ere blevne tilbage, fordi de sidde saa vel beskyttede, at ingen 
ydre Vold kan komme til at fjerne dem. 

Paa de udvoxne Dyrs Bugside have vi ikke kunnet finde Spor af flere Lemmepar 
end de nævnte, og heller ikke have vi kunnet opdage Munddelene imellem de saa tætte og 
saa grendelte Udvæxter paa Forkroppen eller »Hovedet«; men paa Rygsiden af dette snart 
noget bredere, snart noget smallere, men dog i det Hele temmelig kredsrunde Parti, have 
vi hos alle, selv de ældste, Individer erkjendt to meget tydelige Antenner, sammensatte af 
to paa hinanden og paa Hovedet ubevægelige Led, der i Spidsen danne en undertiden 
noget uformelig Klo eller Tang og minde om de Dannelser, vi foran have paavist hos 
Lernecenicus og Lemæa, og som bedst vil kunne opfattes af vore Figurer (tig. 31 a). Fra 
disse Antenners Rod gaaer der tilbage over Rygsiden af Dyret en ægformig-lancetformet 
Figur af sorte Pigmentstænk, lidt takket i Randen og hist og her ligesom afdelt ved Tver- 
linier. Denne Tegning, der tillige angiver Grændsen af en svagt hvælvet Rygning, faaer 
sin Forklaring ved den senere hen givne Udviklingsgang. 

Denne Pennella-Arl findes i høist ulige Grad indsænket i Chironectens Krop; snart 
staaer nemlig den opsvulmede Del af Bagkroppen næsten i hele dens Længde frem af Fiskens 
Hud, snart er den derimod sænket helt ind i Fisken lige til Halefanen; undertiden for- 
længer Huden sig ligesom i et Rør ud over den. Vi have ikke bemærket anden Indfly- 
delse af disse forskjellige Grader af Indboring, end at Snylternes mørkere eller lysere 
Farve og Hudens Haarhed har rettet sig derefter. 

Fra de samme Belter af Atlanterhavet (29° NBr. og 78" VL.) have vi ogsaa paa en Biodon 
sexmaculatus fundet en yngre Pennella, som vi ved umiddelbar Sammenligning med samme 
Udviklingstrin af den hos Chironectes snyltende ikke have kunnet skjelne fra P. sagitta. 
Derimod maae vi antage, at den af Blainville (Journal de Physique (1822) t. 95. 
p. 446 Tab. fig. 4) kortelig beskrevne og i Omrids aftegnede P. brachiata (Bh) af en 
Biodon fra. IVlanillahavet paa Grund af sin Udbredningskreds vil vise sig forskjellig, naar 
den nøiere undersøges, og i det Indiske Hav træde istedenfor Atlanterbavets P. sagitta. 
Et andet Spørgsmaal bliver det, om i bekræftende Tilfælde denne indiske Form da skal 
have det Linnéske Navn; thi dette maa naturligvis skee, saafremt man med Ellis, Blain- 



413 73 

ville (1. c. og Diction. des se. natur. XXVI. p. 120) og FL vil lade Linn é s Typus være 
fra det chinesiske Hav. 

Vi slutte de her gjorte Bemærkninger om Ariens Formforhold med at berigtige en 
Angivelse hos Milne Edwards; skjøndt vor Art neppe bliver en Tomme lang, tillægger 
denne Forfatter den dog (1. c.) en Længde af fire Tommer, en Fejltagelse", som formodentlig 
har sin Grund i, at Forfatteren, om endog tvivlende, henfører hertil som Synonym 
Holtens P. eæocoett, hvilken vi senere skulle omtale og som rigtignok naaer en saa 
anseelig Størrelse, eller ogsaa deri, at Forfatteren ikke har erindret, at den af ham citerede 
Figur af v. Nord man n fremstiller Arten flere Gange forslørret. 

31. Pennella varians Stp. & Ltlc. 

(Tab. XIV, fig. 32.) 

Meget nær til Pennella sagitta Linn., saaledes som vi ovenfor have beskrevet den 
fra den atlantiske Chtronectes marmoratus, synes os en Pennella at staae, som vi i et større 
Antal have udpræpareret af Finnerne af en »Dolphin« , hvilke Hr. Captain Hygom havde 
skaaret af Fisken og hjembragt til Museet, (Dolphinen var taget paa 0° NB. og 28° VL.). Vi 
vare endog en Tid lang meget uvisse, om vi ikke burde, ansee den for at være aldeles 
samme Art. Imidlertid tyder dog den for os liggende Række af Individer hen paa, at der 
gjennemgaaende findes flere Forskelligheder imellem dem; nærværende Form synes saaledes 
at naae en større Længde, væsenligen betinget ved en længere Hals, og Modhagerne ere 
kortere og i ubestemt Antal. 

Vi have paa vor Tavle givet et større Antal af Figurer i naturlig Størrelse for at 
vise den store Ubestemthed, som der er ikke allene i Hæftearmenes Antal, men ogsaa i deres 
Form — en Vaklen, der er af saamegen større Betydning, som man hidtil havde troet at 
kunne inddele Arterne i Grupper efter deres Modhagers Antal, saaledes som vi foran have 
bemærket. 

Af de nævnte Finner udskar vi, foruden flere yngre Stadier, til hvilke vi senere 
komme tilbage, ni fuldstændige Exemplarer, som vi antage for fuldvoxne , omend intet af 
dem bærer Æggelraade. Disse frembøde følgende Længdemaal af Modhagerne (a), Bag- 
kroppens Halsdel (b), sammes opsvulmede Del (c) og Halen (d). 

i. 2 3 4 5 C 7. 8 9 

jl 3 Xnrn 9 a mm 9 n,m Qnnn Xmm Amin 3 5 mm 3" lm 3""" 



b. 


9 - 


- 8,5- 


7 - 


7 - 


9- 


9 - 


7 - 


6- 


7 


c. 


'.) - 


• 8,5 - 


6- 


5,5 


/ - 


7 - 


5,8 - 


5 - 


7 


d 


6 - 


5 


4,5 


3,5- 


5 - 


6 - 


M- 


4 - 


4,5 



Af disse have nu de fem sidste kun to Horn eller Modhager, hvilke sjelden ere 
Døiagtig af lige Længde, ligesom de ogsaa staae under ulige Vinkler ud fra Kroppen, dog 



74 414 

ere de altid tilbagebøiede; de fire andre have derimod i Midtlinien paa Rygsiden en 
længere eller kortere tredie Modhage, der er mindst hos Individerne 3 og 4, hvilke ogsaa 
forresten ere de korteste og smalleste; hos 1 er den af halv Længde med Sidehagerne 
og hos 2 næsten af lige Længde med disse. 

Til nærmere Sammenligning med dette Forhold maa her strax endnu tilføies, at 
vi ogsaa af de samme Finner imellem Finnestraalerne have udskaaret flere Forender, nemlig 
»Hovedet« og »Modhagerne«, af endel andre Individer, der forlængst vare bortdøde*), og 
disse, der i Antallet vare 9, viste ligeledes noget meget Vaklende i Hornenes Længde, og 
to af dem havde det tredie Horn i Frembrud; af atten Individer havde altsaa en Trediedel 
tre saadanne Modhager. 

»Halsen«, som ved foregaaende Art var saa kort og altid en mindre Brøkdel 
af det opsvulmede Parti, vise Maalene her altid enten af lige Længde med eller endog 
længere end dette Parti. Hale partiet turde i Forhold til Dyrets hele Længde være kjende- 
ligen kortere; dets Fanetraade ere i Antal 21-22; vi have ikke fundet under 21; Traadene 
ere aldeles enkelte paa Individerne 2, 4, 8, 9, og med korte Bitraade eller Grene hos 1, 
5 og 7. Overgange frembøde 3 og 6; sidstnævnte havde fire grendelte mellem de enkelte. 

Naar vi nu, uagtet de nævnte Forskjelligheder mellem disse formentlig udvoxne Dyr 
og forrige Art, dog alligevel have været i Tvivl om denne Forms Ret til at udgjøre en selvstændig 
Art, da behøve vi kun at erindre om dens særegne Forekomst, nemlig ved Finnernes 
Rod og imellem Finnestraalerne; thi hvorvidt Snylterne af denne Slægt, hvis Arter ere saa 
vanskelige at holde ude Ira hinanden, virkelig betydeligen forandre deres Form, eftersom 
Tilfældet fører dem over paa den ene eller anden Fisk, som Vært, og eftersom de komme 
til at hæfte sig i bløde Kjøddele eller under saa lidet gunstige Forhold, som Finnerne synes 
at byde, derom vides aldeles intet. I det foreliggende Tilfælde ere vi overtydede om, at 
Fasthæftningen imellem Finnestraalerne idetmindste oftere havde fremkaldt den ulige Væxt 
af Sidehornene og maaskee betinget Udvæxten af den tredie Modhage, saaledes som vi 
hos Lernæa og Hæmobaphes oftere have bemærket en Sammenhæng imellem de ydre For- 
hold og Grendelingen af Hornene eller Fremvæxten af disse. 

Baird har i Annals of natur, history Vol XIX p. 280 beskrevet en langt større Pen- 
nella fra en »Dolphin« eller »Corypltæna« fra noget sydligere Dele af Atlanterhavet (ll°54'SB, 
— 27° VL.) og benævnt den P. pustulosa. Da »Hovedet« og Modhagerne have en ganske 
anden Form, og Fanetraadene uagtet Dyrets Størrelse bestemt betegnes som ugrenede 



*) Vi have nemlig bemærket saavel ved Lernæer som ved Penneller, at nogen Tid efter Døden brister 
enten Kroppen i den tynde Halsdel og alle bagved liggende Dele af Dyret føres da naturligen bort ved 
Fiskens Bevægelser, eller, naar en saadan Bristning ikke finder Sted, bortslides simpelhen hele Bag- 
kroppen, medens Forkroppen og dens Modhager blive siddende og danne Kjærnen af forhærdede Knu- 
der i Fiskens blødere Dele. 



415 75 

(»plumose appendages simple«'), maae vi antage denne Art for at være uden nogen For- 
bindelse med vort Art Fra Coryphænen. 

32. Pennella exocoeti (Holten.) 

(Lemæa exocoeti Holten; Lemæopenna Holteni Blainv.) 

(Tab. XIV, flg. 33.) 

Den af Holten i Aaret 1802 i Naturhistorieselskabets Skrifter V. B. S. 136 Tab. III 
f. 3. a. b. beskrevne og aftegnede Lemæa exocoeti, hvilken Blainville paa denne Beskrivelse 
og Afbildning igjen opførte som Lemæopenna Holteni, mene vi at have gjenfundet paa 
tvende Exemplarer af en Exocoetus, fangne af Hr. Captain Hygom i den varmere Del af 
Atlanterhavet, det ene under 5° NB. og 35° VL. (1859), det andet under 21° NB. og 
40° VL. Sidstnævnte havde to yngre Penneller fremragende af Skjælbedækningen, først- 
nævnte havde kun een, men denne var fuldvoxen og forsynet med Æggetraade, der dog i 
deres ydre Dele vare aldeles afslidte. Uagtet Individernes forskjellige Udviklingstrin (smlgn. 
Figurerne) kunde vi dog ikke tvivle om, baade at de alle hørte til een Art, og at denne 
maatte være den Holtenske. Da imidlertid den ovenfor anførte Figur af denne angives at 
fremstille Dyret i naturlig Størrelse, have Holtens Individer ikke været saalidt større end 
vore tre, hvilke ligeledes i vore Figurer ere fremstillede i naturlig Størrelse; men For- 
skjellen er dog ikke større, end at de meget vel derfor kunde høre til samme Art, idet- 
mindste efter vor Mening. Skulde vi betegne det, hvorved denne Art, foruden ved noget vist 
Habituelt, udmærkede sig fra de andre atlantiske, da maatte vi fremhæve det saakaldte 
»Hoveds« større Brede og dets Sidedeles Opsvulning i to temmelig regelmæssige Halv- 
kugler, idetmindste naar de sees fra Rygsiden, samt Modhagernes Tyndhed i Forhold til 
Dyrets Størrelse og de c. 21 tre — firedelte Fanetraades større Tæthed paa Halepartiet. 

De forstørrede Figurer af Dyrets Forkrop vise, hvorledes vi hos denne Art ligesom 
hos de foregaaende fandt Bagkropsfødderne og det andet Antennepar stillede. Med Hensyn 
til denne Snylters Fasthæftning paa og i Værten skulle vi anføre, at alle tre Individer vare 
hæftede paa Værtens Forkrop, nærved eller dog ikke langtfra Gjællespalten, at de alle vare 
borede dybt ind i Kjødet, og at det ene endog fandtes med »Hovedet« og Modhagerne 
dybt inde i Leveren, hvis forreste Halvdel derved var gaaet over i en halvt opløst Tilstand. 

Den afLesueur beskrevne P. Blainvillii (Journal of the Acadeniy of Natur. Science 
of Philadelphia 1823. Vol. III P. 1. p. 291 pi. XI. fig. II. og III.) var ogsaa tagen af en 
Exocoetvs (E. volitans), men afviger baade i de ældre og yngre Stadier saameget fra vore, at 
\i maae ansee den for meget forskjellig. Derimod synes P. exocoeti at komme nærmest til 
P. filosa (Linn.), hvilken vi mene at besidde fra Atlanterhavet i et Par Exemplarer, som Hr. Pro- 
fessor Reinhardt fra sin sidste Reise over delte har givet til Museet og som han tillige- 



76 416 

med flere andre havde taget af en orthagoriscus-agtig Fisk. Forskjellen imellem begge Arter 
synes os især at ligge i den stærkere Rynkning af den opsvulmede Del af Kroppen og 
Halen hos P. filosa, samt i Haletraadenes endnu stærkere Forgrening og deri, at Mellem- 
rummet mellem Rynkerne hos denne bærer ligesom en Tverrække af Smaavorter. Saafremt 
iøvrigt flere nærstaaende Arter maatte vise sig forvexlede med hinanden under det gamle 
Navn af P. filosa (Linn.), — hvilket let kan være muligt*) — da maae vi bemærke, at den 
middelhavske Pennella fra Sværdfisken maatte ansees for Artens Typ, men denne have vi 
ikke havt til Sammenligning med vore**). 

33. Pennefla crassicornis Sfp. & Ltk. 

(Tab. XIV, fig. 34.) 

Det var, saavidt vi vide, først anden Gang at et lernæagtigt Snyltedyr erkjendtes 
at leve paa et varmblodigt Dyr, da Hr. Sysselmand H. Muller i Thorshavn paa 
Færøerne i Aaret 1855 sendte os et Glas fuldt med denne Pennella; alle de deri indeholdte 
Individer vare tagne af een og samme Døgiing, Hyperoodon rostratus (Mull), fanget samme 
Aar ved Suderø***). Skjøndt vi ikke senere have erholdt den fra disse Øer, have vi dog 

S 

al Grund til at antage, at den ikke sjelden forekommer paa delte Hvaldyr, thi paa en i 
denne Vinter i Lille-Belt fanget Døgiing, som senere forevistes her i Kjøbenhavn, gjenfandt 
vi flere cylindriske Huller i Huden og Spækket, som aabenbart maatte hidrøre fra saa- 
danne Gjæster, der vare blevne afrevne, og ved nærmere at udspørge Hvaldyrets Forevisere, 
blev det ogsaa tydeligt nok, at flere saadanne Dyr havde været tilstede under de første Uger 
af dettes Forevisning, nemlig inden det kom til Kjøbenhavn. Da det senere blev afspækket, 



*) Saaledes have alle de store Individer, som vore Museer besidde fra orthagorisk-agtige Fisk, tre Horn, 
medens Milne Edwards henfører Arten i dens Helhed til hans første Gruppe med to Horn; men 
fra hvilke Fisk hans Individer vare, anføres ikke, heller ikke kan man see, af hvilken Fisk det hos 
Guérin, Iconogr. Zooph. Tab. 9 fig. 3, afbildede Individ er taget; Figuren synes at fremstille Dyret 
tohornet. 

") Det er os øvrigt ikke bekjendt, at man har nølere undersøgt Sværdfiskens Pennella. I det stille 
Hav er en særdeles lignende Form idetmindste taget tvende Gange paa en orthagoriskagtig Fisk (see 
Voyage de la Peyrouse. IV. pag. 51 PI. 20 fig. 6 par Martiniére taget imellem Nootka og Mon- 
terey i Californien; Chamisso Aet. Acad. Cæsar. Leopold. Carol. Natur. Curios. X. part 2.) Det er 
Pennella diodonlis Oken (Chamisso & Eysenhardt) , Pennella Bocconii Blainv. (Journal de Physique 
95. pag. 378.) 

Milne Edwards mener, at Arten P. Bocconii adskiller sig fra de øvrige »par la conformation 
des appendices abdominaux.« ; (1. c. p. 523); vi skulde troe, at de to Fjer, der paa La Martiniéres 
Figur staae paa Siden af Halen, blot ere tilsatte som Prøver paa Fanetraadenes grenede Form, ellers 
vilde den rigtignok fjerne sig mere end som blot Art fra de øvrige. 
*") Ifølge en Bemærkning af Adjunkt v. Du ben i Forhandlingerne ved de skandinaviske Naturforskeres 
fjerde Mode i Christiania, 1849 p. 280, og skriftlig Meddelelse fra vore Venner i Norge vide vi, at 
man der har erholdt en Art af samme Slægt af en Finnehval, og denne vil rimeligvis vise sig at 
være en aldeles forskjellig Art. 



417 77 

for at præpareres til Skelet, lykkedes det ogsaa at finde enkelte Forender af disse Snylte- 
dyr inderst i Spækket og i Kjødet. 

Som Figurerne (Tab. XIV. fig. 34 og 34') vise, — i naturlig Størrelse fremstille de nemlig 
dels meget unge Individer, dels Forenden af et aldeles udvoxet, — udmærker Døglingens 
Pennella sig fra de andre kjendte Arter ved en betydelig Størrelse, en stærk udviklet og 
meget rynket Hud, en i Forbold kun lidt fremtrædende og kun svagt opsvulmet Hoved- eller 
Mundregion, men usædvanlig tykke og stærke Sidehorn og et næsten ligesaa stærkt Ryg- 
horn. Den mere opsvulmede Del af Kroppen sees idetmindste paa de halvvoxne Individer 
(af 80 — 100 mm Længde) at være forholdsvis kort, og den saakaldte Hals derimod meget lang, to 
til tre Gange saa lang som hin; den første fremstiller den Del af Dyret, der hænger frit 
ud i Vandet, den anden derimod den Del, der er inde i Værten, og allerede dette røber, 
at Dyret hæfter sig dybt og gaaer igjennem Spækket ind til Kjødet; disses Hale er da 15 mm , 
og bærer 23 Par mangegrenede, traadlignende Forlængelser (et Sæt af disse er fremstillet i 
Fig. 34 y). Under Ryghornet sidde de sædvanlige fire Par yderst smaa Bagkropsfødder og paa 
Rygsiden Antennerne; men vi maae bemærke, at paa Forenderne af de gamle Individer 
vare kun Spor af Bagkropsfødderne at erkjende, som vi formode, fordi Døglingen i flere 
Uger havde været stivfrossen og efter Optøningen allerede gaaet noget i Forraadnelse, 
inden Penuellerne udskares. 



Til de foranstaaende Bidrag til Erkjendelsen af de nævnte fire atlantiske Arter 
kunne vi føie følgende med Hensyn til Pennellernes Udvikling i Almindelighed. 
Af alle fire Arter have vi for det Første halvvoxne og noget yngre Individer, der, for- 
uden at mangle Æggetraadene, kun have svage Spor af Hulefanen eller aldeles ikke vise 
Spor af denne, og hos hvilke samtidigen Halepartiet findes svagere udviklet og Bagkroppen 
kim lidet eller slet ikke opsvulmet; de mangle altsaa i denne Tilstand en af Pennella- 
slægtens væsenligste Charakterer, og svare da omtrent til saadanne Figurer, som den i 
C u vier Regne animalZooph. pi. 31 fig. 2 af P. Blainvillei givne eller den afLesueur 
(I. c. PI. fig. 3), af samme Art fremstillede, med hvilke man kan sammenligne vore 
Figurer 33' og 33". Den af Værten i dette Stadium udhængende Del er da kun traad- 
dannet med en mere eller mindre tydelig Indsnøriug paa det Punkt, hvor Halepartiet 
begynder. Af de to mindre Arter, P. sagitta og P. varians, især af den sidste, have vi der- 
næst en Række af meget yngre Former, lige indtil Unger eller Larver af kun fan Millimetres 
Længde, og de væsentligere Trin af denne Rækkes Udvikling have vi søgt at fremstille i 
Figurerne 32 I. m. n. o. 

Medens Forenden af de ovenfor omtalte, af Værten udhængende Individer med 
simpel traadformet Krop i det Hele svarer til de udvoxne Pennellers og navnlig allerede 

li 



78 418 

har Modhagerne i samme Form og Forhold som disse samt det opsvulmede »Hoved» ogsaa 
væsentligen af samme Form, saa vil man see, at paa disse tidligere Trin, i hvilke Bag- 
kroppen af hine indtrængte Gjæster endnu ikke har forlænget sig ud igjennem Værten, ere 
»Hovedet« og Modhagerne endnu ikke uddannede til de stærke Hæfte- og Fastholdnings- 
redskaber. Ved skridtvis gjennem vore Figurer 1, m, n, at forfølge Formen tilbage til det 
yngste Trin, vi have fundet (o), vil man let see, hvorledes Modhagerne efterhaanden ud- 
dannes og forme sig af en Udkrængning fra Underfladen af Ungens Cephalothorax, og lige- 
ledes, at det med saa talrige Udvæxter besatte kugleformede »Hoved» væsentlig skyldes en 
lignende Udbulning og Udkrængning fra Underfladen af den forreste Del af Cephalothorax, 
hvorved det andet Antennepar (a-) efterhaanden skydes op paa Rygsiden af Dyret. Endelig- 
bliver man vaer, at netop det hvælvede langstrakt -ovale Parti, der findes paa Rygsiden 
af »Hovedet«, selv paa de gamle Penneller, og de Pigmentpartier og Stænk, der begrændse 
eller gjennemskjære det, betegne ligefrem Dyrets oprindelige Thoracalparti og de Ringe, 
der sammensætte det eller følge efter det. At det i de ældre Stadier ubevægelige andet 
Antennepar i disse er aldeles bevægeligt og Svømmefødderne fuldt saa vel udviklede, er en 
Selvfølge, ligesom vi ogsaa have kunnet overbevise os om, at de paa de seneste Stadier 
ikke iagttagne indre Antenner samt Kjæbedele og Kjæbefødder ere tilstede (see Fig. 32 m. /? 
og B2 o. /S). 

Paa det af os iagttagne tidligste Udviklingstrin frembyder den spæde Pennella eller 
Pennellalarven , som man vel tør kalde den, paa den ene Side en ikke ringe Analogi med 
Lonchi di um slægten; men paa den anden Side, idet Pennellen paa dette Stadium ligesom 
er bleven afklædt alle de Udvæxter og Udviklinger, der give det udvoxne Dyr sit eiendomme- 
lige og abnorme Udseende, frembyder den ogsaa en næsten ren Krebsdyr- og specielt 
Copepod-Form. Hvad vi her have iagttaget af Udviklingen af Hornene og de øvrige Udvæxter 
fra Hovedet, har ledet os paa den Tanke, at disse Dannelser vistnok snarest maae sam- 
menlignes med de hos Pandarinerne saa ofte forekommende Knuder eller Puder og andre 
analoge Dannelser paa Undersiden af Skjoldet, paa hvilke vi i det Foregaaende oftere 
have havt Leilighed til at henlede Opmærksomheden. 

Hannerne til Pennellerne, ligesom til den hele Pennellagruppe, have hidtil und- 
gaaet Naturforskernes Opmærksomhed*); hvad vi kunne bidrage til at oplyse dette dunkle 



Rigtignok hedder det hos Milne Edwards i histoire des Crustacés t. III p. 522: »le måle est tres 
petit, presque sphérique et porte å sa portion antérieure un sucoir conique garni de quelques 
appendices stylifonnes et å sa face inférieure deux pairs de mains subchéliformes trés-grosses, å 
l'aide des quelles il s accroche å la femelle » ; men da denne Angivelse er saa aldeles enestaaende 
og liverken knyttet til noget Citat af en anden Forfatter eller støttet ved en nærmere Paapegning af 
den Art af Pennella, hos hvilken Hannen skulde være paavist, ere vi tilbøjelige til at troe, at den 



419 79 

Forhold er kun saare lidet; imidlertid have vi dog paa P. Exocæti lidt ovenfor Æggetraa- 
denes Udspring iagttaget to næsten mikroskopiske Individer af et Krebsdyr, der saa meget 
minde om andre Lernæformers Dverghanner, at vi have antaget, at de vel kunde være Pennel- 
lernes hidtil forgjæves søgte Hanner; de vare begge med Krogfødderne saa fast hæftede i 
Hunnens Und, at det ikke lykkedes at løsne dem derfra, uden at sønderrive dem. Figur 33 <£. 
viser Formen, saavidt denne kunde udredes igjennem en stærk Lupe. 

Hos et meget ungt Individ af P. varians fandt vi ved Kjønsringens Bagrand op- 
hængt to mikroskopiske Smaalegemer (32. sp.), hvilke vi antage at være Spermatoforer, 
og noget lignende fandt vi ogsaa hos en ung P. crassicornis ; men saadanne Spermatoforer 
udelukke efter vor Mening (smlgn. S. 420 ) ikke Forekomsten af Dverghanner. 

Anden Række af parasitiske Copepoder: med Æggesække, indeholdende flere 
Rækker af kugleformede eller mangekantede Æg. 

Af hele denne Række er os kun een pelagisk Form bekjendt fra Atlanterhavet, 
nemlig Brachiella Thynni Cuv. : om hvilken vi nedenfor meddele nogle Bemærkninger. 
Vi benytte imidlertid denne Ledighed til at beskrive en ny Brachiella fra det indiske Hav 
og et Par nye arktiske Slægter, af hvilke den ene, der lever paa Annelider*), maaskee er 
den ufuldkomneste af alle kjendte Lernæer; tillige meddele vi nogle Oplysninger om de 
Formforandringer, som »Lernæa gobina« og Lernæopoda elongata undergaae med Alderen. 

XVIII. Brachiella Cm. 

34. Brachiella appendiculata Stp. & Ltk. ($. $). 

(Tab. XV, fig. 35.) 

Vi fandt denne Art paa Gjællerne af Stromateus paru i Selskab med Lemanthropus 
Kønigii, Synestius caliginus og en Bomolochus. 

Hunnen er c. 5 mm lang fra Forenden til Æggesækkenes Udspring. Legemet er 
kwlle- eller flaskeformigt, og Ryggen danner en Indbugtning ud for de tykke, korte og 



kun grunder sig paa v. Nord man ns Figur af Hannen af en Anchorella, der findes paa samme 
Tavle i Mikrographischo Beytrage som Afbildningen af Pennella sagitta, hvilket vel kunde give An- 
ledning til den Misforataaelse , at den fremstillede Hannen af denne Pennella - Art. Det bør herved 
erindres, at dette hele Afsnit af »histoire des Crustacés" mere har Charakteren af en ikke altid 
heldig Sammenstillilli,' af det Bekjendte, stotlet paa andre Forfatteres Arbeider, end af en selvstændig 
paa egne dybere Undersøgelser hvilende Bcarbeidel.se af Snyltekrebsenes Gruppe. 
Del er jo ogsaa til denne Række af snyltende Copepoder med virkelige Æggesække, at de talrige 
Slægter bure, som isa' r i de sidste Aar ere opdagede hos hvirvelløse Dyr, f. Ex. Kicotlioe, Selius, 
Doridicola , Antheachercs , Notodelphys , de to af A. Boeck beskrevne Slægter Artotrogus og Asiero- 
ckeres og de af Tb o re II opstillede Slægter Doropiygus, Botachus, Ascidicola, Buprorus, Lichomolgus 
og Ascomyzon samt C o stås Notophterophorus. 

[V 



80 420 

krumme, i Spidsen sammenvoxne og med en lille flad Hefteknap forsynede Armes Udspring. 
Hvad der især udmærker denne Art, er de talrige cylindriske eller svagt kølleformige, ned- 
hængende Vedhæng, hvormed den er udstyret. Fra den ydre Halvdel af hver Arm hænger 
der fire saadanne Vedhæng ned; det er sjeldent, at nogle af dem ere kortere end de andre; 
undertiden synes de at høre sammen to og to eller ligesom at have et fælles Udspring. 
Sex lignende Vedhæng ere anbragte i Legemets Bagende, over mod Bugsiden; de ere 
ikke fuldkommen lige lange, og undertiden fandt vi kun fem eller fire. Æggesækkene 
rage altid et større eller mindre Stykke ud forbi disse Forlængelser og overgaae dem be- 
tydelig i Tykkelse. Hvad vi have iagttaget af Kjæbefødder, Følere og deslige, er fremstillet 
paa Afbildningerne. — To af Hunnerne bare hver sin Han paa Byggen, tæt ved Armenes 
Udspring; den er kun l ,nm lang, noget krum, uleddet, udstyret med to Par korte og tykke 
Krogbeen (Kjæbefødder) samt med to fremragende Pigge i Bagenden; ved Siden af den 
fremstaaende Snude saaes ogsaa et lille krogbærende Følerpar*). 

Af Brachiella- Slægten kjendes altsaa nu følgende Arter: B. Thynni Cuv.^ B. im- 
pudica Nordm., B. bispinosa Nordm., B. rostrata (Fair.), B. Lopliii M. Edw., B. Pastinacæ 
v. Ben., B. appendiculata nol. og B. Dalmanni (Retz.J**), 

B. appendiculata nob. dignoscitur (fæmina) appendicibus abdominalibus elongatis, 
graeilibus, subclaviformibus sex, brachialibus ejusdem formæ utrinque quatuor. 

35. Brachiella Thynni (Cuv.J ($. $). 

(Tab. XV, flg. 36.) 
Da de hidtil meddelte Afbildninger af denne Art ere temmelig maadelige, have vi 
anseet det for rigtigst at optage den paa vore Tavler, skjøndt den er beskreven med til- 
strækkelig Fuldstændighed af Milne Edwards. Samme Forfatter beskriver ogsaa Hannen; 
men da denne hidtil aldeles ikke er afbildet, have vi saameget større Grund til at give en 
Figur af den. — Løsner man Hannen fra dens Plads mellem Æggesækkenes Grund, faaer 
man i Beglen Øie paa nogle (2 eller 3), rigtignok meget smaa, rødbrune, runde og flade 
Smaalegemer, som uden Tvivl ere Spermatoforer. Tilstedeværelsen af disse Dannelser hos 
de parasitiske Copepoder bekræfter sig saaledes mere og mere; tidligere har man, saavidt 
vi erindre, ikke paavist dem hos nogen Lernæ, hvis Hanform er aldeles dværgagtig og 
snylter paa Hunnen. Hvad vi forresten have at tilføie om B. Thynni, er kun nogle Bidrag 



*) Efter Analogien med andre Former maa man antage, alder foruden dette findes endnu et Følerpar og et 
Kjæbe- eller Palpepar, uagtet vi ikke have iagttaget dem; vi betvivle derfor ikke, at det vilde være 
lykkedes os at finde deslige Dele, hvis vort Materiale af Hanner ikke havde været saa ubetydeligt. 

") Denne Form var af Prof. Krøyer tidligere mindre rigtigen bleven henført til Slægten Lernæopoda, 
men er senere ifølge en Anmærkning i »Danmarks Fiske« III. p. 995 af denne Garcinolog betragtet som 
Typ for en egen, endnu ikke charakteriseret Slægt Charopinus. Lemma incisa Blainv. (Jourri. de 
Phys. XCV. fig. 10) er jo vistnok ogsaa en Brachiella, som det synes identisk med B. Thynni. 



421 81 

til Kundskaben, om dette Snyltedyrs geographiske Udbredning og om det bestemte Sted, 
bvorpaa det altid findes hos de store Fisk, paa hvilke det snylter. 

Hr. Captain Hy go m har gjentagne Gange bragt os denneArt fra de saakaldte Albe- 
corer og Baracottaer eller Barrac uder, store Thynnusagtige Makrelfisk*). I Atlanterhavet 
strækker dens Udbredning sig idetmindste fra 13°SBr. til 22° NBr. og fra 28° VL. til 
56° VL.**). Den findes derhos i Middelhavet og Adriaterhavet paa Thunfisken, og een af 
af os (Stp.) har fundet den paa denne Fisk i Triest. — Alle af Captain Hygom bragte 
og sete Exemplarer vare tagne i Axelhulen, og et stort Antal til Museet hjemførte Bryst- 
finner af de nævnte Fisk vise, hvorledes Brachiellerne altid ere hæftede til dette Sted, eenlige eller 
to, tre sammen; i Axelhulen bleve ligeledes Triestinerexemplarerne tagne. Den almindelige An- 
givelse hos C u vi er (Regne animal III. p. 257), Milne Edwards (1. c. III. p. 512) og Andre, at 
det er paa Thunfiskens Gj æ 1 1 e r Arten findes, kan imod saa talrige Data ikke være rigtig, og denne 
Feil er det os saa meget vigtigere at kunne berigtige, som den har givet Anledning til en 
Miskjendelse af nogle af Aristoteles omtalte Forhold. Denne Naturforsker kjendte nemlig 
meget godt Thunfiskens Brachiella og gav den ogsaa rigtigen den af os ovenfor paaviste 
Stilling i Axelhulen; han kan nemlig ikke antages at have sigtet til noget andet Dyr ved 
den noget skorpionlignende Snylteorm, der af en Edderkops Størrelse sidder ved Thunfiskens 
(og Sværdfiskens) Brystfinner og foraarsager Fisken saa betydelige Smerter (Editio I mm. 
Bekkeri, 8vo 1829, V. 31 p. 149. 10: »o ås tcoi' &vvvoov oictgog yivsrai psv negl tå 
nzegvyia, sozt ddfiowc zotc Gxognioic, xai zo fxéys&oc yllxoc dgd%vqg.« cfr. VII. 19. p. 240. 
5: »ol åé \}vvvot xai ol "iuficti olgzguiGt negi xvvoq snuol^v. sy&ni ydg d^qozsgoi rqvtxavta 
naga zd nzegvyia olov dxwXqxiov zo xaXéfievov olazgov , ofioiov fiép GxogniM, (xéysS-oi; 
é'ylixoi' dgdxrrjc); Bagkroppens Forlængelser og maaskee ogsaa Æggesækkene danne lige- 
som Lemmerne af det »skorpionlignende« Dyr, og den lange bøielige »Hals« ligesom sammes 
Hale. Den græske Philosophs Oversættere og Udlæggere have i Almindelighed troet, at 
den her nævnte Piner var et Slags Fiskelus af Oskabjørnenes (Cymothoernes) Familie, 
medens Naturforskerne***) uden nogen Betænkelighed have antaget, at baade Aristoteles og 
hans senere romerske Compilator (cfr. Plinius hist. natur. IX. 21: »Animal est parvum, 
scorpionis effigie, aranei magnitudine. Hoc se et thynno et ei, qui gladius vocatur, 



') Ifolge v. Ben cd o ii skulde B. Thynni ogsaa forekomme paa Scicena Aquila (Bullet. de l'Acad. 
de Belgique.) 

"i De enkelte Localiteter ere: !3°SBr. 36° VL.; 0° NBr. 28° VL. ; 2° NBr. 28° VL.; 4° NBr. 30° VL. ; 
22° NBr., 56° VL. 

") See Oliviers Anmærkninger til Pankoucke's Udgave af Plinius Hist. natur. 1830 I. c. og 
Cnvier og Valencien nes i Hist. t\c* poiss. vol. VIII. p. 187 (edit. 4to) 1831 [p. 255 édit. 
Svo. 1830; smlgn. Krøyer Danmarks Fiske. I. p. 251. Det bliver i det Hele et Spørgsmaal, om 
Pennellaen virkelig er fundet hos Thunfisken i Middelhavet eller om Angivelsen af et saadant Dyrs 
Forekomst paa denne fisk støtter sig alene paa Tydningen al' Ari stoteles's ovennævnte Udtryk. 



82 422 

crebro delphini magnitudinem excedenti, sub pinna adflgit aculeo, tantoque infestat dolore, 
ut etc.) have ment en Pennella, og navnlig den i det foregaaende omtalte P. filosa Linn. 
Det er saameget mere besynderligt, at paa begge Sider en saadan Miskjendelse har kunnet 
finde Sted for Thunfiskens Vedkommende, som vi see, at den fortræffelige Rondelet ikke 
blot har truffet det Rigtige og beskrevet baade Dyret og Stedet saa charakteristisk , som 
man for den Tid kunde ønske det, men ovenikjøbet har givet en meget erkjendelig Træsnits- 
figur af Dyret, der paa een Gang viser, at dette hverken kan søges mellem Fiskenes sæd- 
vanlige »Oestri» eller mellem Pennellerne. Naar vi efter disse Bemærkninger til Slutning 
endnu her meddele Rondelets egne Udtryk, skeer dette ikke alene til Bestyrkelse af vor 
Mening, men ogsaa for at vise, hvilken autoptisk og objectiv Kjendskab Rondelet havde 
til dette Forhold, fremfor hans Forgængere og Efterfølgere. 

I G. Rondeletii De Insectis et Zoophytis liber, caput VIII, de Oestro sive Asilo 
(marino) hedder det nemlig om det ovenfor givne Citat af Aristoteles V. cap. 31: »Qvæ 
brevis est, et non satis explicata Asili notio, ex qua Asilum nunquam penitus nossem, nisi 
sub Thynni pinna, quæ ad branchiarum est scissuram, affixum conspexissem æstuanle cani- 
cula. Ergo ex ipsa aiitoipia sic fusius depingi potest. Pro ore tubulum sive fistulam 
håbet, pro corporis ratione longam. Utrinque sitæ sunt veluti manus duæ, quæ ad os flec- 
tuntur; sequitur alvus cum incisuris, cui affixi sunt sex pedes, duo, qui in extrema alvo 
sunt, crassiores et longiores, qui utrinque locati, paulo minores, reliqui duo, qui magis 
in lateribus sunt, omnium minimi. Ore sive fistula, scorpionis terrestris caudæ, pedibus 
ejusdem brachiis similis est, alvo et magnitudine , araneo. Ut Polypi acetabulis, ita hic 
ore adhæret parti molliusculæ et pingvi sub pinna ita tenaciter, ut avelli integer non possit. 
. . . Cur sub pinna hæreat, in causa est partis mollitudo, pinguitudo et sangvinis eopia«. (Edit. 
Lugdun. Batav. MDLIIU p. 112., cfr. librum de Piscibus ejusd. edit. p. 576: »Sed\de 
Asilo alias, cujus veram effigiem in orcyno*) depinximus supra branchialem pinnam, qui 
sub pinna videri non possit«). Rondelet har altsaa ligesaavel som Aristoteles holdt denne 
Snyltegjæst tydelig udenfor de snyltende Oskabjørne, hvilket ikke er Tilfældet med en anden 
Iagttager fra samme Tidsrum, nemlig Belon, der ikke af Autopsi har kjendt noget til 
Thunfiskens Snyltere (cfr. Pet. Bellonii Cenomani De aqvatilibus libri duo, Parisiis 
MDLIII p. 442—43 f.) 

XIX. Lcrnæopoda Blainv. 

36. Lernæopoda elongata (Grant) (<j> $). 

(Tab. XV, fig. 37.) 
Denne iøvrigt velbekjendte Art have vi ogsaa draget med ind i vore Undersøgelser, 
da vi see os istand til at meddele nogle Oplysninger om dens Udvikling. Foruden nogle 

*) Orcynus er Thunfisken, navnlig de meget store Individer af denne. 



423 83 

Exemplarer af kun 4 1 « — 7 mm Længde, som Hr. Inspektør Olrik har nedsendt til Universitets- 
museet tilligemed en heel Del udvoxne, og som kun afvige fra disse ved paafaldende For- 
skelligheder i Bagkroppens og Armenes Udvikling (see Fig. 37 /?, y og d), er der endnu givet 
os Leilighed til at undersøge et Par Exemplarer, meget unge Hunner*), af kun l mm Længde, som 
den ene af os (Stp.) for en længere Aarrække siden (1838) har udpræpareret af Slimen paa 
et Havkalsøie og som tilhøre det kongelige naturhistoriske Museums Samling af grønlandske 
Krebsdyr. Paa dette Udviklingsstadium (Fig. 37 «) ere Bagkroppen og Halen endnu tydeligt 
leddede og Antennerne af en noget afvigende Form, navnlig det ene Par, hvis sidste Led 
viser en temmelig tydelig Tangdannelse; størst Forsk jel vise de to Kjæbefodpar; det andet 
af disse, de senere »Arme«, er i dette Stadium endogsaa lidt kortere end første, som er 
langt, smækkert, trindt, uleddet og fremstrakt under en næsten ret Vinkel fra Kroppen; 
begge Kjæbefødder af dette første Par ende med en krum Klo, men begge disse Kløer 
ere indhyllede i den opsvulmede Grunddel af en lang tynd Chitintraad, ved hvis Hjælp 
Dyret har været heftet til Øiets Overflade; denne Heftetraad (der maaskee til en vis Grad 
kan sammenlignes med Caligus- Ynglens Pandetraad) er saa lang, at den gaaer gjennem 
hele Øiets Slimlag , saa at selve det unge Dyr har siddet udenfor dette. Det Mærkeligste er 
maaskee, at denne Heftetraad ikke udgaaer fra andet Kjæbefodpar, som senere afgiver Hefte- 
redskabet, men fra første. 

Med Hensyn til de Individer, der allerede have naaet Lernæopodformen, vil det 
heller ikke være overflødigt udtrykkeligt at gjøre opmærksom paa, at jo yngre Individerne 
ere, desto kortere ere Bagkroppen og »Armene« ; disse Dele voxe altsaa forholdsvis raskere 
end Forkroppen. Det samme er Tilfældet med Brachiella Thynni**), som man vil see af 
vore Figurer (Fig. 36), og forsaavidt som man altsaa vilde tage Charakterer for Arterne af 
disse relative Maalforhold, maatte man tage tilbørligt Hensyn til de undersøgte Individers 
Alder og Udviklingsgrad. 



'B B 6' 



XX. DioCllS Krdyer (in Museo Regio) 



37. Diocus gobinus (Fabr.J ($ <J). 

(Tab. XV, fig. 39.) 
Vi optage efter Prof. Krøyer Navnet Diocus for den Snyltekrebs, der hidtil har 



') Eller maaskee rettere Larver til Hunner. 

") Til nærmere Oplysning herom kunne tjene følgende Maal af 3 Individer (a, b og c) af denne Art- 

a. b. c. 

■■Halsen « 4 n > m l mm H\mm 

"Kroppen« 3 1 /2 mni 4 - 6 - 

De lange Vedhæng i - 6 - 13 - 

Armene 2 - 3 - <> - 

Totallængde ll'/a- 17 - 35 - 



84 424 

været bekjendt under Navnet Lernæa gobina Fair., Mali. (prodrom. Zool. Dan. 2747 og Fn. Groen- 
land. p. 389.) eller Chondracanthus gobinus Krøyer (Naturh. Tidsskrift 1 Bd. p. 280), der, 
som bekjendt lever paa Phobetor tricuspis (Rhdt.) (Cottus gobio Fabr.). Prof. Krøyer har 
nemlig allerede 1. c. p. 284 antydet*), at den ikke kan blive staaende i Chondracanthus-S\æg- 
ten, og senere i det kongelige Museum opstillet den under det foranførte Navn. Den er be- 
skrevet saa omhyggeligt af den nysnævnte Zoolog, at der ikke vilde være nogen Anledning for 
os til at omtale den, hvis der ikke blandt de talrige (over 20) Individer, hvoraf Universitetsmuseet 
for Øieblikket er i Besiddelse og som det for Størstedelen skylder Hr.. Justitsraad Olrik, 
havde været adskillige yngre Individer, som kaste noget Lys over de Formforandringer, som 
denne Art, efterat bave tilendebragt sin egentlige Metamorphose, med Alderen undergaaer. Det 
vil af de her givne Afbildninger sees, at de yngste foreliggende Individer (3 mm lange) ere meget 
mere lange end brede, medens det omvendte, som bekjendt, er Tilfældet med de helt 
udvoxne , og at de saakaldte »Arme« endnu kun vise Spor til de senere saa vel udviklede 
Knuder, samt at det næstsidste Armpar sidder nærmere ved det sidste og fjernere fra det 
første end paa senere Alderstrin, som en Følge af at i disse en stærkere Udvikling netop af denne 
Region af Kroppen, formodentlig for Forplantningsredskabernes Skyld, driver de to bageste Arme 
længere fra hinanden. Foruden det leddede første Følerpar er det andet krogformede Føler- 
par, som udmærker sig ved Krogens i Afbildningen antydede eiendommelige Form, meget 
tydeligt paa de yngre Stadier, men begge kunne dog ogsaa erkjendes selv hos de største, 
gmm brede Individer. Forresten henvise vi til Afbildningerne , der ville give en rigtigere 
Forestilling om Dyret ogsaa i dets udvoxne Skikkelse end den mindre heldige Figur, 
som er meddelt i Krøyers Tidsskrift (Bd. I, tab. II fig. 8). Vi meddele ligeledes en Af- 
bildning af Hannen, der kun er l mm lang og hos hvilken vi have kunnet erkjende ad- 
skillige Enkeltheder, som ikke ere optagne paa Prof. Krøyers Afbildning (1. c. t. III fig. 12), 
men dog tildels omtalte i Sammes Beskrivelse af Hannen (1. c. p. 284). Vi have nemlig 
iagttaget et første Følerpar, der er flerleddet og udstyret med adskillige Børster og for- 
boldvis ikke saa ganske kort; et andet Følerpar, der er stærkt og krogdannet, men tillige 
udstyret ligesom med et Sideblad eller en kort Bigren med nogle Børster i Enden; bagved 
Munden sees en lille Knude med et Par Børster (muligvis Maxilier eller Palper) og to Par 
Kjæbefødder, begge uddannede til Fasthæftning; det første bestaaer af en kort og tyk 
Grunddel og en plump Endekrog eller Klo; det andet er forholdsvis smækkert og treleddet, 
saaledes at den ikke meget krumme Endekrog eller Klo danner det tredie Led. Da Prof. 



*) Denne Antydning gav os netop Anledning til den Formodning, at Prof. Krøyer maaskee senere 
kunde have opstillet en egen Slægt paa denne Art, og til forinden dette Ark blev trykt at søge 
denne Formodning stadfæstet ved det kongelige naturhistoriske Museums opstillede Krebsdyrsam- 
ling. Med Prof. Kløvers Billigelse have vi her beholdt det Navn, under hvilket den er opstillet i 
det nævnte Museum. 



425 85 

Krøyer ikke har fundet sine Exemplarer i Gjællehulen, men paa Underkjæben, maae vi 
tilføie, at vi stedse have fundet den i Gjællehulens nederste og forreste Del hos den om- 
talte grønlandske Ulkeform, hvor den synes at være overmaade hyppig. 

Da de to bageste, knudrede »Armpar« hos Diocus gobinus have deres Plads 
saa tæt ved Æggesækkenes Udspring, vil det neppe være rigtigt at parallelisere dem med 
Chondracanthernes fire kløftede Vedhæng, der rimeligvis ere første og andet Par af Bagkrop- 
pens Fødder; om de derimod svare til fjerde og tredie Fodpar, og om de to Par Nakke- 
horn repræsentere første og andet, eller om de ere blotte Udvæxter fra Huden, maa for 
Øieblikket, indtil endnu yngre Stadier erholdes, være uafgjort. 

XXI. Tanypleurus Stp. & Ltk. 

38. Tanypleurus alcicornis Stp. & Ltk. (?) 

(Tab. XV, fig. 38.) 

Under dette Navn opstille vi en hidtil ubeskreven grønlandsk Parasit, hvoraf Dr. Rink 
har taget et Par Exemplarer paa Gjællerne af Cyclopterus spinosus, og hvoraf Hr. Koloni- 
bestyrer Fleischer senere har nedsendt endnu et Par, fundne i Maven af den store 
grønlandske Hai (Scymnus microcephalus) og sandsynligvis ligeledes hidrørende fra for- 
døiede Individer af Pig-Kvabsoen. 

Endnu mere end hos Diocus gobinus er Legemet her betydelig udviklet i Breden, 
der næsten er dobbelt saa stor som Dyrets Længde. Denne overordentlige Brede skyldes to 
brede Sideudviklinger eller Arme, derbøie sig om paa Bugsiden, hvor de ende med flere (c. 7), 
butte Flige eller Fingre, der ere rettede dels indad mod Midtlinien, dels bagtil, saa at man 
godt kunde beskrive disse Arme som havende en indre og en bageste Flig ; disse Elsdyrhorn- 
lignende »Armes« øverste Rand er tillige udstyret med flere eller færre knapformige Udvæxter. 
Mellem de omtalte Sideforlængelser eller Arme og Anus findes der bagtil paa hver Side to 
forholdsvis meget smaa fligede Udvæxter med knapformede Ender. Huden er ellers i Reglen 
blød, Legemet og dets Flige temmelig tykke. Tæt ved dets forreste Rand, ned mod Bug- 
siden, udgaaer der et Hefteredskab, bestaaende af en uregelmæssig Kvast af talrige, men 
korte, hornagtige Traade, som udspringe fra Enden af en temmelig tynd og ikke meget lang 
hornagtig Stilk, der viser forskjellige Grader af Sammenvoxning; hos et Exemplar bestaaer 
den saaledes af 2 fuldkommen adskilte, med Spidserne mod hinanden bøiede Stammer, hos 
andre ere disse vel sammenvoxne, men bære dog mere eller mindre tydelige Spor af at være 
dannede ved Sammensmeltning af 2 oprindelig adskilte Stykker. Denne Stilk eller disse 
Stilke udgaae igjen fra et fælleds eller hver fra sit noget opsvulmede, kjødagtige Parti, 
udentvivl et forkortet, med Lernæopodernes eller Anchorellernes analogt Arm- eller Kjæbe- 
l'odpar. Umiddelbart foran dette Fasthæftningsredskab findes den noget fremspringende 
Mund, paa hvis øverste Rand vi ved Ujelp af en stærk Lupe have iagttaget 2 Par overor- 

12 



86 426 

denlig smaa hornagtige fremspringende Dele — rimeligvis det sidste svage Rudiment af 
Antennerne. Til Lemmer og lignende Dele have vi forresten intet Spor seet. 
Æggesækkene ere hos yngre Exemplarer blot krummede i en Halvbue, hos ældre snoede 
i to eller tre Omvrid paa en ganske lignende Maade som hos foregaaende Art. Det 
største Exemplar har en Brede af 14 mm , uagtet Sideforlængelserne ere bøiede ned mod 
Bugen og Dyret altsaa egentlig ikke viser sin fulde Brede. 

Foreløbigt vil Slægten Tanypleurus vel kunne charakteriseres kortelig saaledes: 
Tanypleurus nob. dignoscitur (fæmina) corpore depresso, latissimo, utrinque in pro- 
cessum digitatum, cornu alcinum referentem , sub ventrem inflexum, producto, peduncu- 
loque brevi, corneo, simplici vel duplici, scopum cirrhosum emittente et ex anteriore corporis 
parte exeunte , hospiti affixo ; sacculis ovigeris circinnatis. Pedes maxillares et abdomi- 
nales, ut videtur, desunt. {Mas ignotus.) 

T. alcicornis nob. In branchiis Cyclopteri spinosi Fabr. vitam degit. 

XXII. Herpyllobius Stp. ty Ltk. 

39. Herpyllobius arcticus Stp. & Ltk. ($). 

(Tab. XV, lig. 40.) 

Det er ved vore og Prof. Briih Is Undersøgelser godtgjort, at der selv hos egentlige 
Lernæer, Lerneæniker, Penneller og Lernæocerer, hvor gamle de end blive, findes tydelige 
Spor saavel til Følere og Kjæbefødder, som til Bagkropsfødder; hos den foreliggende Form, 
hvoraf vi fra Tid til anden have fundet flere Exemplarer paa grønlandske Annelider af 
Slægterne Lepidonote og Terehellides , have vi derimod forgjæves søgt saadanne Dele , og 
den gamle ved hine Undersøgelser ophævede Paastand, imod hvilken Prof. Briihl har polemi- 
seret saa ivrigen, at de laveste Lernæformer savne ethvert Spor til Lemmer og lignende 
Dele, synes derved igjen at finde en Bestyrkelse. Denne mærkelige Lernæ sidder paa 
Rygsiden af Annelider, sædvanligen nær ved Roden af en Fod, og bestaaer af to meget 
forskjellige Hovedpartier, der staae i Forbindelse med hinanden ved en yderst tynd Stilk, 
omkring hvilken Annelidens Hud slutter sig saa fast og tæt, at det er vanskeligt at skjelne 
imellem Gjæstens og Værtens Dele. Den udenfor Annelidens Ryghud liggende Hoved- 
del, som man uden en nøiagtigere Undersøgelse let kunde antage for at være det hele Dyr, 
opnaaer i det høieste en Størrelse af 2 mm (foruden Æggesækkene); den er snart næsten 
kuglerund, snart lidt oval eller noget sammentrykt (især hos yngre Individer), undertiden 
endog pæreformet. De to Æggesække, der som Afbildningerne vise, ere af meget for- 
skjellig Form og Størrelse, udgaae fra to Forhøjninger, som ved Grunden ere omgivne af 
en fastere Ring, og mellem hvilke man endnu seer et lille fremragende Punkt (maaskee 



427 87 

Gattet?) Denne ydre Hoveddel, hvis Hud hos nogle er aldeles glat, hos andre mere eller 
mindre rynket paa langs — maaskee tildels som Følge af Spiritussens Indvirkning — , staaer 
nu ved en tynd Hals i Forbindelse med en anden næsten ligesaa stor Hoveddel, som ligger 
indenfor Annelidens Hud, og som i Formen synes væsentligen at rette sig efter den 
Plads, som de nærmeste Omgivelser indrømme den; i det Hele kan den betegnes som et 
stærkt opsvulmet, fortil og paa Siderne fliget Legeme af en temmelig blød Beskaffenhed, i 
hvis forreste Flade en simpel Mundaabning findes. Det nærmere ville vore to Figurer vise. 
Med Hensyn til »Halsen« skulle vi bemærke, at denne i Reglen er meget kort, men at den 
paa enkelte Exemplarer er noget længere og da altid har en mere læderagtig, halvhaard 
Hud. Hvorvidt den pyriforme Yderkrop hos det paa en Terebellides fundne Exemplar an- 
tyder mere end en individuel Form, maae vi overlade senere Fund at afgjøre*). 
Foreløbigen kunde man give denne Slægt følgende Charakteristik: 
Herpyllobius nob. distinguitur (fæmina) corpore bipartito, partibus inter se isthmo tenuis- 
simo conjunctis; parte anteriore intra hospitem occulta, tumefacta, molliuscula, irregulariter 
lobata, lobis subdigitatis; parte posteriore seu externa globosa vel pyriformi, haud arti- 
culata nec in regiones divisa, pedum vel membrorum cujuscunque generis rudimentis nullis; 
sacculis ovigeris duobus brevibus, crassis. (Mas ignotus.) 

H. arcticus nob. habitat in dorso vermium Chætopodum arcticorum. 



*) Vi skulle historisk her bemærke, at nærværende Art, som En af os allerede i 1838 havde iagttaget 
paa en Polynoe er den i Prof. Krøyers Afhandling: Grønlands Amphipoder p. 93 under no. 58 efter 
denne Iagttagelse antydede nye Slægtform, og at Hr. Prof. Krøyer senere har beskrevet og afbil- 
det den til det store franske Reiseværk (Voyage en Scandinavie, en Laponie etc. , publié par Gai- 
mard) under Navnet Silenium Polynoes, hvilket vi saameget mindre ville undlade at gjore opmærk- 
som paa, da det jo kunde være muligt, at det nævnte Værk fortsattes og saaledes de forlængst med 
hint Navn til Paris sendte Figurer publiceredes. Den velvillige mundtlige Meddelelse, vi skylde sidst- 
nævnte Oplysning, erholdt vi desværre først længe efter at Navnet Herpyllobius var trykt, da det 
ellers havde været os kjært at have kunnet beholde den Krøyerske Benævnelse. 



12* 



88 428 



Forklaring af Tavlerne. 

Vi have i Reglen anseet det for tilstrækkeligt at meddele Konturfigurer af de i 
Afhandlingen beskrevne Arter, i Lighed med hvad Dana i sit store Krebsdyrværk har gjort 
for de lavere Krebsdyrs Vedkommende. Brøktallet ved Siden af Hovedfigurerne angiver, 
hvormange Gange disse ere forstørrede, og Stregen deres naturlige Størrelse*). Paa den 
hele Række af Tavler betyder: 

a Følerne (antennæ) og navnlig a 1 første Følerpar og a 9 andet Følerpar. 
md Mandiblerne. 
h andet Følerpars Hjelpekroge (hamuli). 

r Snabelen eller Næbet (rostrum); pa den saakaldte »Palpe«, egentlig en Udvæxt 
(Proces) fra Grunden af andet Kjæbefodpar; pa' (hos Pandarinerne og Dichelestinerne) 
Mandibelpalpen eller Kjæben (maxilla?). 
m Den saakaldte Kjæbe hos Lernæopoda og Brachiella. 

mp Kjæbefødderne (pedes maxillares) og navnlig mp 1 første og mp 2 andet Kjæbefodpar. 

f Gaffelen (furca) (hos Caliginerne); V en lignende Dannelse (en Dobbeltknude) hos 

Pandarinerne, men anbragt længere tilbage, bagved første Fodpar, medens den 

egentlige Gaffel hos Caliginerne altid er anbragt foran dette Fodpar. 

p Bagkropsfødderne (pedes abdominales) eller de egentlige Fødder, og navnlig: p 1 

første, p 3 andet, p 3 tredie og p 4 fjerde Fodpar. 
g Kjønsringen (annulus genitalis). 

c Halen (cauda); ae Halebladene (appendices caudales s. foliola caudalia). 
d Rygbladene (folia dorsualia s. elytra) hos Pandarinerne; d' Halens Rygblade eller 

Haledækbladene hos visse Pandariner. 
o Æggetraadene (fila ovigera) eller Æggesækkene (sacculi ovigeri). 
sp Spermatoforer. 

Ved de enkelte Detailfigurer er, hvor det var fornødent, angivet Artens Nummer 
og det Kjøn ($ eller $), hvortil den fremstillede Del hører; saaledes betyder f. Ex. tmp-$ 
andet Kjæbefodpar af Hunnen af den under fig. 1 fremstillede Art, Caligus Balistæ. Ved at 
holde sig til Tallene (1, 2, 3 o. s. v. indtil 40) vil man altid let kunne orientere sig i, 
hvilke Detailfigurer der høre sammen og danne den Række af Analyser, hvorigjennem vi 
have søgt at give en ikonografisk Fremstilling af Arten. 



Naar Brøktallet og Stregen ikke stemme ganske med hinanden, antyder Stregen Artens regulære 
Størrelse, og Brøktallet det aftegnede Individs. 



429 89 

Å. Copepoda parasita filis ovigeris, ovnlis uniseriatis. 
Caligini. S. 349—69. 

Tab. I. fig. 1. Han og Hun af Caligus Balistæ nob. S. 356—57; (354). 
1 O g' Et Parti af Hunnens Kjønsring med Børstegrupperne. 

1 ' Pandetraade (Hefteredskabet) af yngre Individer af Caligus Balistæ nob. 
nip 1 ' forstørret Fremstilling af den yderste Del af første Kjæbefodpar. 

Tab. I. fig. 2. Hunnen af Caligus lacustris nob, S. 355—56; (354). 

2 * Pandetraaden hos et ungt Individ paa det saakaldte C/mfø'mws-Stadium. 

2 g * c Kjønsringen og Halen af samme. 

*p 4 En Fod af fjerde Par af C. curtus Muu. til Sammenligning med O. lacustris nob. 
Tab. II. fig. 3. Hunnen af Caligus branchialis Mim. (C productus v. Beneden.) S. 362—63; (355). 

3 9/ fremstiller Halen, Kjønsringen og Bagkroppen af et andet Individ for at vise Variationen i 

Formen af Kjønsringen. 
Tab II. fig. 4. Han og Hun af Caligus rapax M. Edw. S. 359—60; (354). 

* en stærkere forstørret Fremstilling af en af fjerde Fodpars kortere Endebørster. 

4 9* Kjønsring, Hale og Bagkrop af et yngre Individ. 
Tab. III. fig. 5. Hunnen af Caligus isonyx nob. S. 358—59; (354). 

5 g * lidt af Kjønsringen med Børsteknipperne. 

Tab. III. fig. 6. Hunnen af Caligus productus Dana. S. 357—58; (3541. 

6 9* Bagkrop o. s. v. af et andet Individ, for at vise Variationen i Formen af Kjønsringen og 

Formen af den frie Bagkropsring. 
6p 4 * Fjerde Fodpars yderste Stykke stærkere forstørret end i Hovedfiguren. 
Tab. IV. fig. 7. Han og Hun af Caligus Coryphænæ nob. S. 360—62; (354). 

7 £ g * Kjønsringen af et andet Individ (en Han), for at vise Variationen i Formen. 

7 9 g" Et Stykke af Kjønsringen hos Hunnen for at vise Børstegrupperne. 

* Et Stykke af en af fjerde Fodpars kamtakkede Endebørster stærkere forstørret. 
Tab. IV. fig. 8. Hannen af Dysgamus atlanticus nob. S. 368—69; (351). 

8 g * Et lille Stykke af Kjønsringen med Børstegrupperne. 
8 m p - Andet Kjæbefodpar, seet fra forskjellige Sider. 

Tab. V. fig. 9. Hunnen af Gloiopotes Hygomianus nob., S. 363 — 64; (351); seet fra Ryggen og fra Bugen 
samt Analyser. 
Øinene. 

Et Stykke af Skjoldets Randbræmme, stærkere forstørret. 
' Det eiendommelige Redskab, hvormed Kjønsringens Forlængelser ere udstyrede. 
Hunnen af Parapetalus orientalis nob. S. 365, (351); seet fra Bugsiden; den forreste 
Del af samme, seet paa samme Maade, stærkere forstørret. 
Hunnen af Synestius caliginus nob. S. 364 — 65; (351). 
Han og Hun af Euryphorus nympha nob. S. 365 — 68; (352). 

Pandarini. S. 369—94. 

Tab. VII. fig. 13. Hunnen af Dinematura producta fJTOfC). S. 370—72; (379). 
13 9* Kjønsringen og Halen af samme, sete nedenfra. 
13d* Rygbladene af et andet Individ, for at vise Variationen i Formen. 

13 mp- viser andet Kjæbefodpar samt dettes yderste gribende Del i forskjellige Stillinger. 
Tab. VII. fig. li. Hunnen af Dinematura ferox Kr. S. 376—77; (379). 

14 9" Kjønsringen og Halen af samme, sete nedenfra. 





9* 




9" 




9" 


Tab. V. 


fig. 10. 


Tab. VI. 


fig. 11. 


Tab. VI. 


fig. 12. 



90 430 



1 4d * Abnorm Form af Rygbladene. 

Hmp 1 * Omrids af den indre Finger paa første Kjæbefodpar hos et andet Individ. 
14mp 2 * En Del af andet Kjæbefodpar, seet i en anden Stilling end 14 mp 2 . 
Tab. VIII. fig. 15. Hunnen af Echthrogaleus coleoptratus (Guérin). S. 380—82. 
159* Fjerde Fodpar, Kjønsringen og Halen af samme, sete nedenfra. 
15*mp 2 Det yderste Stykke af andet Kjæbefodpar, seet i en anden Stilling end 15 mp 2 ." 
15* viser Halen og et Stykke af Kjønsringen, men saaledes, at Halen er bøiet fortil og opad, for 
for at vise det af den (i Fig. 15 0*) skjulte Haledækblad (d : ). 

Tab. VIII. flg. 16. Hunnen af Dinematura latifolia nob. S. 378—79; (380) og f. 16<j>*. Samme seet 
nedenfra. 

Tab. IX. fig. 17. Hannen af Nogagus lunatus nob. S. 389—90; (384). 

(Andet Antennepar og andet' Kjæbefodpar ere afbildede i forskjellige Stillinger). 
17 g*. Et Stykke af Kjønsringen med en af Børstegrupperne. 
Tab. IX. fig. 18. Hannen af Nogagus Latreillii Leach. S. 384—86; (383). 

18mp 2 . Det yderste Stykke af andet Kjæbefodpar. 
Tab. X. fig. 19. Hannen af Nogagus grandis nob. S. 386—87, (384), seet fra Ryggen og fia Bugen. 
Tab. X. fig. 20. Hannen af Nogagus tenax nob. S. 388—89; (384). 

20*. Noget af Forkropsskjoldet og de to første frie Bagkropsringe, sete fra Siden. 
20 mp 2 *. Endestykket af andet Kjæbefodpar af et andet Individ, for at vise den mærkelige Varia- 
tion i Formen. 
Tab. XI. fig. 21. Hannen af Nogagus borealis nob. S. 387—88; (384). 
Tab. XI. fig. 22. Hunnen af Pandarus Cranchii Leach. S. 390—93. 

22 mp 2 *. Den takkede Rand af den af andet Kjæbefodpar dannede Knibtang, saaledes som den 

sees hos enkelte Individer. 
22 9 *. Halepartiet seet nedenfra. 

22 ae*. De omdannede styliforme Haleblade i forskjellige Stillinger. 
Tab. XII. fig. 25. Hunnen af Perissopus dentatus nob. S. 393—94. 

Dichelestini. S. 394—97. 

Tab. XII. fig. 23. Han og Hun af Lernanthropus Kønigii nob. S. 595 — 97. Hunnen er fremstillet fra 

Ryggen, fra Bugen og fra Siderne (23 9 *)• 
Tab. XII fig. 24. Hannen af Anthosma crassum (Abgd.) (A. Smithii Leach.), S. 397, seet fra Siden og 

fra Bugen. 
24 p a 9- Et Stykke af første Fodpar hos Hunnen af samme Art til Sammenligning. 

Pennellini. S. 398—418. 

Tab. XIII. flg. 26. Lerneænicus nodicornis nob. S. 401, naturlig Størrelse. 

26 a. Forkroppen af samme forstørret, fra Rygsiden. 

Tab. XIII. fig. 27 og 27'. Lerneænicus inflexus nob. S. 401, fra Ryggen og Siden; naturlig Størrelse. 

27 « og 27 /S. To Individer sete fra Rygsiden, forstørrede. 
27 y. Individet /? seet fra Bugsiden, forstørret. 

27 cT. Samme seet fra Siden, ligeledes. 27* Kjæbefoden mp' forstørret. 
Tab. XIII. fig. 28 a. Lernæa branchialis Lin. formå typica, S. 403, Dyrets forreste Del, seet forfra, og 

28/9. Samme, seet ovenfra; begge forstørrede. 
Tab. XIII. fig. 29. Lernæa branchialis, var. sigmoidea nob., S. 404, i naturlig Størrelse. 

29 a. Dyrets forreste Del, seet ovenfra, forstørret. 

29 /S. Dets fire Bagkropsfødder, forstørrede. 



ON THE GENUS PENNELLA, Stp.& Ltfc. ,p.408 . 

In regard to the peciiliar restriction of the genus 
Pennella in distinction Trom closely related gen- 
era one fir.ds great uniformity amongst authors, 
and in the Hi story of the Crustacea .oy Milne- 
Edwards as well as in worlcs "by other authors forms 
are referred to thi s genus which we have not toeen 
aole to locate except in one douotful instance, 
viz. .Pennella sultana,Nordmann. 

But it has loeen very difficult to distinguish 
the species from one another within the genus, and 
In this respect we have oertainly heen moderate 
for a long time. To the hitherto descriloed 
species we are now ooliged to add two,whereo£ the 
one possesses so much the greater interest toecause 
it is the p.rasite of a warm-blooded animal,while 
the other furnishes us a toleraoly complate life- 
history , which throws light on the early develop- 
ment of this hitherto unknown form. A single 
indlvidual of this last species also gives us s orne 
idea of the male hitherto sought in vain. 

With reference to the grouping of the species 
we may call attention to the faet that Milne-Ed- 
wards has grouped the species of this genus well, 



as al so in the genus Lernaeonerna,according as the 
anterior portion or head has only two horns or 3 
so ar rang ed that the unpaired -dorsal horn stands 
oetween the paired lateral ones: l)Kead armed with 
two horns or free-laranched processes. .P.sagitta 
(Linn.) P.filosa (Linn.)« 2)Three occipital 
horns. .P.Mainvillii (Les.) and P. sultana (Nord.). 

But we have not oeen aole to use this ftasis 
of grouping since we have found in at least one 
species that this relation is so varied that we 
judge it is not of much value as a species charac- 
ter. We have chosen to present the remarks we 
have to malce upon the species already Known in the 
old way and to.add our new species to such of them 
as they are most closely related to. 

PENNELLA SAGITTÅ,(Linn. ). 
This longest Known species of Pennella,which 
se ems to "be one that in its fully developed and 
sexually ripe stage attains only a very small size, 
Linnaeus published in 1754- as "attached to Lophius 
tumidus" in his Chinensia Lagerstroemiana( Amoen. 
Acad. ,vol.^,p.257;pl.3,f ig.l3),and Djr Lophius tu- 
midus he almost certainly means the f ish cailed "by 
that name in Osoeck's Voyage,p.305 from the Atlanti« 



Sargasso Sea, and not the fish (indian?:) descrilaed 
several pages hefore in the same dissertation as 
Lophius histrio,to which he also referred L.tumidus 
and which he said had its principal dwelling-place 
in the weeds of the Sargasso Sea. 

Linnaeus 1 type for Pennella sagitta seems to he 
from this fish, which in the new systematizaticn is 
cailed Chironectes marmor atus and is føom the Sar- 
gasso Sea. Under this assumption we oelieve 
that we have the Linnaean species, for four speci- 
mens were taken from the same fish and the same 
region of the Atlantic, But the assumption is 
not proven since Linnaeus' short description and 
simple figur e of a mutilated specimen can give us 
no definite Icnowledge. 

Among the spec imens of fish infested with Pen- 
nella which Capt.Hygom had hrought to the Museum 
was found one which had four fully developed spee- 
imens of this parasite d es ides many very young ones 
all deeply huried in the hody and with the short 
tail turned haclcward so that it looKed as if the 
little fish had oeen stuck full of arrows. 

riave found other spec imens under the 
skin and in the flesh,all young pennellas, which 
reveal to us the earlier stages hitherto overlooked 



"by invest igator s, oecause they have not sought for 
them under the skin. 

Since the Pennella species on the one side 
present only a few external character s for tne sep- 
aration of the species, and since on tne other nand 
tne individual variations in the proportions of tne 
various oody regions are much larger tnan we sup- 
pe sed,we have taken pains to compare mutually many 
individuals of the same species, and also as far as 
possible various specimens from the same host, in 
order that there"by we might escape the uncertainty 
in the comprehension of the fundamental differences 
oetween the individual forms,which is the necessary 
result of the aoove mentioned methods. 

Whenever a fine Museum specimen lilce Chironectes 
was infested with various Pennellas we have never- 
theless chosen in the interests of science to rt- 
move these parasites from it^partly for mutual com- 
parison,partly for comparison with whatever species 
might stand nearest to them* 

With reference to our specimens we may af firm 
that the figure given "by Nordmann in Mikrog.Beit. 
II,taD.X,f ig.6,f ive times enlarged,correctly rep- 
resents our species and Linnaeus 1 P.sagitta,and 

that our specimens were taken from the same f isn. 



The large nummer of our spec imens taken on this 
Chironectes species (10) all agree in having the 
horns or anchor processes very long in comparison 
with the anterior portion of the "bo dy, and in hav- 
ing no trace of a third or unpaired horn. 

The length of these anchor processes (a) with 
that of the narrow er portion of the "bo dy, the so- 
called "neclc" (Id), and the more swollen portion(c) 
with the tail (d),we give in the talole t>elow for 
three spec imens, 2. 3. and 4,taken from the same flsh, 
and of four other spec imens, 5, 6, 7, ands taken on 
another fish,with an eighth specimen (1) on a 3rd. 
fiSÉt. To these lengths given ir millimeters we 
have added the diameter of the so-called head(e),. 
whose length and hreadth is toleraoly regular. 
(ta,hle) 
All three spec imens on one Chironeetes,2,.3 
and 4 have fully developed egg-strings atoout three 
times as long as the ato domen, wh ile they were either 
broken off or had not yet tieen developed in 1. 

Of the four sexually ripe Pennellas on another 
Chironectes (5,6,7,& 8) two were in the same con- 
dition as l,while the other two had egg-strings, 
"but only a half (g) to as long as (5) the tail. 



This oeing so we conclude that tne four last spec- 
imens were a little younger than tne three first 
ones,and that this explains tne proportionally shon 
er lengtn of tne lateral horns, with wnicn tney were 
anchored in tne fish's musele,and tnat tne horns in 
time would oecome proportionally longer. This 
could not "be an accident since tne individual va- 
riation in tnis proportion was almost unnoticeaole. 
Tne egg st rings always ended in a claw-lilce poin 
slcetcned and descrilDed toy Nordmann and were always 
oent in a half circle. 

Next after tne relation of tne norne we are ae- 
customed to use for tne separation of tne species 
tne unftrancned or orancned condition of tne plumule 
on tne aftdomen. Long ago ( 175*0 Linnaeus gave 
as tne character i sti es of his P.sagitta that these 
plumules were simple, and tnis has also oeen repeate 
"by later invest igators (M.Edwards, etc. ) • 

But tnis statement is a very long ways from sayir 
that they have some common entity,and we may assume 
that Linnaeus did not say tnis in eomparisonm with 
otner Pennellas,out only in comparison with the so 
def initely oranched plumules of the polyps(Pennat- 
ulae) with which he then,as well as later , through 

lacK of tetter Knowledge placed his P.sagitta 



le pluinules on the ab dom en, who se aver age number can 
* given as about 20 on eacn side,rarely more than . 
),are certainly sometimes undivided,or at least 
ley share a single double portion between them (e.g. 
e above named spec imens 1,2, *■»-,& 5,of which 2 & 5 
ive a single branche has four on one side and 1 on 
le other),. sometimes they are two-parted almost from 
le base, or with a single unbranched part "Detween them 
specimen 7 nas a fourtn part of a two-cleft plumul 
1 one side and on the other side about a half ,while 
>ecimen S has single one s on one side and three that 
•e not single, but all are two-parted witn. equally Ion 
•anches. On the two-parted ones the nevi branch 
ways comes fortn at the appointed place,namely close 
> the base and nearer the under s ide, and gradually 
lcreases and curves a littla,until it is equal in 
'»ngth to the original plume,and xftxi« the whole ab- 
Lnal feather acquires a inuch denser appearance. 
When then we find on the same fish two Pennellas, 
LJce specimens 3 & 4,fastened alongside of eacn other 
id in the same stage of development and age, but still 
Lth such different plumule relations, it becomes ev- 
lent that this cannot be used to distinguisU. species. 
When the branches begln to push forth as little 
rojections on the dor.sal and ventral sides of the 



plumes they form the "Knieformige Ausftiegung an der 
Basis", as stated toy Nordmann (p*122) and portrayed 
in nis magnified figure,and which according to our 
interpretation shows that the feather plumes on his 
speeimen, which he said were only "ausnahmsweise ge- 
spalten",in time would all oecome ftranched. 

First then we may call attention to the faet that 
many or the plumes usua^ly toecome shriveled or fall 
off ,and are replaced. with new ones,which grow ©ut as 
"branches from the old toase or come directly from ths 
axis of the aTDdomen,,and frequently with a more ad- 
vameed age plumés al so grow out from the adjacent 
portions of the do dy, so that two,three,or more of 
the plumes are attached at the sides of the sex 
openings and conceal them. In such a new growth 
the difference in nuurt) er for one portion has its 
origin. To Nordmann's description and figure 
of the four pairs of swimming legs we have to add, 
as we have shown in our f igures,that. in reality they 
are more than rudimentary ,since part of them show a 
division into two raml and segmentation of each rami; 
af ter careful removal of the overlying slime, and the« 
al so oear set ae. However we are unwilling t® 
assign to these appendages,or to the similar ones ir 



prnaea and Lernaeenicus,any significance as organs 
f locomotion,af ter tne aniiaal nas reached it3 trans- 
'ormed state. One can almost infer that they 
erve only to remove the slime from the animal'i 
ody,or at the most in all tnese de ep ly tour led forms 
hey remain only toecause they are so well proteeted 
hat no outslde force can remove them, 

On the ventral surface of the mature animal we 
ave not toeen atole to find traces of any more appen- 
ages than those named,or rather we have not toeen 
ble to discover mouth-parts among the so dense and 
o toranched processes on the head, tout on the dorsal 
ide oif thi s region, sometimes toroader , sometimes nar- 
iirer,tout alivays toleratoly spherical,we have found 
h all except the oldest spec imens two quite distinct 
ntem*ae,eomposed of two joints immovatole on one 
nother and on the head,which form at the ir tip an 
rregular claw or chela,and remind us of the struc- 
ures we have already descritoed in Lernaeenicus and 
ernci.ea,and which are well shown in our figurea* 

From the base of the se antennae there runs toacK- 
ard over the dorsal surface of the animal an ovate- 
tnceolate figure of pigment spots,lightly toothed 
long the margins, and here and there also marlced with 



uros s lines. Thi s rigure which alsø forms the 
"borders o.f the weakly arched hack receives itø ex- 
planation in the slowness of development* 

Thi s Pennella species is found huried at very 
different depths in the Chironectes "body; sometiiaes 
the swollen portion of the loody projects alniost its 
entire length from the fish's slcis; sometimes it- is 
entirely huried in the fish as far "back as the plu- 
mules on the alodomen; or again the skin may project 
in a ridge over it. We have no other explanation 
to offer of thi s variation in the hurying except that 
the parasi te' s darlcer or lighter color and the hard- 
ness of the skin have regulatéd themselves accordingl 

From the same region of the Atlantic (29 
N.L. & 78 W.L.)we have also found on a Diodon sexmac- 
ulatus a young Pennella which iDy direct comparison 
with the same development stage of the parasite of 
Chironectes we have not loeen atole to distinguish 
from P.sagitta. On the contrary we may assume 
that the P.hrachiata from Manilla,t>riefly descriloed 
Tay Blainvilli( 1822 ) and figured,will prove to be 
different on the ftasis of its size, and will take the 
place in the Indian Ocean that P.sagitta does in the 
Atlantic. The question remains as to "whether 
thi s Tndian Ocean species shall have the Linnaean 
name,for thi s rnight naturally happen i.f we admitted 



*lth Ellis and Blainville that Linnaeus's type was 
"rom the China Sea. We conclude the remarks 
lere made upon the form and relation of the species 
rith a statement of Milne Edwards. Our loeauti- 
n ul specie* is scareely an inch long while thi s au- 
;hor assigns to it a length of 4- inches,an error 
mich prooaDly has its explanation in the faet that 
luthors hither to have somewhat douotfully regarded 
t as a synonym of Holten' s P.exocoeti,which we 
mail descriloe later,and which does attain such a 
Jize ,nr possioly in this,that authors have not re- 
leinbered that ITordmann's figure portraying this 
ipecies is enlarged many times. 

PENNELLA VARIANS steenstrup & Lutleen. 
Closely related to Pennella sagitta Linn,, as we 
Lave above descrit>ed it from the Atlantic Chironec- 
.es marmoratus seems to stand a Pennella which we 
lave -taken in large nuurt) er s from the fins of a dol*- 
>hin, "hich Capt.Hygom had cut from the fish and 
rought to the Museum. We were for a long time 
.oubtful whether we ought to refer all the spec imens 
o the sene species. An examination of the 
lecimens oefore us reveals many differences oetween 
nem; the present form nas a much greater length and 
s especially distinguished oy the large r neclc while 



the cephalie horns are shorter and of an undetermin- 
ed numtoer. We have in our plate given a large 
nummer of pictures of natural size in order to show 
the great differences not only in the number of a£- 
tachment proces ses out al so in the ir form,a differ- 
ence of very great signif icance,since men have hith- 
erto supposed that they could separate species ac>- 
cording to the nummer of the ir mouth-parts,as we 
have previously noticed. 

On these f ins we discovered, Resides the many 
younger stages, to which we will return later,nine 
fully developed spec iraens which we tooic to "be sex- 
ually ripe though none of them "bore egg-strings. 

These furnished the following lengths. . (a)cephal- 
ic horns, .("b )neck. *(c )genital segment. ,( d)aodomen. 

Talple. 
r 0f these the five last have only two horns whi 
are seidom of the same length,while they al so stand 
at dissimilar angles to the "body axis and are always 
eurved; the four others have on the midline of the 
dorsal surface a longer or shorter third horn, which 
at least in spec imens 3 & M- is the shortest and 
smallest; in 1 it is half as long as the lateral hor; 
and in 2 almost equals them. .For closer com- 

parison with these proportions we inay add here that 



e al so discover ed on the same fins among the fin 
ays many anterior port ions, na'mely the head and 
orns,of other dead spec imens ,which had fteen dead 
or a long time, and these,nine in numDer,showed sim- 
larly consideraole variation in the length of the 
orr.s^md two of tnem had a third horn ;of 18 spec- 
mens a third had 3 simil^r horns. 

The neok which in the forego ing, species was so 
hort jond always a small fraction of the swollen 
art, is here always the same length or longer, 
he aodomen in cornparison with the length of the 
ntire iDody is percepti"bly shorter; its plumules are 
1 or 22 in numher,we have not found tnem under 21. 

The plumules are all single in spec imens 2,4,3 & 9, 
nd with short processes or "branches in 1,3 & 7. 
3 & 6 go over the number;the last named had four 
ranched plumules amongst the single ones. 

In spite of the mentioned differences oetween 
his matured animal and the foregoing species we are 
till in douot as to whether thi s form measures up 
o a di stinet species, s i nce we have only to recall 
ts sin.gular appearance,namely on the Dase of the 
ins and on the fin raya. How far the parasites 
f this. ,^enuc,whose species are so difficult to 
istinguish from one another, really alter the ir form 



aeeording as chance fastens them to one fish or anothi 
er as a host, and aeeording as they fasten in soft 
tissue or under less favorable conditions on a fin, 
is soifTetning that we icnow nothing aoout* 
In the present instance we were convinced that an 
attachment oetween tne fin rays at least often p ro- 
due ed the unequal angle of tne side horns, and possi- 
Dly caused the projection of the third horn, just as 
we have often noticed in Lernaea and HaemoDaphes a 
conneetion oetween the outward conditions and the 
oranching of the horns, or their growth. 

Baird has de ser To ed in the Annals of Natur al 
History,vol.l9,p.2SQ,a inuch larger Pennella from a 
"dolphin" or "Coryphaena" from a more southern por- 
tion of the Atlantic, and has named it P.pustulosa. 

Since the head and horns have an entirely dif- 
ferent form and the plumules in spite of the animal's 
size ar e def initely stat ed to oe unbranched we inay 
assume that this species has no connection with ours 
from Coryphaena. 



PENNELLA EXOCOETI (Holten). 
Lernaea exocoeti Holten; Lernaeopenna nolteni Blainv. 

The Lernaea exocoeti descrioed and figured in 1802 
in Naturhistorieselskabets SXrif ter ,V.B.S.136,pl»3, 
fig.3,a & b,whion Blainville from the description 
and f igure again descrioed as Lernaeopenna nolteni 
we belisve we have found on two spec imens of Exo- 
coetus tale en by Capt.Hygom in the warmer part of 
the Atlantic, one 5 N.& 35; W. the otner 21 N.& 4-0 W. 

The last named had two young Pennellas attach- 
ed to the scale cover Inga, the first named had only 
one,but thi s was full grown and furnished with egg- 
strings,which however in the ir outer portion were 
entirely worn away. Notwithstanding the dif- 
ferences in the developrnent of the spec imens there 
can be no doubt that they all belong to the same 
species, and that this must be Holten' s species. 

ireover since the f igure represents this spe- 
cies of natural size, Holten« s specimens could not 
have been much larger than our three,which also in 
our figures are represented of natural size; the dif- 
ference is no greater than that of many another be- 
longing to the same species, at least according to 
our meaning. v/e re we to design,, te that by whieh 
this species may be separated from all others from 



the Atlantic, ,outside of the differences in the hos 
we might ment ion the greater ftreadth of tne so-call 
"Head" ,and the swelling of its side portions into 
toleralDly regular hemispheres,at least wnen seen fr< 
tne dorsal side,together witn tne smallness of tne 
mouth-parts compared witn tne size of tne amimal,an 
the thickness of tn© 21 three- or four-parted plumu 
on tne ao domen. Tne enlarged <T igure of tne 
anterior portion of tne oody shows how in this spec 
and the forego ing we found the swimming legs and tn 
second antennae placed. With reference to the an- 
imal's attachment to its host we may note that all 
thfee spec imens were fastened to the anterior part 
of the host 1 s oody,near or at least not far from tn 
gill clefts,and that all were deeply tmried in the 
flesh,and that one alone was found with its head an 
mouth-parts ouried in the liver,whose anterior half 
seemed to oe in a partially discolored conditioon. 
The P.TDlainvillii deserioed "by LeSueur was 
also taken from an Exocoetus volitans,out differs s« 
much from ours,ooth in the older and the younger 
stages, that we may regard it as quite distinct. 

On tne contrary P.exocoeti seems to come neare 
to P.f ilosa,which we helieve inhaMts the Atlantic, 



i pair of speciinens having to een given to the Museum 
)y Prof .Reinhardt from nis last voyage and which, 
;ogether witn many otners,were taKen from an Ort&ago- 
:isCus-liKe fish. The differences oetween the 
iwo species seem to us to lie chiefly in the strenger 
rrinlcling of the swollen portion of the toody and the 
ib dom en in P.f ilosa,together with the more profuse 
) ranch ing of the plumules,and the fa.ct that the in- 
terval oetween the wrinlcles in this species has a 
iransverse ridge of small warts. If there toe- 
lany closely related species confused with one anoth- 
*r under the common name of P.filosa,as seems possiole, 
re may note that the Mediterranean Pennella from the 
iwordfish must toe taken for the type species, out we 
.ave not had this for comparison with ours., 

PENNELLA CRASSICORNIS Steenstrup & Lutken. 
It was so far as we icnow the first time that a 
ernaean parasit e was Known to live on a warm-tolooded 
nimal when Herr Sysselmand H. Muller of Thorshavn on 
he Faroe Islands in 1855 sent us a toottle filled with 
his Pennella; all the spec imens in it were taicen 
'rom one and the same Hyperoodon rostratus,captured 
he same year at Sudero. Although we have not 
ir.ee taicen them from this host,yet we have reasons 
or assumlng that they are not seldom found on this 



whale tiecause on one captured thi s winter at Lille- 
Bel t,which.was later exhiMted here in Copenhagen, 
we found many eylindrical holes in the skin and the 
t>lulD"ber,which were evidently made "by sueh a guest,, 
that had afterwards Id een loroKen off ,and upon closely 
questioning the whale* s exhiDitor,he was quite cer- 
tain that many such animals had heen present during 
the first weeic of the exhiMt ion, that is when it cam« 
to Copenhagen. When later the hlutiber was removt 
in order to prepare the s&eleton,we were fortunate 
to find a single anterior end of this parasite ourie< 
in the Id luller and flesh. 

As the figures show, present ed in natural size, 
partly very young animals, part ly the anterior ends 
of fully developed speeiraens,this whale 1 s Pennella 
is distinguished from the other Known species "by an 
exceptional size,a strongly developed and mueh wrin- 
icled skln^a head or mouth region projecting only a 
little anteriorly ,and only slightly swollen by un- 
usually thicx and stout lateral horns, and an almost 
equally stout dorsal horn. The more swollen 
part of the uody is at least in the half developed 
spec imens (80 to 100 mm-long) proportionally short, 
and the so-called neclc on the contrary very long,. 
two or three times as long as that« 
The first represents the portion of the animal 



irtiich hangs free in the water,the second the portion 
nrhich is inside the host, and this shows that the ani- 
nal ouries itself deeply and goes through the oluofter 
into the flesh. The aDdomen is ab@ut 13 min, long, 
md oears 23 pairs of many Dranched,threadlii:e plu- 
mles; Under the dorsal horn are situated the us- 
lal four pairs of extremely small swimming legs, and 
>n the dorsal surface the usual antennae. But we 
lay notice that at the anterior end of the older spec- 
iens there were 110 traces of mouth-parts to oe seen, 
'eeause as we presume the whale had been hard frozen 
or many weeKs,and af ter thawing became somewhat pu~ 
rid,when the Pennellas were cut out. 

To the forego ing contribution to the icnow- 
edge of the four mentioned Atlantic species we can 
dd a little with reference to the development or 
ennellas in general. Of the four species we 
ave for the f irst one half-developed and young spec- 
mens,whicn Resides lacKing the egg-strings,have only 
aint traces of plumules,or absolutely no visible 
races of them, and in which the corresponding abdomen 
s weaKly developed and the body only a little or not 
t all swollen. They lacK also in this stage one 
the essential characters of the genus Pennella,and 
>rrespond alaost to such figures as are given in 
ivier's Regne Animal Zooph.pl. 31, f lg . 2 ,cf P.blainviliai 



or those of Lesueur of the same species with whieh 
one may coinpare our figs.33 & 33. The part at 
tached to the host at this stage is only threadliXe' 
with a more or less distinct invagination at the 
point where the aiidomen oegins, Of the two 
smaller species, P.sagitta & P. varians, especially th 
latter,we next have a series of very young forms,, 
distinet larvae of only a few millimeters in length 
and the most important steps in this development we 
have sought to present in f igs.32 ,m,n,& o« 

While the forwatd end of the aoove mentioned 
specimen,clinging to the host with a simple thread- 
liXe hody,on the whole corresponds to the ful ly de- 
veloped Pennella and has mouth-parts of the same fo 
and structure as these,while the swollen head also 
is of essentially the same form. Thus we see 
that in this early stage, in which the oody of the 
ourrowing guest has not yet penetrated into the hos 
the head and mouth-parts are not yet transformed in 
the strong attachment and anchor organs« 

If step "by step through our figures we follow t 
development "back to the youngest stage (f ig.l .m.n,& 
we have found,we may easily see in what way the mou 
parts have graduaily developed and formed themselve 
out of projections from the under surface of • the yo 



bephalothora.x,and liicewise that tne spherical head, 
furnished with such a large number of processes, is 
really a sirailar outgrowth and projection from the 
under surf ae e of tne first portion of tne cephalo— 
thorax,"by wnich means tne second antennae gradually 
come to oe on tne dorsal side of tne animal. 

Finally we may De sure tnat tne arcned and elongate 
Dval port ion, wnich is on the dorsal side of the head, 
sspecially of the older Penne 11 as, and the pigment 
flecies and spots, which border and define it,indicate 
plalnly the animal' s original thoracic part, and the 

ings which are fused with it or follow after it. 
Thidt the second antennae which are immovable in 

he older stages, in this young stage are very mo vable 
ind the swimming legs are quite as well developed,is 
4 necessary result, just as we have been convinced that 
:he inner antennae, which cannot be found in the o ld- 
stages, toge ther with the maxillae and maxillipeds, 
tre present here. 

In the earliest developmental period observed by us 
;ne young Pennellas or Pennella larvae,as you may 
tficcse to eall them,show on the one side no little 
inalogy to the genus Lonchidrua;but on the other side 
-he same Pennellas in this stage are stripped of all 



the processes and protuloerances, which give to th« 
fully developed adult its peculiar and ahnormal ap- 
pearance,and present an almost typical crustacean or 
copepod form. vmat we nave nere discovered wit: 
reference to the development of tne horns and tne 
otner processes of tne head lead us to the conclusi® 
that these structures may fairly De compared wit* 
the Knohs and cushions so often noted in the Panda- 
rinae.and otner analogous structures on the under 
side of the shield.to which we have often had oeea- 
sion to call attention in what has preceded. 

The males of Pennella.as of the whole Lernasan 
groixp.have hitherto escaped the attention of inves- 
tiga'tors. To oe sure we have thi s hy Milne Edwa: 
(p.522) »The male is very small, almost spherical, 
and carries on its anterior end a conical sucKer 
armed with some styliform appendages.and on its 
ventral surface two pairs of very large suochell- 
form hånds ,hy the aid of whieh it attaches itself 
to the female«. But since this statement is 
so totally unique and neither coincides with any 
citation from other authors nor is supported hy a 
closer investigation of those species of Pennella 
on which males should he found.we are inclined to 
*elie*e that this is only hased on Hordmann's figu: 



f a male of Anchorella, which is on the same plate 
s the figures of Pennella sagitta, which might well 
ive occasion to the error of mistalcing it for the 
ale of tnis Pennella« Tnis is the more lilcely 
ecause tnis whole section of Edwards' Histoire nas 
Any character s which unfortunately do not agree 
ith what is known. There is more of it taKen from 
ne worics of other autnors tnan tnere is oased upon 
riginal and painstaKing investigation,at least s© 
ar as this group of parasites is concerned. 

We can only add a very littlw to tnis ohscure 
nowledge,yet we h&ve discovered in,P.exocoeti,a 
ittle aoove the "oase of the egg-strings,two almost 
icroscopie spec imens of a creature, which so much 
esemoles the otner Lernaean dwarf males that we have 
ssuined that it may well oe the Pennella male hitherto 
ought in vain. They vir er e Tooth fastened to the 
Kin of the female so tightly oy the ir maxillipeds 
hat it was not possiole to loosen them without tear- 
ng them in pieces. Fig«33 shows the form as far 
s it can oe made out under strong magnif ication. 

On a quite young specimen of P. varians we found 
astened to the posterior horder of the genital seg- 
.ent two microscopic structures which we take to oe 
permatophores,und we found something similar on a 



youn£ P.crassicornis,l3iit such spermatophores in our 
judgment do not preclude the presenee of pi ©ny males 



431 91 



Tab. XIII. fig. 30 og 31'. Hæmobaphes cyclopterina (Fabr.), S. 405, seet fra to forskjellige Sider. 
30 a og /?. Dens forreste Del, stærkere forstørret, fra Ryg- og Bugsiden. 
30 y og d. Det samme Parti af et andet Individ fra Ryg- og Bugsiden. 
30*. Samme Lernæ in situ paa Gjællebuerne. 

30 f. To Par Bagkropsfødder, stærkt forstørrede. 

Tab XIV. fig. 31. Pennella sagitta (Lin.) S. 409. Hun seet fra Bugsiden, og 31' et andet Individ fra 
samme Side, nat. Størr. 

31 « og /S. Første Individs »Hoved» eller Forkrop seete fra Ryg- og Bugsiden; 31' « og £. andet 

Individs. 

31 C- Fanetraade af Individet 31; 31' C af Individet 31', alle forstørrede. 

Tab. XIV. fig. 32 og 32'. Pennella varians nob. S. 413. To Hunner uden Æggetraade og kun med to 
Modhager; 3 2" og 3 2'" to andre Individer i lige Udvikling, men med tre Modhager, alle i 
naturlig Størrelse; 3 2 «, /S, 32'«, /S o. s. v. fremstille disse fire Individers Forender forstør- 
rede fra Rygsiden og Bugsiden, og 3 2""a. /S den samme Del af et femte Individ, paa hvilket 
den tredie Modhage begynder at fremtræde. 

321. En Unge af Samme; 32m, 3 2n og 3 2o tre mindre udviklede Stadier, der vise, hvorledes 
Modhagerne begynde som flade Udbredninger og hvorledes Hovedets Udvæxter fremkomme; 
alle forstørrede, den første tillige i nat. Størr. 

32. m. /S og 32 o. /?. Tvende lignende Stadier sete fra Bugsiden, for at vise nøiere de iagttagne Fø- 
lere og Kjæbefødder og Udvæxternes og Modhagernes Uafhængighed af disse. 

32 p l , p-, p 3 , p 4 . Bagkropsfødderne af Individet 32 m. 

32. sp. Spermatoforer. 

Tab. XIV. fig. 33. Pennella Exocoeti (Holten.). S. 415. Hun i nat. Størrelse; 33 a og forreste Del afDyret, 
forstørret, fra Bug- og Rygfladen; 33 y en Fanetraad. 
33' og 33" to yngre Individer af samme Art, naturlig Størrelse. 

33. £. Den formentlige Dverghan til Arten, fasthæftet til Hunnens Side. 

Tab. XIV. fig. 34. Pennella cras sicornis nob. S. 416. En langtfra halvvoxen Hun fra Bugsiden, og 
Rygsiden, i naturlig Størrelse; 34 /S sammes Forkrop forstørret, seet nedenfra. 
34'. Forkroppen af et udvoxet Individ, natur. Størr., seet nedenfra; 34 y en af de grenede Fane- 
traade forstørret. 
34.*. Den stærkt grenede Fanetraad af P. filosa L? (NB. af en Orthogariskagtig Fisk.) 

B. Gopepoda parasita sacculis ovigeris, ovulis pluriseriatis. 

Tab. XV. fig. 35. Brachiella append iculata nob. S 419. Hun og Han, førstnævnte seet fra Siden og 
fra Bugen. 35 0*. Forenden af Hunnen, stærkere forstørret, for at vise Munddelene, Fø- 
lere o. s. v. 

Tab. XV. fig. 3G. Brachiella Thy n ni Cuv. S. 420. Hun og Han. Af Hunnerne er der fremstillet et yngre 
(35 0*) og et ældre Individ for at vise Forskjellen i »Halsens« og »Armenes« Længde. Sær- 
skilte Analyser vise, hvad vi have iagttaget af Kjæber og andre Munddele. 

Tab. XV. fig. 37«. 0. y. og d. Yngre Stadier af Hunnen af Lernæopoda elongata (Grant)- S. 422. Det i 
37« afbildede Udviklingsstadium er det yngste, som hidtil er iagttaget, og Dyret kan endnu 
her siges at befinde sig paa et Larvestadium. — Paa det ene af de afbildede halvunge Indi- 
vider (37 y) er den ene Arm betydelig kortere end den anden. I 37 y * sees Munddele, Fø- 
lere o. s. v. af dette Individ stærkere forstørrede. 37. £. Hannen af samme Art; ved Siden 
er fremstillet den yderste Del af en af dens Mandibler (37 g md.). 

Tab. XV. fig. 38. Tanypleurus alcicornis nob, S. 424. Hunnen seet fra Rygsiden og fra Bugsiden 
38*, 38" og 38*" vise Ilefteredskabet i forskjellig Grad af Sammenvoxning eller Adskillelse. 
38o Æggesækkenes Form hos et større Individ. 



92 432 



Tab. XV. fig. 39. Diocus gobinus (Faår.), S. 423. Hunnen som udvoxen, seet fra Ryggen og fra Bugen 
(y og cf) og i 2 yngre Stadier (« og /?); hos det i Fig. 39 y afbildede Individ vender den ene 
af de to forreste Arme fortil, den anden bagtil. 39^ Hannen, stærkt forstørret. Særskilte 
Figurer fremstille Følerne hos begge Kjøn. 
Tab. XV. fig. 40. Herpyllobius articus nob. S. 426. Hunnen. 

40 «. Et Individ, med korte næsten kugleformede Æggesække, in situ paa Ryggen af en Lepidonote. 

40. £. Et Individ, med pæreformet Krop og langagtige Æggesække in situ, paa en Terebellides tæt 
ved dennes Gjæller. 

40 y og d. To af Lepidonote udpræparerede Individer, visende den uregelmæssige Forkrop [og den 
meer eller mindre glatte eller rynkede Bagkrop. 



Rettelser og Tillæg. 

S. 347. L. 14. »Lernceonicus« læs: »Lernecenicus. 

S. 347. L. 15. Sphyrion kan, ifølge Originalfiguren i Freycinets Reise pi. 68 fig. 10.. (cop. hos Guérin. 
Iconogr. Zoophyt. pi. 9. fig. 4.) og en anden Figur efter Naturen i C uvier Regn. anim. édit. 
illustr. Zooph. pi. 32. fig. 4, ikke høre til Pennellerne, men hører til Gondracanthinerne; den 
er ganske sikkert congenerisk med den mærkelige Parasit paa Finnen af Cyclopterus lurnpus, 
som Prof. Krøyer har kaldt Lestes lumpi (Danmarks Fiske. II S. 2 1 7.) ; begge synes os at 
maatte nærmes til Condracanthus Triglce- — Om Lophura ogsaa vil slutte sig til de parasitiske 
Copepoders anden Række, er endnu uafgjort. 

S. 380. L. 9. f. n. »Guérin« læs: Guérin, og ligesaa S. 381, 2. L. f. n. og 392. L. 7. 

S. 398. L. 3. » Lernecenicus » læs: Lernecenicus og ligesaa S. 400 fl. St. 

S. 40G. L. 11. fra neden »fig. 30 «» læs: fig 30 og 30'. 

S. 416. L. 4 — 8. At Sværdfiskens Pennella ikke er identisk med Pennellerne fra Orthagoriscus-Fiskene , deri 
ere vi blevne bestyrkede i den allerseneste Tid ved en i en Sværdfisks Kjød fundet Forkrop 
af dette Dyr. 

Under Aftrykningen af dette Slutningsark modtoge vi første Hæfte af Aargangen 1861 af »Wiirzburger 
naturwissenschaftliche Zeitschrift», hvori (S. 10 — 22) findes en Afhandling af Prof. Claus »Ueber die Familien 
derLernæen». Af denne see vi, at Prof. GI au s ogsaa har iagttaget flere af de Lemmepartier, som vi have an- 
givet hos Lernæer og Penneller, men afviger noget fra os i Gjengivelsen af det Forefundne, og det, saavidt vi 
kunne skjønne, paa Grund af hans ringe Materiale. I Anledning af denne Uoverensstemmelse maae vi her fast- 
holde, at Forf. i det mindste har Uret i at betegne alle Bagkropsfødderne hos Pennella som »zweyåstige 
Ruderfiisse« (S. 16 og 21, og Tab. I. fig. IX); thi ved gjentagne Undersøgelser af mange Individer have altid kun 
de to forreste Par vist sig at have to Grene; Kjæbefødderne (S. 19, fig. VII b, og vore Figurer mp 2 j ere 
heller ikke »messerformig«, og Udvæxterne paa Hovedet have vi ikke formaaet at opfatte som »muskuløse« 
eller som Griberedskaber. Ogsaa fremstiller Forf. en Asymmetrie hos Lerncea paa en Maade og med en Styrke, 
som man ikke kan billige (S. 22); havde han havt flere end det ene undersøgte Exemplar, vilde naturligvis 
Tilstedeværelsen af LJagkropsfødder (»Ruderfiisse«) ikke have undgaaet ham. 



Vid. Selri. Skritlcr /' A',,H: nabo-o m.it/if.-ii. A/%. I' Himi Stte/u-trup .>,, f.M 



S7a/&e*relsene>. 

2f 



Tal. I. 




3 f 4' } 

3 ? 




.v CaZufua branckudi* .V/m t £ t 4 CaZupta rafiaa, M ./:./«. ff <*J 



Tab.M. 




Cafyus isoTO/cc Si,, l.Uff / 6 l'.'/u/us jtro&u&ta. 3><mi / f l 



I?d. JVM- Si-ri/hr KS^khc natzuv. nutAems. Afh,. r2*uZ>. Stecxsiruff oj ZvOen, ovn Snykehrcbsenc- 




~ l',i/i./n.< I \'/i//di.rn,f Sifl /lÅ f .' 8. fli/t,,,uiui.r ,i//.ui/ir,i.r. Sl f : lli / ,'• / 



Tab. r: 




,,/ i;/,,,.,/,,./,-., //,/,/,,„,,.,„,,., Sfi /.// , y /ii /•„r,i/„/,,/i,.r oriatta&r .(//• /■'/■■ />/ 



(fir 7'ht'rrnjm 



{,./ Sdrh SÅ-riJicr l~ £„:(■/.;■ n.i/irrn m.it/n-m . .IfA V /h,,,/ . Sizerutrup. ,w lu&e. 




1/ SyitArtåuf iii/i<it/<ii.\ si/i /.// /:■ EiaypÅarua ju/mjihas. S/p f.tl- f JpJ 



11 J Selsfc. S/crtfter V lU/c/ce miturv. mdl/iem Afh K Mnd. Stee/istrufi oc) Zitih-n <rm Sni/7tt7erebsene. 



~-v 



l\ 






23 tt 2 



i rr 







i- 



23/71/1* 








/.? J>inr,,i.t/iir,i iirvdueta '/«// g i+ Vmemaiura Irrer. Ur /?J 



FU, Sd*k. Skrifter V&déJ* naturv. m^haruAffu V \3i*Js Stcevurtrup oy HOken- øm, S*ylt*kra. 




i5. IchScroaaieua eohoptratua (Mi* . " : ZHnaaudura latiAUa. Stn la f / 



fu/ ,1'r-ZrÅ- Skri/ier /' JiteÆX-e 7UZ&&: 




.\.,./.i.ni.r haiattt.r S/ r /.rJt - i$ .Y.w.'./t's /..T/r.it/ii f^.J. 



Or. n*m.Lrr, t.vi//t 




Tal X. 



lp. .Vil,/. /,///.!■ ,//;///, //.l Stft /.U ,' 20 \ ,',/,i,fll.i /<■/!,/. r .1//, /.//■ 




iv .Vf,/,ryi/.r f'oroift.r St/i /.ti / d '/ 22. Patttfarus (rancAii . Zeack //) 



Frd ' Selrk Skrifter l' /tække natura mat/iem . Af/l . VJHttd. Steenj-tnifl og ZirtA'en øm Snt//tekreb 




23 Ze nuu i &iv/uu Ximøu .»/> //■/ ,■ .'' zf -In/A''. 



/'År T/irm4im- jatfat. 



r.l.tsiini. .IfyJ , .' i SS, /'en.r.r.'/i/t.r ,/en/.t/i,s Si,, /.ti- |J> 



lir/. Se&rl: SZr&br r Å >«■/■/■<■ nctiurv . matkem .1/7, VMmJ SteeTurtrup <>,, ZO&en 01 



S/i t/l/cl rrZ/Sf/tr 



TabJlK. 




t6 /.,/■/„-,, ru, i/.v neéHamuuf, St r ZU -•- / infteæu* 'V Hk '-''>' torruea JrttncfnaKf Cm 2<j. /../>/ xi.//n,n,/.;i si/, Xåt 

$0 /f.rin,'/>.l/l/lfX ,l/,/,'/l/,ri!l.l f.,/r,. 

■ T/i.-1-n.im ./,/,„ .' (tf, ./„■ , 



lul. Jelfh- Siri/fer K J&vH-e naturv- mathern. jlf7i, V. Jlind '. Sftenstrup ri/ luth 

3i" 



Tah. xn r 




./,■/ .'.IV/7 .///• 

.">/ /'i/w,//,i sagtttu i. 



IVJS.U- Sinfcr I' vfrÆ naåa-v mation, Af/i V /i„„l '.Steens/nm -y Ziitken om SnylteZrclst 




Ss 5 ** ' 



(' /.ri- /■ /■ Thrrn J,l 



.?.>. SnuUeSa ,i/ifirn,/i,n/,i/,t d r /u • I ,",/,' Thvu&ietta Tkpuu* <-- .• ' 3j . Ierrunoju>Ja r/<>»</,r/.t a;w/ fo.ty 

.><">' 7',in\yi/rif/i/.r <i/,i,;>rnt.r Si/, /// , _.. / 3p ZHoaiS ,/,'/>uuis y.tir/ ff-é.J jo. //<-r/iv/U/>iii.r arcticwt . Sip Z&ff.J